Peter Jerndorff, Peter William Jerndorff, 24.11.1842-23.12.1926, skuespiller. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Holmens). Da J. 1861 var blevet student fra Metropolitan-skolen læste han til læge, men studiet forhaledes ikke alene af frivillig deltagelse i krigen 1864 med efterfølgende udnævnelse til løjtnant, men også af hans lyst til scenen der blev næret af datidens sans for studenterkomedier hvori J. medvirkede, bl.a. sammen med Emil Poulsen, navnlig i dameroller. 1870 tog han medicinsk embedseksamen, og 17.2.1871 debuterede han som Aage i Mester og Lærling på Det kgl. teater, hans uafbrudte virkeplads gennem 52 år. J. måtte besejre megen og langvarig modstand inden han nåede frem til en anerkendt stilling. Han kunne virke blodfattig ved siden af Wilh. Wiehes lyriske kraftudfoldelse og Emil Poulsens mandighed, men Ludvig Phister havde lært ham en klar diktion, og hans seje energi, sikre kultur og især hans smukke, veluddannede tenor opvejede manglerne i adskillige roller. Sangstemmen var stor nok til så fordringsfulde partier som Farinelli, Gounods og Boïtos Faust, Vilhelm Meister i Mignon og titelrollen i Hoffmanns Eventyr. Efterhånden blev J. en meget anvendt skuespiller på de forskelligste områder inden for alle tre kunstarter (i alt udførte han 383 roller). Når han spillede figurer som Olaf Trygvesøn eller Einar Tambeskælver i Haakon Jarl hvis fremstilling kræver naturgaver han ikke ejede og ikke kunne erstatte med sin kultiverede form, måtte publikum nøjes med en hæderlig, men ufyldestgørende bestræbelse; derimod vandt han sine sejre i det danske lystspil, hos Ludvig Holberg, J. L. Heiberg og C. Hostrup. Den latterlige poet Jespersen i H. C. Andersens Den nye Barselstue (1875) blev den rolle som viste ham vej fremad til typer, der krævede udtryk for det modsatte af kraft og temperamentsfuld styrke, hvad enten rollen var af alvorlig art, fx dr. Rank i Et Dukkehjem eller Gregers Werle i Vildanden – begge blev spillet både diskret og dristigt – eller komisk farvede som den smægtende prins Paris i Ulysses v. Ithacia, den selvbehagelige adjunkt i Samfundets Støtter, den sølle løjtnant i Under Snefog eller den nysgerrige Crabtree i Bagtalelsens Skole; den sidste rolle hørte i forbindelse med dansemesteren i Aprilsnarrene til J.s mest personlige og fremragende skikkelser. Han viste her en let karikatur med sirligt lune og stilfulde attituder. Også den gamle proprietær Visberg i Gulddaasen og etatsråden i En Skavank virkede som fine pasteller, udført med mesterhånd.

J. udviklede sig langsomt og skabte, da han var fyldt 60 år, et par skikkelser af lødigere indhold end mange tidligere. Det var den blide, både myndige og inderlige pastor Castbjerg i Dengamle Præst og pastor Manders i Gengangere som i J.s gengivelse blev barnlig-naiv, uforstående og elskelig. Han kunne med stor takt føre en figur til latterlighedens grænse og dog bevare værdigheden. Denne værdighed var ham i kødet båret og blev med årene til ærværdighed. Med sit hvide hår og sin stilfulde fremtræden blev han på sine gamle dage da teatrets stærkere evner og viljer var forsvundet, mere end nogen anden repræsentant for statsscenen som nationalt begreb. Det føltes symbolsk at han var den sidste skuespiller med kgl. udnævnelse (fra 1890). -Som lærer ved elevskolen fra 1886 til sin afgang prægede J. de næste generationers sprogbehandling, og hans undervisning – for principperne deri gjorde han rede i skriftet Om Oplæsning, 1897 – strakte sig også til landets lærere og præster. Hans versfremsigelse var teknisk korrekt og smagfuld, men ikke kernefuld. J.s dansk var ikke lødigt og mandigt som Emil Poulsens behandling af sproget, men det var sirligt og rent. Rytmerne fik i hans mund først vinger når tonerne bar dem, hvad enten han foredrog narrens sang i Helligtrekongers Aften eller sang vore gamle folkeviser der skaffede ham venner overalt. 1918 udgav han nogle elskværdige ungdomserindringer med titlen Nogle Minder fra det gamle kgl. Teater, og 1928 udkom posthumt Minder fra Barndomsaarene. 1.6.1923 tog han afsked; programmet bestod af Det gamle Hjem hvori cand. phil. Rabe var en af de figurer der vakte både medynk og latter, og Et lille Efterspil af Poul Levin hvori J. i en gammel skuespillers rolle sagde farvel og hyldede ungdommen. Trods alderen fortsatte han sin oplæservirksomhed, også i den dengang nye radio, og udførte enkelte gange professor Petersens rolle i Skærmydsler, senest på Casinos lille teater til fordel for skolescenen.

Familie

Forældre: divisionskvartermester i søetaten, inspektør ved søkvæsthuset Andreas J. (1797–1853) og Caroline Anine Jones (1811–80). Gift 29.11.1883 i Kbh. (Frue) med Amalie Lorentzen, født 29.1.1849 i Kbh. (Frels.), død 21.4.1927 sst., d. af vekselmægler Johan Carl Edvard L. (1812–86) og Amalie Tolstrup (1823–98).

Udnævnelser

R. 1892. DM. 1911. E.M.1. 1921.

Ikonografi

Afbildet på tegn. Studenterforeningen flytter, 1863 og på mal. af A. Jerndorff, 1870. Træsnit 1881 efter foto. Relief af Th. Lundberg, Capri 1887. Afbildet med familie på tegn. af A. Jerndorff, 1889, flere udaterede tegn. og mal. af samme. Træsnit af L. B. Hansen, 1910, efter foto. Buste af V. Herold, 1911 (Det kgl. teater; Teatermus.). Afbildet på tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1914 (Fr.borg). Tegn. (Teatermus.) og mal. af Bertha Dorph. Statuetter i roller af Axel Locher (Teatermus.) og afbildet på tegn. af scener af Carl Fischer (sst.) og Carl Thomsen. Silhouet af Kirsten Wiwel, 1922 (Kgl. bibl.). Pastel af G. Achen. Tegn. (Det kgl. teater). Foto.

Bibliografi

P. J.: Nogle minder fra det gamle kgl. teater, 1918 (særtryk af Vor fortid II, s.å.). Samme: Minder, 1928. – Einar Christiansen i III. tid. 16.2.1896. Alb. Gnudtzmann i Teatret II, 1902–03 17–23. Sv. Lange i Politiken 24.11.1912. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. I-V, 1921–30. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig