Gerda Henning, 2.3.1891-26.6.1951, væver. Født på Frbg, død i Hellerup, begravet i KM. (Holmens). H. havde fra sin tidlige ungdom lyst til tegning og kunstnerisk virke. Hun gennemgik Statens tegnelærerkursus, hvorefter hun ansattes som maler ved Den kgl. porcelainsfabrik 1910–17. I denne periode begyndte hun at udvikle sine evner for broderi som hun udførte i minutiøs teknik og som vakte megen opmærksomhed. Senere brugte hun i vid udstrækning sin mands figurtegninger som mønstre for både broderi og vævning, mens hun selv tegnede blomster og ornamenter. Det blev gennem sin vævekunst at H. fik afgørende betydning for dansk kunsthåndværk. Hendes første vævninger udførtes i en slags gobelinteknik og lignede motivmæssigt broderierne, men også tæppe- og skaftevævning tog hun op og lærte sig grundreglerne gennem utrættelige forsøg efter Johanne Siegumfeldts lærebøger. Af en gammel tysk damaskvæver der vævede duge til taflerne på Christiansborg på en mægtig damaskvæv, lærte hun damask- og jacquardvævning og patrontegning. Da arbejdet med dugene var afsluttet, overtog H. væven og knyttede væveren til sit eget værksted som oprettedes 1922, og hvor også Lis Ahlmann, hvem H. anså for sin jævnbyrdige, arbejdede. Fra 1927–30 ledede hun Kunstindustrimuseets væveskole der oprettedes i samråd med museets direktør, Vilhelm Slomann, og fra 1930, da skolen kom til at høre under Kunsthåndværkerskolen, var hun lærerinde her. Flere af skolens elever fik praktisk videreuddannelse gennem ansættelse på hendes eget værksted, iblandt hvilke kan nævnes Bodil Nielsen, Kirsten og John Becker og Vibeke Klint som 1951 overtog og videreførte hendes værksted. På vævestuen blev der arbejdet erhvervsmæssigt med det formål at bringe vævekunsten ud over husflidsstadiet, men også den kunstneriske side blev dyrket og udviklet. I damask- og dobbeltvævning skabtes stoffer til antependier, messehagler og anden kirkelig udsmykning, samt dekorationsstoffer, bl.a. til Ringsted rådhus med motiv komponeret over byens våben. Gennem tæppevævningen som hun tog op omtrent samtidig med damaskteknikken, kom hun tidligt til at samarbejde med Kaare Klint. 1925 vævedes således gulvtæppet til Thorvaldsens museums direktionsværelse og senere udarbejdedes det klassiske møbelstof til hans sofa. Andre resultater af samarbejdet var gulvtæpperne til bryllupssalen i Københavns rådhus og trappeløbere i Kunstindustrimuseet. For arkitekt Rigmor Andersen udførte hun betræk til møblerne i Kvinderegensen. De geometriske tæppemønstre arbejdede hun selv videre med i forenklede former; hun eksperimenterede med teknikker og skabte selv en lang række tæpper i rya, flos og fladvævning. Hun arbejdede i vid udstrækning med de naturlige farver i den islandske uld som hun sammen med Kaare Klint indførte i dansk vævning, og hun magtede det monumentale såvel i format som i komposition. Når hun arbejdede med indfarvede garner kunne hendes farveklange undertiden virke svage og konventionelle, og netop heri bestod svagheden i hendes kunst hvor komposition og tekstur ellers dannede en helhed. Alligevel kan hendes indsats og betydning for udviklingen af den moderne brugsvævning næppe overvurderes. Hun har udstillet på Foreningen for kunsthåndværks udstillinger her og i udlandet, bl.a. i Paris 1925 og i Stockholm 1942. En retrospektiv udstilling afholdtes i Kunstindustrimuseet 1936 og en mindeudstilling sammesteds 1952. Hun modtog 1922 Hirschsprungs legat, 1927 Alexander Foss' legat og 1946 Tagea Brandts rejselegat. Arbejder er indkøbt af Det danske kunstindustrimuseum hvor også en større samling af hendes efterladte materiale opbevares, og af Rohsska konstslöjdmuseet i Göteborg.

Familie

Forældre: grosserer Heinrich Martin Christian Heydorn (1851–1914) og Adeleide (Addy) Amondsen (1861–1935). Gift 26.2.1918 på Frbg. (Solbjerg) med billedhugger Gerhard H., født 27.5.1880 i Stockholm, død 16.9.1967 i Hellerup, s. af skrædder August Henning Nilsson (1851–1932) og Alma Sofia Gothberg (1856–1923).

Ikonografi

Tegn. og statuette af Gerhard Henning, 1915; buste af samme. Foto.

Bibliografi

Ivan Munk Olsen i Skønvirke, 1924 161–66. Sst. 1926 175. Sigrid Flamand Christensen i Nyt t. for kunstindustri, 1933 6–9 158f. Karen Lund sst. 1936 53–55. Sst. 1941 50–52. Håndarbejdets fremme, 1936 nr. 6 90f; sst. 1945 nr. 3 33–40. Kaare Klint sst. 1951 89–91. Mogens Koch i Samleren, 1937 193–95. Viggo Sten Møller: Dansk kunstindustri 1900–50, 1970. – Papirer i Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig