Gunhild, d. 1038, Kunigunde, Ætheltrude, d. 18.7.1038, dronning. Død i Italien, begravet i Limburg klosterk. ved Dürkheim. Som pant på det venskab der i årene 1025-27 blev sluttet mellem Knud den Store og kejser Konrad II blev Knuds datter G. på en fyrstedag i Bamberg maj-juni 1035 trolovet med Konrads unge søn Henrik. Endnu s.å. døde Knud, og skønt den politiske betydning af G.s påtænkte ægteskab derved blev stærkt svækket, fejredes dog hendes bryllup i Nimwegen med stor pragt juni 1036. Hun kronedes 29, s.m. og antog navnet Kunigunde til minde om Henrik II's dronning af dette navn. Til Tyskland ledsagedes hun af sin skriftefader Tymme som hun først fik knyttet til Konrad II's hofkapel og siden fik udpeget til biskop i Hildesheim. G. der i samtidige kilder skildres som en fin og spæd kvinde, barnlig af legeme og sind, drog 1037-38 med den kejserlige familie til Italien., Maj 1038 besøgte hun det berømte kloster på Monte Casino, og måneden efter begyndte hun hjemrejsen langs Adriaterhavets kyst. I den frygtelige sommerhede blev hun syg, og endnu før man havde nået Po, døde hun "ligesom paa Livets Tærskel". Hun blev begravet i Limburg klosterkirke.

Familie

Forældre: Knud den Store (ca. 1000-35) og Emma (død 1052). Gift juni 1036 i Nimwegen med konge, senere kejser Henrik III af Tyskland, født 28.10.1017 i Ostenbech, død 5.10.1056 på Bodfeld (gift 2. gang 1043 med Agnes af Poitou, død 1077), s. af kejser Konrad II (ca. 990-1039) og Gisela af Schwaben (død 1043, gift 1. gang med grev Bruno af Braunschweig, død 1006, gift 2. gang med hertug Ernst I af Schwaben, 11015). – Søster til Hardeknud.

Bibliografi

H. Bresslau i Forschungen zur deutschen Gesch. X, Göttingen 1870 612. Ernst Steindorff: Jahrbücher des deutschen Reiches unter Heinrich III 1, Lpz. 1874 33-42. Johs. Steenstrup: Normannerne III, 1882 (reproudg. 1972) 415-18 428. Sønderjyllands hist. I, 1930-31 284. Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danm., 1969 (2. udg. 1977). F. M. Stenton: Anglo-Saxon England, 3.ed. Oxford 1971 = The Oxford hist. of England II.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig