Hardeknud

Hardeknud, 1018-8.6.1042, konge. Hardeknud opholdt sig endnu 1023 i England, men må snart efter være bragt til Danmark hvor hans fasters mand, Wulfsige Sprakelsøn (Ulf Jarl) efter Thorkil den Højes død (ca. 1024) styrede landet for Knud den Store. Wulfsige blev da hans formynder, og ægget dertil af dronning Emma skal han have søgt at få Hardeknud anerkendt som Danmarks konge hvilket førte til en stærk spænding mellem ham og kong Knud.

Da Knud havde erobret Norge (1028), gav han derimod selv Hardeknud kongenavn og lod ham i de følgende år styre Danmark. Efter Knuds død (1035) søgte dronning Emma at sikre Hardeknud herredømmet også i England; men hans halvbror Harald Harefod bekæmpede hende med stor voldsomhed og fordrev hende 1037 til Flandern. Vi savner pålidelige oplysninger om hvad der i disse år har hindret Hardeknud i selv at drage til England og kæmpe for sin sag; måske har det været uoverensstemmelser mellem ham og den norske konge Magnus den Gode. Først 1039 eller 1040 gik han med en betydelig flåde til Flandern, og da Harald Harefod døde i marts 1040 sendte de engelske stormænd selv bud til Brügge efter Hardeknud.

Ved midsommertid tog han landet i besiddelse og kronedes i juni måned. Men netop samtidig benyttede kong Magnus sig af hans fravær fra Danmark til at underlægge sig dette rige, og Hardeknud fik det aldrig tilbagevundet. Hans korte styre i England kendetegnedes dels ved en lavsindet hævn over den døde halvbror, dels ved stridigheder mellem ham og en række højættede englændere som dyrt måtte købe sig fred, dels endelig ved trykkende skattepålæg der førte til blodige opstande i Worchester og de omliggende Shires (1041).

Ved sin staller Tove den Prudes bryllup i Lambeth segnede Hardeknud pludselig om, ramt af et hjerteslag, da han ville drikke bruden til.