Gustav Johannsen

Gustav Johannsen, Gustav Henrik Jøns Johannsen, 2.8.1840-25.10.1901, slesvigsk politiker. Født i Gundeby, Ulsnæs sg. ved Sli, død i Flensborg, begravet sst. J. tilhørte en angelsk lærerslægt. Faderen flyttede kort efter sønnens fødsel til Sylvested ved Dannevirke. Hjemmets sprog var plattysk. Da der efter 1851 skulle undervises i dansk i skolen der lå i det blandede distrikt tog faderen i den første tid en hjælpelærer fordi han, der nok talte angeldansk, ikke mente sig i stand til at undervise i rigsdansk. Fra barnsben beherskede J. både dansk og tysk. Efter et par år som hjælpelærer kom han på Tønder seminarium, men sygdom afbrød hans uddannelse; han genoptog denne i Kbh. hvor han 1861 tog skolelærereksamen. Han søgte straks tilbage til sin hjemstavn og fik efter en kort virketid i Sollerup lærerstilling i Langballe i Angel. 1864 blev han afsat. Han overvejede at slå sig ned på Lolland, men vendte tilbage til Flensborg og begyndte her en lille privatskole der efter et års forløb blev forbudt. Han knyttedes derefter til Holdts realskole, men da han havde taget del i den danske agitation ved valget 1867, fik Holdt tilhold om at afskedige ham. Han købte derefter en dansk boghandel som han uden særlig forretningssans drev til 1874. 1869 overtog han med støtte fra førende danske i byen det dansksindede Flensburger Anzeiger som han førte videre som Flensborg Avis. Redaktionen overtog J. dog først 1874. Han blev i disse år den flensborgske danskheds leder. Han var formand for borgerforeningen, oldermand i Skt. Knudsgildet, fra 1869–74 borgerrepræsentant og fra 1870 kirkeældste. Samtidig med at disse hverv optog ham mere og mere undergravedes hans økonomiske stilling. Hverken bladet eller boghandelen kunne give ham det fornødne til udkommet, og da konens medgift først i 70erne var opbrugt tænkte han på opbrud til kongeriget. Stillinger som stationsforstander ved De danske statsbaner, som rodemester ved Kbh.s oppebørselsvæsen, som kordegn i Århus o.l. har han enten overvejet at søge eller søgt. Med ud fra den erkendelse som Chr. F. Monrad engang i disse år gav udtryk, at J. "er mere værd for Danskheden i Flensborg end de bedste Institutioner" blev der skaffet ham støtte fra københavnske kredse. Hans kår bedredes efterhånden, men mere end at sidde tåleligt i det nåede han aldrig. Han blev agent for forskellige forsikringsselskaber, var en overgang direktør for det flensborgske hestesporvognsselskab og fra 1891 direktør for Spare- og Laanekassen for Flensborg by og omegn.

Som redaktør var J. mådeholden, men han undgik ikke de preussiske pressedomme. 1876, 1878 og 1879 måtte han i fængsel, hjemkomsten efter den sidste og hårdeste straf – tre måneders fæstningsarrest i Magdeburg, som han indledte formfuldendt med en visit i selskabsdragt hos byens kommanderende general – formede sig som en folkefest. Nogen særlig dygtig redaktør var han ikke. Lokalstoffet tørrede ind, til gengæld bredte annoncerne sig, og der blev klippet rigeligt fra andre blade. De ledende artikler var få, og de var sjældent skrevet af J. hvis styrke ikke lå i pennen, men i det personlige samvær. Hans varmhjertede og vennesæle personlighed hvis kraft de trykkende kår ikke evnede at kue, og hvis jovialitet hverken udelukkede værdighed eller myndighed blev i disse år genstand for en beundring og hengivenhed i alle lejre og i alle lag af byen så han har kunnet kaldes "Flensborgs ukronede konge".

Allerede fra sidst i 60erne var J. Flensborgs repræsentant når danske slesvigere rådslog om fælles anliggender. I de indre brydninger var han mellemstandpunkternes mand. Han holdt sig i baggrunden i spørgsmålet om landdagsmændenes edsaflæggelse, men det var klart at han ikke brød sig om de tomme stoles politik. Man havde ved rigsdagsvalgene fra dansk side brugt den taktik at opstille den samme kandidat i alle tre kredse hvor der afgaves danske stemmer, men efter H. A. Krügers død 1881 brød man med den hidtil fulgte fremgangsmåde, og J. blev dansk kandidat i 2. kreds (Åbenrå-Flensborg). På grund af splittelse i den tyske lejr kom J. overraskende på omvalg med den nationalliberale kandidat og sejrede her stort over denne. I Flensborg fik han mere end 60 pct. af de afgivne stemmer. Mens tidligere Krüger i rigsdagen havde søgt sin støtte hos "Rigsfjenderne", polakker og elsassere, og lejlighedsvis hos centrum samarbejdede J. med de frisindedes gruppe. Ved deres hjælp kunne han bl.a. 1883 rejse en drøftelse af optantsagen. 1884 opnåede J. ikke genvalg idet tyskerne samledes om én kandidat. Hans liberale opfattelse i toldspørgsmålet der 1881 og nu havde givet ham en del flensborgske stemmer havde til gengæld kostet landbostemmer i Angel. I Flensborg faldt hans stemmetal ved de følgende valg efter at socialdemokraterne 1886 havde rettet deres valgkamp næsten udelukkende mod J. Han valgtes imidlertid s.å. i 1. kreds (Haderslev og Sønderborg amter) efter J. P. Junggreen – skønt P. A. Madvig på et internt møde havde forsøgt at lancere J. Jessen – og 1888 blev han tillige landdagsmand i 1. kreds og aflagde eden. Han bevarede begge mandater til sin død. Efter de politiske stridigheder blandt sønderjyderne siden 1878 formåede han at være et samlingsmærke. Også ved dannelsen af Vælgerforeningen 1888 – som i nogen grad var udtryk for at ledelsen fra de gamle, nationalliberale bykredse, og deres forbindelser blandt større ejendomsbesiddere på landet går over til bredere lag – var J. virksom for at overvinde vanskelighederne. Da i 90erne modsætningerne mellem J. Jessen og H. P. Hanssen blussede op øvede han igen en dæmpende indflydelse skønt han personligt stod H. P. Hanssen nærmest, og også politisk fik et intimt samarbejde med ham da denne 1896 kom til Berlin som landdagsmand.

J. afhændede 1883 Flensborg Avis til J. Jessen. Han forblev bosat i Flensborg og fik 1890 ved A. D. Jørgensens formidling i sit hjem Margrethes Minde indrettet et centralbibliotek for de danske sognebiblioteker i Nordslesvig som blev passet af hans datter Alexandra. J. tabte politisk terræn i Flensborg, men blev efter 1886 mere og mere den fuldgyldige repræsentant for det danske Slesvig. Det blev i disse år ikke mindst omkring dansk sprog og kultur kampen samlede sig, og han tilegnede sig her en forståelse af dette forholds betydning så han med styrke og varme kunne tolke sine landsmænds syn. Som han før havde været elsket i Flensborg blev han det nu ud over Nordslesvig. I sjælden grad evnede han at komme i kontakt med mennesker. De politiske møder fik først gennem ham deres store betydning. Han var i udpræget grad det mundtlige ords mand. Hans taler "var altid improviserede, derfor findes de kun i Avisreferater. Et Ord, tilfældigt hørt undervejs, en Samtale i en Jernbanekupé et karakteristisk Ansigt kunde sætte ham i Stemning, og hans klare, brune Øjne lyste, naar han saa ud over den lyttende Flok". Han talte ofte, som han selv har sagt det "med den Holberg'ske Tunge", men han evnede også at give stærke stemninger udtryk og klart at redegøre for saglige forhold. Hans evner som taler blev også værdsat i kongeriget. – På rigsdag og i landdag fortsatte han den politik han havde indledt i sin første rigsdagsperiode, og han opnåede gennem sine vidtspændende personlige forbindelser ofte at øve indflydelse til gavn for sit hjemland. Det gjaldt bl.a. med hensyn til den forsonlige optantpolitik under indenrigsminister L. Herrfurth (1888–92). Af længst rækkende virkning var den tale hvormed han 1899 angreb den Köllerske administration, og som med støtte af socialdemokraterne udløste en debat der viste at det tyske folks store flertal ikke ville hæfte for tvangspolitikken. Det blev J.s sidste tale i Berlin. Han var allerede da sygdomsmærket, og han genvandt ikke sin sundhed mere.