A.D. Jørgensen, Adolph Detlef Jürgensen, 11.6.1840-5.10.1897, historiker, rigsarkivar. Født i Gråsten, død på Frbg., begravet sst. J. har i en slægtebog (1894) selv redegjort for sine forfædre der i århundreder overvejende var driftige håndværkere i Sønderjylland, faderens slægt i Flensborg, moderens i Åbenrå. En vidt forgrenet slægt på mødrene side talte desuden adskillige kendte navne. J. blev født på en tid da de nationale modsætninger brød op. Familien var tysktalende og læste tyske klassikere, men ved treårskrigens udbrud pålagde faderen hjemmet dansk omgangssprog. Han blev i de følgende år et midtpunkt for danskheden på Sundeved og organiserede et omfattende nationalt foreningsarbejde. De urolige krigsår og faderens ranke holdning gjorde et dybt indtryk på den følsomme dreng som dog aldrig glemte den fredelige tid forud for "det store brud". 1853 sendtes J. til Flensborg latinskole. På egen hånd overkom han i de følgende år en vidtspændende læsning, men blev skoletræt og forsøgte sig i vinteren 1857–58 som landvæsenselev. Sygdom tvang ham tilbage til skolen hvor han 1859 bestod præliminæreksamen, den eneste eksamen han tog i sit liv. S.å. rejste han til København for at læse ved Polyteknisk læreanstalt, men opgav planen for et ret spredt selvstudium, bl.a. af historie, og forsøgte 1860 at besvare universitetets prisopgave om Stærkoddersagnet. Bedømmelsen ankede over savn af et nøjere kildestudium og en klar og sindig behandling af emnet. Fra 1860 underviste han på en privat latinskole, bl.a. i naturhistorie, og gav desuden privatundervisning. 1863 foranledigede en af hans lærere fra Flensborgtiden, Chr. F. Monrad, at A. Regenburg skaffede J. en stilling som hjælpelærer ved hans gamle skole i Flensborg. Regenburg ville indrette et større dansk forskningsbibliotek i fjordbyen hvor J. skulle være bibliotekar. Krigsbegivenhederne 1864 satte imidlertid bom for disse planer. J. afviste at træde i de ny magthaveres tjeneste, og rejste til København hvor han genoptog undervisningsvirksomheden og de frie studier der nu fik et stærkere og stærkere historisk islæt.

Nederlaget i 1864 ramte J. særlig hårdt fordi det skilte ham fra den hjemstavn han elskede højt, og fordi han oplevede det som delvis selvforskyldt. Den bitre oplevelse vakte i ham en trang til "at foretage en revision af vor fortid" og et "kald til at gentage den for alle mine landsmænd". Begge dele må dog ses i sammenhæng med hans rige ungdomsudvikling, og også efter 1864 syslede han med adskilligt andet inden han 1868 debuterede som historiker. Men en sjælelig krise J. gennemgik foråret 1865 blev indvielsen til en historikergerning der sigtede mod at række landsmændene "en besk lægedrik". De historiske studier J. tog fat på skulle efter den oprindelige plan være resulteret i en større fremstilling af den ældre middelalder, men Regenburg, der nu også levede i København og var medlem af Den historiske forenings bestyrelse, tilskyndede ham til at begynde med mindre arbejder. Herved udløste han en hektisk produktivitet. I løbet af tre år offentliggjorde J. 20 afhandlinger på tilsammen henved 500 sider. En del af dem samlede han i Bidrag til Nordens historie i middelalderen, 1871 som viste J. som en lovende historiker, drevet af dyb fædrelandskærlighed, med et rigt varieret, endnu noget romantisk præget sprog og et sikkert greb om sit stof.

J. var autodidakt. Hans studier havde ganske vist også ført ham til de københavnske universitetshistorikere, men de havde skuffet ham. Han lærte sig selv, især vejledt af sprogforskeren Edwin Jessens traditionssønderlemmende disputats Undersøgelser til nordisk oldhistorie (1862), men også af tyske historikeres skrifter, en kritisk holdning til overleveringen. Juristen C. E. F. Reinhardt og J. var de første her i landet der anvendte den nye kildekritik på historiske arbejder.

I J.s første arbejder optræder kritikken endnu kun glimtvis, dette gælder også for hans næste større værk Den nordiske kirkes grundlæggelse og første udvikling I–II, 1874–78 der i tid strækker sig fra 500-tallet til 1100-tallet. Bogen tilegnede han faderen med det for hans historiesyn betegnende motto "et folk kan blive gammelt, men det ældes ikke, sålænge det hævder sin plads i verdens udvikling, og det kan ikke dø, sålænge det bliver sig selv tro". J. understreger stærkt den romerske kirkes betydning som datidens kulturbærer "thi det kan ikke noksom fremhæves, at kirkens grundlæggelse tillige er verdenskulturens sejr over det nationale barbari". Just dette nationalromantisk uortodokse synspunkt udtrykkes i tilegnelsen. Ved at acceptere kirken kom de nordiske lande med i verdensudviklingen og vandt fornyet kraft til at hævde sig. Ved at gøre det i troskab mod sig selv bevarede de sammenhængen med deres fortid, deres identitet og deres fundamentale enhed.

J.s interesse for middelalderlige emner var stort set udtømt med denne kraftanstrengelse. Han genoptog nu ungdomsplaner om en Sønderjyllands historie hvoraf den lille bog Sønderjyderne i den danske Hær 1876 bortset fra afhandlinger dog blev den eneste frugt. Derimod fremkaldte den preussiske fortyskningspolitik i de nordslesvigske skoler folkebogen Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie, 1882 (8. opl. 1946, ialt 58.000 eksemplarer) som brygger J. C. Jacobsen havde taget initiativ til. Han skænkede af førsteudgaven, der tryktes i 15.000 ekspl. de 10.000 til Sprogforeningen til uddeling i Sønderjylland hvis skæbne er det ene hovedmotiv i fortællingerne, det andet er "vor folkelige ejendommelighed". Den ingenlunde letlæste, men meget yndede bog munder ud i det håb at en "national" grænsedragning endnu vil kunne opnås "som en endelig Afslutning af dette Lands omskiftelige Historie" og da bør kunne blive et "Pant paa varig Fred og god Forstaaelse mellem de beslægtede Folk", dvs. mellem danske og tyske. Helt på linie hermed havde J. i 1880 udtalt at Danmark – hvis der engang blev tale om en grænseflytning – "må ønske rigets skel sat der, hvor folket har sin grænse". Denne opfattelse brød skarpt med ældre, grundtvigianske og nationalliberale forestillinger om en historisk ret til Ejdergrænsen. Den byggede både på en nuanceret erkendelse af den nationale modparts "relative ret" og på tanker om at en retfærdig grænse ville være til gavn for begge folk fordi den atter ville tillade kulturerne at komme i det rette forhold til hinanden, "tiltrækkende og frastødende, optagende og afværgende, således har det været fra de ældste tider indtil vore dage". J.s nye opfattelse af det nationale påvirkede stærkt en kreds af yngre historikere med tilknytning til ham – H. V. Clausen, Aage Friis, M. Mackeprang og Johan Ottosen – samt den unge sønderjyde H. P. Hanssen for hvem 1920-grænsen blev en virkeliggørelse af J.s tanker.

J. var nu en fremtrædende arkivmand. 1869 var han blevet ansat som assistent i kongerigets arkiv, han blev fuldmægtig 1874. Med sin idérigdom, sans for store linier og betydelige administrative evner var J. her kommet på den rette hylde. Under trykket af de stigende afleveringer fra centraladministrationen stod arkivvæsenet over for omfattende reformer. Disse blev indledt af Johan Grundtvig der indførte proveniensprincippet og havde gjort udkast til en centralisation af arkiverne, men gennemførelsen af det store reformværk overdrog kultusminister Jacob Scavenius til den yngre J., der 22.12.1882 blev udnævnt til gehejmearkivar. Samtidig forenedes kongerigets arkiv og gehejmearkivet under fælles ledelse. Denne sammenlægning udbyggedes yderligere ved loven af 30.3.1889 der sammenfattede statens centrale arkiver i et rigsarkiv, mens en række landsarkiver omfattede de lokale arkiver. Reformen stillede store krav til gehejmearkivaren (fra 1889: rigsarkivaren) og til arkivernes embedsmænd. Grundlaget for landets moderne arkivvæsen blev lagt i denne tid. Sideløbende med denne virksomhed blev benyttelsen af arkiverne lettet ved udgivelse af registraturer og håndbøger, også udgivelse af aktsamlinger blev påbegyndt. Selv forfattede J. Udsigt over de danske Rigsarkivers Historie. 1884.

Uagtet det krævende reformarbejde fandt J. i 1880erne tid til at udsende fire mindre biografier, Georg Zoëga, 1881 som han på mødrene side var i slægt med, Nils Steensen, 1884, Hans Adolf Brorson, 1887 og Johannes Ewald, 1888, hvoraf de tre sidstnævnte dog er bearbejdelser af materiale han havde indsamlet længe forinden. En biografi af en helt anden art er det digre tobindsværk om Peder Schumacher Griffenfeld, 1893–94 som sprænger den biografiske ramme og blev det første forsøg på at skildre den ældste enevældes indre historie på grundlag af et meget rigt materiale. Men samtidig var bogen et hårdt opgør med hans samtids nationalliberale. J. havde allerede 1869 fået forbindelse med A. F. Krieger som et tiår senere indførte ham hos Johanne Luise Heiberg der stod den aldrende nationalliberale politiker nær. Fra 1886 samarbejdede J. med hende om hendes levnedsskildring, Et Liv gjenoplevet i Erindringen I-IV, 1891–92, som han udgav noget forkortet efter hendes død. Også med Krieger fik J. et snævert samarbejde. Han gennemså hans breve og dagbøger (som han senere fik i arv) og læste dem højt for Krieger hvis hukommelse og intelligens var usvækket. I mange samtaler fik J. "en umiddelbar forståelse af forhold og personer fra Frederik VIIs tid, som intet studium i bøger og breve kunne have givet mig". Jævnsides med dyb ærbødighed for Kriegers karakter og fædrelandskærlighed førte denne forståelse imidlertid J. til en meget kritisk holdning over for Krieger og de nationalliberales historiske indsats. Til denne holdningsændring bidrog også J.s lede ved forfatningskampen, og ansatser til den kan skimtes endnu tidligere.

Hos Griffenfeld fandt J. som hos de nationalliberale en mangel på "dybere historisk sans". Ligesom de var Griffenfeld "uden blik for det beståendes ret og den naturlige udviklings krav", og derfor førte hans gerning omkring enevældens barndom ligesom de nationalliberales i tiden omkring 1848 i J.s øjne til en katastrofe, i Griffenfelds tilfælde til "folkets selvopgivelse", til en "lammelse i hele folkelegemet gennem slægtsaldre" ved en unødvendig konsekvent og grundfæstet enevælde. Svarende til denne ændring i hans bedømmelse af de nationalliberale trådte J. i afhandlingerne Kong Kristian VIII og den danske Sag i Nordslesvig i Sønderjydske Aarbøger, 1894 og Forhandlingerne om Forfatningsspørgsmaalet i det danske Monarkis Lande 1814 til 1848 i Oversigt over Videnskabernes Selskabs Forhandlinger, 1895 i skranken for kongens hidtil hårdt angrebne balancepolitik som også J. tidligere havde kritiseret. Christian VIII stod nu for ham som det ene led i noget "man kunne kalde tokammersystemet i selve den naturlige udvikling", det som sørgede for at de nye tanker blev indordnet i det bestående og ikke medførte "skade og brud ud over det uundgåelige". Denne historieopfattelse kom til fuld udfoldelse i J.s bidrag til Danmarks Riges Historie, tidsrummet 1814–1864 (1896–98) hvoraf han før sin ret pludselige død nåede at fuldføre tiden til 1852. Han opfattede dette arbejde som et personligt kald han langsomt var modnet til og erklærer i den posthumt udgivne Redegørelse for min udvikling og mit forfatterskab, 1901, "man vil engang få bedre betingelser til at løse denne opgave, men de betingelser, jeg har, vil aldrig mere forenes på een hånd". J.s løsning af opgaven var ensidig. Opmærksomheden er koncentreret om de politiske og åndelige aspekter af samfundslivet, netop de områder hvorpå de nationale modsætninger kan komme til udfoldelse, mens samfundets materielle og økonomiske udvikling i påfaldende grad er forsømt, forøvrigt også den økonomisk-sociale side af de nationale modsætninger. Lys og skygge fordeles tilsyneladende subjektivt, dog ikke efter nationale kriterier. Den dybt nationale skildring er forbløffende rummelig over for den nationale modpart. Og J.s suveræne beherskelse af et mægtigt og varieret materiale, hans gennemreflekterede syn på hvordan historiske faktorer indvirker på hinanden, tilligemed hans originale opfattelse af lovmæssigheden bag "årsagerne til Danmarks ulykke" giver fremstillingen et helstøbt præg som forstærkes af dens rolige og betagende sprogdragt. Det var J.s styrke som historiker – som det var hans svaghed – at han lod sit materiale gennemglødes af en helhedsopfattelse som han i hvert fald delvis havde udvundet intuitivt, selv om den naturligvis ikke forblev upåvirket af hans arbejde med "stoffet". Hans arbejdsproces, indtrængende skildret i Redegørelsen, har lighedspunkter med en kunstnerisk skaben. Han var tillige en art filosof der ville udtrykke sin livsforståelse i sit værk. Netop disse for danske historikere ikke vanlige træk betinger hans format som historieskriver.

J. ville ikke nøjes med at være videnskabsmand, han ville også opdrage sit folk, og en stor del af hans produktion bærer præg af dette sigte. Folkets skæbne i samtiden lå ham da også stærkt på sinde. Forfatningskampens politiske splid ængstede ham, navnlig fordi den skadede forsvarssagen, og han forsøgte sig 1882 og 1885 som mellemmand mellem Sofus Høgsbro og Krieger. Begge gange foresvævede der ham et nationalt samarbejde mellem en moderat højre- og en moderat venstrefløj. Hans beretninger herom er offentliggjort dels af sønnesønnen Harald Jørgensen i dennes udgave af A. D. Jørgensens breve (1939, 419–37), dels af sønnen Troels G. Jørgensen i J.s dagbog 1884–96 i Danske Magazin (7.r.V, 1949–53, 13–53). Over for socialismen og Brandesianismen indtog J. en afvisende holdning. Grundtvigianismen lå ham fjernt, men han var fra 1875 en skattet foredragsholder på Vallekilde og i 90erne på Askov højskole.

Af særlig betydning blev det arbejde J. udførte for sine landsmænd i Sønderjylland. Allerede i en artikelserie i Dansk Folkeblad 1879–80 om den nationale stilling i Nordslesvig havde J. peget på faren i en udvikling der truede med at fortyske den unge generation. Efterhånden fik J. en fremskudt position i sønderjysk foreningsarbejde i hovedstaden og koordinerede i det skjulte fra sidst i 1880erne det rigsdanske oplysnings- og hjælpearbejde med sønderjydernes ønsker. Herved blev den unge sønderjyde H. P. Hanssen, som havde opsøgt ham i 1887, hans foretrukne kontaktled. Et meget intimt og frugtbart samarbejde blev følgen. J. søgte på enhver måde at underbygge Hanssens position, han havde i ham fundet manden der evnede at føre en kamp på langt sigt. I detaljerne kan dette samarbejde -der bl.a. 1889 førte til oprettelse af Sønderjydske Aarbøger – følges i deres af Harald Jørgensen udgivne indbyrdes brevveksling (Sønderjyske årbøger, 1978 71–131; 1979, 133–222).

Det skortede ikke J. på ydre anerkendelse. Foruden hans hurtige karriere som arkivmand, og den generelle anerkendelse hans arbejder mødte (selv om detailkritikken kunne være skarp) blev han 1882 medlem af Kgl. dansk selskab for fædrelandets historie og sprog, 1883 medlem af Videnskabernes selskab, 1894 æresdoktor ved Kbh.s univ., s.å. blev han også kommandør af 2. grad. Med sin irregulære uddannelsesvej som baggrund var han dog på vagt over for virkelige eller formentlige ydmygelser fra universitetets sønners side og holdt sig på afstand af fagfællerne i den københavnske intelligens. Den nævnte efterladte Redegørelse der vakte forargelse i datiden ved sin svulmende selvfølelse og sine hårde domme, og dagbogen 1884–96 viser da også J. som en yderst sammensat personlighed hvis særprægede forudsætninger og mangeartede evner havde ført ham til at udvikle en kraftig kaldsbevidsthed der for ham var drivkraften i hans arbejde. Disse tanker som han gjorde sig i enrum må dog afvejes med at han på mange, trods lejlighedsvise bidske ytringer, gjorde et vindende, personligt sympatisk indtryk.

Familie

Forældre: farver Markus Adolf Jürgensen (1807–83, gift 2. gang 1845 med Dorothea Margrethe Reinholdt, 1819–1904) og Marie Elise Margrethe Bahnsen (1812–44). Gift 24.3.1869 i Randers med Ida Marie Pedersen, født 17.10.1847 i Randers, død 8.4.1937 på Haraldsgave, Bagsværd, d. af sæbesyder Frederik Peter Christian P. (1812–76) og Jacobia Martine Erstad (1818–76). – Far til O. E. J., Troels G. J. og Erik Erstad-J.

Udnævnelser

R. 1886. DM. 1890. K2. 1894.

Ikonografi

Litografi af Harald Jensen, 1895, efter dette træsnit 1897. Afbildet, efter fotografi, på P. S. Krøyers mal. af møde i Videnskabernes selskab, 1897 (Vidensk. selskab). Træsnit af H. Muller, 1898. Buste af V. Bissen, 1899 (Fr.borg; 1901 foran Landsarkivet for Sjælland). Min. af H. C. Vantore, 1902. Buste af N. Hansen Jacobsen på monumentet Modersmålet, 1903 (Skibelund krat). Buste af G. Hammerich, 1932 (ved posthuset i Gråsten). Mal. af Petersen Stubbæk (Folkehjem, Åbenrå). Foto.

Bibliografi

Udg. Hist. afhandl., udg. C. F. Bricka I-IV, 1898–99 (m. bibliografi).

Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1894 126f. A. J.: En redegørelse for min udvikling og mit forfatterskab, 1901 (et udeladt stykke heraf findes i Sønderjyske årbøger, 1953). J.s dagbog 1884–96 i Danske mag. 7.r.V, 1949–53 13–53. To ungdomsvenner. H. P. Hanssen – H. V. Clausen, udg. Harald Jørgensen, 1962. Marcus Rubin: Brevveksl. I-IV, 1963 især IV 190–92. H. P. Hanssens brevveksl i Sønderjyske årbøger, 1978 71–131; 1979 133–222. A. D. J.s breve, udg. Harald Jørgensen, 1939.

Lit. Troels G. Jørgensen: En familieskildring, 1967. H. P. Hanssen i Hejmdal 8.10.1897. Samme i Sprogforen.s almanak 1899 89–95. Samme: Et tilbageblik I, 1928 211–14; II, 1930 211–38. L. Moltesen i Højskolebl. XXII, 1897 1365–70. L. Hertel sst. 1500–08 1529–36 1559–70. C. F. Bricka i Medd. om rigsark. for 1895–97 17–20. Poul Bjerge i Årbog for da. kulturhist., 1898 1–9. Joh. Ottosen i Sønderjydske årbøger, 1899 278–324. Troels G. Jørgensen sst. 1953 129–57. Harald Jørgensen sst. 1964 11–26. Aage Friis i Nord. t. för vetenskap, konst och industri, Sth. 1900 311–25. Troels Lund i III. tid. 15.9.1901. Marcus Rubin: Nogle erindr., 1914 189–94. Samme: Mænd og bøger, 1920 1–44. Th. Graae: Gamle minder, 1917 21–25 H. L. Møller i Sønderjylland, red. Sv. Dahl og A. Linvald II, 1919 294–303. Harald Høffding: Erindr., 1928 288. F. Hendriksen: Mennesker og oplevelser, ny udg. 1932 120f. Troels Fink i Erik Bach: Danske historieskrivere, 1942 79–94. Ellen Jørgensen: Historiens studium i Danm. i det 19. årh., 1943 (fot. optr. 1964) 202–17. P. Lauritsen: A. D. J., 1947. Kn. Secher: A. D. J. og V. A. Secher, 1955. Vagn Dybdahl i Afhandl. tilegnede Axel Linvald, 1956 91–114. Troels G. Jørgensen: A. D. J. og 1864, 1964. Lorenz Rerup: A. D. J., 1965 (ty. udg. Flensb. 1967). Samme i Historiska forklaringar, Oslo 1969 = Studier i hist. metode IV 94–109. Samme i Festskr. til Povl Bagge, 1972 237–46. Linier i da. historieskrivn., udg. Den danske hist. foren., 1976.

Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig