H.C. Steffensen

H.C. Steffensen, Hans Christian Steffensen, 22.12.1837-4.9.1912, generalauditør, politiker. Født i Hammelev, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). S. blev student 1859 fra Haderslev og 1864 cand. jur. Efter at han nogle år havde været retsbetjentfuldmægtig i Øster Flakkebjerg hrd. og Sorø blev han 1871 ansat som assistent i kultusministeriet. Han fungerede her til 1873, men allerede 1872 var han blevet udnævnt til auditør, og som sådan gjorde han tjeneste først i Ålborg og fra 1880 i Kbh. 1883 udnævntes han til generalauditør. Dette embede beklædte han til 1910. – Det skyldes et tilfælde at højre i Ålborg 1879 valgte ham ind i folketinget. En kandidat viste sig umulig, og S. måtte i sidste øjeblik træde til. Han havde vel fra sin ungdom været politisk interesseret, men han havde ikke haft til hensigt at søge valg. I sin første politiske periode ramtes han af en række uheld. 1882 faldt han i Ålborgkredsen. N.å. stillede han sig ved et suppleringsvalg på Frbg. Han valgtes, men valget blev ikke godkendt før periodens udløb, og 1884 faldt han i denne kreds. Han havde imidlertid da nået at vække opmærksomhed om sin person og bl.a. skaffet sig indflydelse på den militære straffelov af 1881. 1888 udnævntes han til kongevalgt landstingsmedlem.

Hurtigt blev S. en af landstingshøjres ledende mænd. Han var sjældent velfunderet i saglige spørgsmål, og han blev en flittigt benyttet ordfører. Med denne saglige evne forenede han et klart politisk blik. Han var af livssyn og social opfattelse strengt konservativ, og han stod i så henseende langt til højre for de fleste andre af partiets ledende mænd. Men han havde samtidig i højere grad end de forståelsen af at der måtte tilvejebringes normale parlamentariske tilstande. Da tiden begyndte at blive moden tog han føringen. Han detroniserede H. Matzen som politisk ordfører (1890–99 var han finanslovordfører), og han stræbte virksomt at stække J. Bahnsons indflydelse i ministeriet. Ved forskellige lejligheder formidlede han en forhandling mellem J. B. S. Estrup og Frede Bojsen, og under de afgørende forligsforhandlinger marts 1894 var han med til at lægge pres på Estrup for at få spørgsmålet om ministeriets afgang klaret. Den ledende rolle han havde spillet ved forliget pådrog ham uvilje i partiets yderliggående kredse, og han var i de følgende år genstand for skarpe angreb fra denne side. Da man 1895 gennemførte en reorganisation af partiets repræsentantskab hvorved rigsdagsgruppens indflydelse svækkedes protesterede S. ved at nedlægge sit mandat som medlem af forretningsudvalget. Da landstingshøjre maj 1897 besluttede at styrte ministeriet Reedtz-Thott var han dets ordfører. Med de to sidste højreministerier fjernede partiet sig mere og mere fra den linje der var lagt ud med forliget, og S. nærmede sig derfor den Frijsske gruppe i landstinget der ville forhandle med venstre. Han trådte 1899 ind blandt "de otte" der på skattereformen skilte sig ud fra det øvrige højre, og efter sammenstødet 22.11.1900 mellem M. Frijs og H. Sehested gik han med i den frikonservative gruppe som han siden tilhørte. – I det reformarbejde som de første venstreministerier gennemførte i forhandling med de frikonservative tog S. virksomt del. Han bevarede fremdeles megen indflydelse, havde således sæde i landstingets præsidium, 1907–09 som dets formand. Men i kraft af sin udpræget konservative indstilling indtog han jævnligt særstandpunkter. Han var mod den hemmelige afstemning, stemte 1904 for prygleloven og udtalte sig mod nævningeinstitutionen. Under behandlingen af den Appelske menighedsrådslov 1911 udtalte han sig for en kirkeforfatning. – S. var, runden af sønderjysk bondeæt, stærkt knyttet til den nationale tradition, farveløs i ydre optræden, men støt af karakter, grundig og selvstændig i opfattelse.