H.F. Ulrichsen, Hans Frederik Ulrichsen, 25.1.1888-22.6.1941, udvandringschef, politiker. Født i Kbh. (Johs.), død sst., begravet sst. (Ass.). U. blev student 1906 fra Lyceum og cand.jur. 1912. Han var derefter 1912-14 medarbejder ved Vort Land, 1914-16 sekretær ved det danske gensandtskab i Konstantinopel og 1917-19 redaktionssekretær ved Nationaltidende. 1919 fik han beskikkelse som overretssagfører. Det var interessen for forsvarssagen der oprindelig førte ham ind i politik. Han tog ledende del i den konservative ungdomsbevægelse, stillede sig som partiets kandidat i Nakskovkredsen ved valgene 1920 og var ledende senior i Studenterforeningen 1922-23, valgt af den konservative fraktion. 1924 valgtes han til folketinget i Hjørring amt, faldt 1929, men valgtes på ny 1932. 1939 gik han ud af tinget. Han tilhørte den fløj af partiet der hyldede en mere tidssvarende "folkelig" konservatisme og fulgte i sine første rigsdagsår grev Bent Holstein, senere John Christmas Møller. Hans personlige interesser anviste ham trafik- og turistvæsen som sagligt arbejdsfelt. På disse områder sad han inde med en overordentlig omfattende indsigt. Han var medstifter af og medlem af bestyrelsen for Dansk trafikforening fra 1920 samt i en årrække medlem af Turistforeningens bestyrelse, 1929-35 dennes konsulent og han skrev en brochure om hovedstaden til brug i turistarbejdet (da., tysk og fransk udgave). Han har om disse emner skrevet brochurer og talrige artikler i blade og tidsskrifter. Han blev medlem af jernbanerådet 1935 og af trafikkommissionen 1937. 1928 var han generalkommissær for turistudstillingen. 1939 udnævntes han til chef for statens udvandringskontor. I det interparlamentariske arbejde tog han ligeledes livligt del. 1927 var han dansk delegeret ved den interparlamentariske handelskongres i Rio de Janeiro, og 1938 valgtes han til formand for den interparlamentariske unions kommission vedrørende intellektuelt samarbejde. Hans ophold i Tyrkiet og hans nære kendskab til de overgreb den tyrkiske regering øvede mod imperiets etniske mindretal førte ham efter første verdenskrig til De danske armeniervenner, hvis sekretær han var i en årrække indtil han 1927 fulgte Åge Meyer Benedictsen som formand. Også i sit partis organisationsarbejde var han virksom. 1917-38 var han formand for Den konservative klub. 1940 fik han som suppleant på listen sæde i Kbh.s borgerrepræsentation. – Blandt hans skrifter kan nævnes De nye Lande, 1929, og Tyrkiet under Verdenskrigen, 1931.

Familie

Forældre: kommunelærer, senere viceskoleinspektør Elieser Christian U. (1858-1936) og Hulda Winde (1858-1938). Gift 12.12.1916 i Konstantinopel med Euphrosina (Phrosso) Guatelli, født 8.7.1889 i Konstantinopel, død 1.6.1969 i Kbh., d. af sekretær og dragoman i det tyrkiske udenrigsministerium Wladimir Guatelli Bey (1852-1911) og Aurelie Regina Barbéron (1868-1929).

Udnævnelser

R. 1932.

Ikonografi

Tegn. af H. Bendix udst. 1928. Mal. af D. Hvidt ca. 1938. Foto. – Monument på graven rejst af Den konservative klub.

Bibliografi

G. Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 203-06. Alfr. Bindslev: Konservatismens hist. II, 1938 478. Politiken 23.6.1941. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig