H. Hansen, Hans Hansen, 25.12.1879-11.9.1956, chefredaktør, bladudgiver. Født i Herslev ved Fredericia, død i Århus, begravet Nrd. kgd. sst. H. ville fra skoletiden ind i bladverdenen og opnåede at blive en af sin tids betydeligste danske pressemænd. Udlært som typograf på Fredericia Avis valgtes han til formand for typografernes lokale fagforening, et vidnesbyrd om hans tidligt modnede organisationstalent. Men allerede i læretiden hjalp han på redaktionen og 1902 sprang han over i journalistik som medarbejder ved Horsens Avis. 1904 kom han til Nationaltidende i København men knyttedes december s.å. som redaktionssekretær til JyllandsPosten. Dette blad og H. blev med tiden identiske. 1.1.1925 blev han medredaktør, 1.7. s.å. ansvarshavende og 1.4.1931 chefredaktør og medejer. Den selvstændige, uslebne, energiske konservatisme som JyllandsPostens ejer og redaktør Chr. Nielsen 1877-95 havde indpræget i bladet og som sønnen S. W. Nielsen videreførte fra 1895 passede til H.s egen psyke som handske til hånd. S. W.

Nielsen og H. arbejdede tæt sammen indtil 1931, da Nielsen trak sig tilbage som udgiver og medredaktør og H. sammen med direktør K. Kirk, Århus, købte bladet. Ved ejerskiftet blev redaktionen sikret "fuldstændig uafhængighed". I linjen Chr. Nielsen S. W. Njelsen-H. var der en bemærkelsesværdig kontinuitet. H. var nok den af de tre der med størst slagkraft forenede det sæt af evner der tilsammen skaber en bladleder. Hans egne interesser var presse og politik, men uanset emne havde han en enestående sans for hvordan journalistisk stof skulle udvælges og skæres til. Skønt konservativ også i sit syn på avisens udseende og opsætning holdt han JyllandsPosten på højden af den tekniske udvikling. I hans 52 år på bladet steg dets oplag fra 4.000 til 70.000 (om søndagen 150.000). Men i oplagsdynamikken fastholdt han dets åndelige særpræg karakteriseret ved kamp for nationale (forsvars-, grænselands) og jyske interesser, for privat erhvervsliv og personlig frihed. Negativt gav programmet sig udtryk i vedholdende kritik af socialisme, radikalisme, hovedstadsdominans og københavneri, parti- og klassepolitik, organisationsvælde og magtovergreb. Bladets og hans egen uafhængighed midt i striden var for H. alt om at gøre. Under 30ernes grundlovsdebat sagde han det sådan: "JyllandsPostens redaktion lader sig ikke drive i fold, hverken økonomisk eller politisk, men vil ud fra sin frie og i enhver henseende fuldstændig uafhængige stilling nu som før være på vagt overfor humbugsforlig, magtmisbrug og korruption på politiske som på økonomiske og andre områder, uden hensyn til hvor de pågældende personer har anbragt sig på samfundets rangstige".

Fra 1906 skrev H. ledende artikler og før sin død skønnede han at have produceret omkring 10.000. De var signeret med en firkant der hurtigt blev landskendt. Han tog ikke mindst udenrigspolitiske emner op og vakte under første verdenskrig opsigt ved trods regeringens ønske om opinionsmæssig neutralitet at bebude Englands sejr. Efter begge verdenskrige lagde JyllandsPosten sig i grænsespørgsmålet på en aktivistisk linje med henvisning til Danmarks "historiske ret". H. førte en kontant, hårdtslående pen uden formildende afbøjninger, "firkanten" var meget symbolsk. Uden for lederspalterne skrev han under mærket "Paspart" og blev en foregangsmand i den dokumenterende journalistisk. Han angreb i kampagner monopolers og trusters vildskud på erhvervslivet og havde især et skarpt øje til den københavnske højfinans, således i 20erne Landmandsbanken (Emil Glückstadt) og ØK, hvis direktør H. N. Andersen led et prestigetab da han tabte en injuriesag mod JyllandsPosten. I sammenhæng med H.s skepsis over for partistyre som han frygtede berøvede folkestyret dets handlekraft, satte han i mellemkrigstiden parlamentarismen til debat. Bladet kunne udtrykke sympati for de korporative statsformer og i det hele i sin samfundskritik argumentere så parallelt med diktaturregimerne sydpå at der ikke uforståeligt blev kastet mistanke på det for at svigte dansk demokrati. Selv i månederne efter 9.4.1940, med fjenden i landet, kritiserede JyllandsPosten skarpt at den "upolitiske sagkundskab" ikke kom stærkere ind ved regeringsrekonstruktionerne. – 1952 døde H.s eneste søn Bjarne Hansen der var udset til at overtage bladets ledelse efter faderen. Det blev derefter omdannet til et aktieselskab med H. som formand og direktør, men han fortsatte samtidig som redaktør ud fra sit grundsyn, at et blads redaktionelle og økonomiske ledelse bør være på samme hånd.

Trods H.s store arbejdsindsats på bladet gjorde han sig stærkt gældende også i organisationslivet. 1915-31 var han en meget effektiv farmand for Provins-journalistforeningen og sluttede 1919 dens første lønoverenskomst med bladudgiverne. Det var altid hans principielle synspunkt at uden ordentlige økonomiske vilkår kunne journalister ikke hævde sig som stand. (Han efterlevede synspunktet også som JyllandsPostens udgiver. Bladet var indadtil stærkt præget af hans patriarkalske ånd). Ved købet af JyllandsPosten fratrådte han som Provins-journalistforeningens formand og udnævntes til æresmedlem. Han var medstifter af provinspressens pensionsfond, i forretningsudvalget for den danske presses fællesråd 1919-31 (formand 1930-31) og beklædte mange andre tillidsposter inden for pressen. Journalistuddannelsen havde hans særlige interesse og han var i bestyrelsen for journalistkursus ved Århus universitet (senere journalisthøjskolen).

Navnlig i de yngre år var H. meget aktiv i det konservative organisationsliv. Han var medstifter og æresmedlem af Horsens KU, 1905-15 formand for det unge højre i Århus, derefter æresmedlem af Århus KU, 1904 medstifter af det jydske højre og til 1918 organisationens sekretær og kasserer, 1912-36 næstformand i Århus konservative vælgerforening, 1918-23 sekretær i det konsevative folkepartis amtsudvalg for Århus amt. Men hans bladpolitik bragte ham ofte i opposition til partiet. Stærkest kom det til udtryk 1938-39 da de konservative under J. Christmas Møller indgik forfatningsforlig med socialdemokrater og radikale. JyllandsPosten gik stærkt imod grundlovsforslaget og blev udsat for, hvad H. kaldte "partiledelsens terror". Han meldte sig da ud af partiet. – Ved siden af de faglige og politiske havde H. talrige andre tillidshverv, han sad således i repræsentantskabet for foreningen Norden.

Familie

Forældre: gårdejer Anders H. (1851-1933) og Margrethe Kyed (1852-1925). -10.6.1905 i Fredericia med Hansine Henriette Strungesen, født 12.3.1883 i Fredericia, død 19.4.1950 i Århus, d. af avlsbruger Hans S. (1841-1924) og Mette Gade (1846-1935).

Udnævnelser

R. 1925. DM. 1950.

Ikonografi

Mal. af Aug. Tørsleff, 1946 (JyllandsPosten). Foto.

Bibliografi

H. H. i Dansk provinspresse, udg. Provins-journalist-foren., 1925 229-74 (om hans formandstid). Interviews i Berl. tid. 29.11.1944, 18.12.1949, 2.12.1954 samt i Nationaltid. 24.12.1949. – C. O. Bøggild-Andersen og Vagn Dybdahl i Af JyllandsPostens saga (tillæg til Jyllandsposten 2.10.1946). Sv. Thorsen: Den danske dagspresse I, 1947 227f. Firkanten. Et festskr. tilegnet H. H., red. L. Egebjerg, 1949. Jyllandsposten 12.9.1956. Berl. tid. 12.9.s.å. Viggo Knudsen i Journalistbl. 13.9.s.å. Terkel M. Terkelsen: Fra pålidelig kilde, 1977 13-16. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig