H. Hauch, Henrik Andreas Rosenauer Hauch, 6.9.1876-17.8.1957, landbrugsminister, landbrugsskoleforstander. Født i Sønder Nissum, død i Hellerup, begravet på Asmild kgd. Efter en relativt beskyttet barndom på den fædrene bedrift kom den 16-årige H. ud at tjene hos en nærtboende klitplantør. Året efter kom han i lære i denne bestilling, og efter en supplerende uddannelse på et nordsjællandsk løvskovsdistrikt fik han 1896 sit forst- og jagtlærebrev. Derpå fulgte højskoleophold på Lyngby landboskole og på Askov folkehøjskole, inden han i årene 1900–02 takket være økonomisk støtte fra en fætter, genealogen Th. Hauch-Fausbøll, gennemgik landbrugskandidatuddannelsen på landbohøjskolen, i øvrigt på samme hold som bl.a. Th. Madsen-Mygdal og statskonsulent A. P. Jacobsen. Pædagogisk skolet på et tre mdr.s højskolelærerkursus virkede H. de næste seks år som en både dygtig og myndig lærer i planteavl, kontrolassistentvirksomhed m.v. ved sin gamle skole i Lyngby. Ikke så sært at bestyrelsen for det nyoprettede aktieselskab Asmildkloster landbrugsskole valgte H. som forstander da man 1908 åbnede skolen. I de næste 26 år fungerede H. da i denne stilling, vellidt og respekteret ikke alene for sin faglige dygtighed, men også for sin på en gang faste og forstående holdning over for såvel lærere som elever. Skolens lærere fik stort set frit tøjrslag, og kunne de ikke leve op til dette ansvar blev de uden videre permitteret. I øvrigt blev de fortrinsvis rekrutteret fra hedeselskabets funktionærstab samt fra gruppen af konsulenter ved Viborg amts landøkonomiske forening som i sin bestyrelse også talte H. Skolens placering i et sandjordsområde betød at H. straks fra begyndelsen koncentrerede sin opmærksomhed omkring planteavlsbrugets problemer: fremavl af egnede såsædsstammer, tilvejebringelse af gødskning eller grundforbedringsarbejder i form af vanding resp. afvanding. Arbejdets organisatoriske udfordring førte ham så tidligt som 1911 ind i Foreningen af jyske landboforeningers planteavlsudvalg, hvis formand han blev 1916–30. Et nært samarbejde med lederen af hedeselskabets mose- og engafdeling, Th. Claudi Westh, førte til at H. 1919 påtog sig den opgave at være formand for et nyoprettet organ statens grundforbedringsudvalg, hvis fornemste opgave skulle være den at være paraplyorganisation for hedeselskabsudbryderen Claudi Wesths nye grundforbedringsselskab statens grundforbedringsvæsen. Hedeselskabets modtræk, sat i scene af fhv. konseilspræsident J. C. Christensen, bragte dog på kun to år grundforbedringsarbejdet tilbage til Viborg samtidig med at H. fulgte med over i det reorganiserede hedeselskab som landboforeningernes repræsentant 1921–31.

I denne periode fik H. en ikke ringe indflydelse på selskabets omdannelse til et moderne skovbrugs- og grundforbedringsforetagende. Sideløbende hermed havde han indledt en politisk karriere, idet han 1918 var blevet venstrelandstingsmand for 6. kreds, en tillidspost han beholdt til tingets ophævelse 1953. Allerede 1919 demonstrerede han sit medfødte talent for taktisk formidlende løsninger. Sammen med yngre venstremedlemmer af landstinget fremsatte han over for radikale og socialdemokrater det forligstilbud der førte jordlovene af 4.10.1919 gennem landstinget. Trods partiinterne tillidsposter som medlem af landstingets finansudvalg 1922 og formand for samme udvalg 1928, det samme år han blev sin gruppes næstformand, var det dog ikke i en partipolitisk sammenhæng, han i 1920erne placerede sig stærkest. Konservativt indstillede partifæller så med nogen skepsis på en kollega hvis analytiske begavelse og resultatsøgende arbejdsform ofte forhindrede ham i at tage alt for enøjede standpunkter. Til gengæld arbejdede han sig langsomt frem til en erhvervspolitisk position inden for landbrugsrådet (af 1919) som han blev medlem af 1920. Med Th. Madsen-Mygdals opstigning til posterne som landbrugsminister 1920–24 og stats- og landbrugsminister 1926–29 og P. P. Pinstrups gradvise svækkelse efter en længere sygdomsperiode 1927 rykkede H. frem som landbrugsorganisationernes kommende førstemand, ikke mindst fordi de handelspolitiske vanskeligheder henimod 1930 i særlig grad påkaldte sig den både sprogkyndige og forhandlingsduelige H.s medarbejderskab. I årene 1930, 1932 og 1933 fik han da også overdraget Pinstrups tre toplederposter som formand for De jyske landboforeninger, De samv. danske landboforeninger og landbrugsrådet. I mellemtiden havde han i nært samarbejde med husmandsforeningernes formand fra 1931, Jens Holdgaard, med hvem han allerede havde haft nær forbindelse under forhandlingerne om jordlovsforliget 1919, fået tilvejebragt en forståelse derved at husmændene 1932 gik ind i rådet. Dette organisationspolitiske fornuftsægteskab holdt i syv vanskelige år, en periode hvor de danske landmænd, store som små, under indtryk af den grasserende krise viste stor lydhørhed over for oprørsbevægelsen LS' krav om støtte. Med største dygtighed gennemførte H. i disse år en balancegang mellem hensynet til en LS-oppisket landbrugsopinion som nærmest tvang den forhandlingsindstillede landstingspolitiker til at tillægge sig et fremmedartet, agitatorisk tonefald, og et byerhvervsorienteret samfund hvis sympati for det skrantende hovederhverv ikke rakte stort ud over valutaafleveringsøjeblikket. Det sammenføjende element i den brogede mangfoldighed af lovgivningsinitiativer som regeringen med støtte fra venstre og i nogen grad konservative gennemførte 1932–39, er landbrugets stædigt fastholdte krav om "ligestilling" med de øvrige grupper i samfundet, forstået som en pligt til gennem forhøjede hjemmemarkedspriser ("ordninger") at holde landbruget så nogenlunde skadesløst for den reducerede eksportindtjening. Selv om LS nok så højlydt krævede et egentligt landbrugsmonopol gennemført, stod organisationsstrukturen og lovgivningsmagten sammen om en rækkke støttelove som regulerede produktion og salg af oksekød og svin gennem hele perioden. Storlandbruget måtte dog undvære en korntold september 1934 til august 1935 og smørproducenterne en smørskat i hele tre år 1934–37. Gennem hele denne udvikling var det helt tydeligt H. som med husmandsledernes tilslutning – og med skyldig hensyntagen til socialdemokratiets krav om en tilsvarende social lovgivning – fik rigsdagen til at følge trop. Derved afværgede man også evt. anslag mod den enkelte landmands frie dispositionsret. For en umiddelbar betragtning at se havde H. derimod mindre held med sine forsøg på at presse regering og rigsdag til særlige indrømmelser på det valuta- og handelspolitiske område, det være sig kravet om øgede eksportindtægter gennem forringelse af kronens værdi eller H.s kampagne mod regeringen fra januar 1936 om større import af tyske industrivarer som baggrund for øget eksport af landbrugsvarer sydover. H. kunne dog næppe være utilfreds med at det fra og med marts 1934 lykkedes at oparbejde en stadig stigende dansktysk samhandel, alt imens husmændene forblev i landbrugsrådet, endskønt Holdgaards efterfølger som formand N. P. Andreasen straks fra sin tiltrædelse i slutningen af oktober 1936 bød H. et stærkere modspil, ikke mindst under landbrugsrådets interne krise majjuni 1938 hvor rådets præsident og vicepræsident skændtes for åbent tæppe om såvel svineordningen som samhandelen med Tyskland. Det sætter H.s manøvredygtighed i særligt relief at han også formåede at præge beslutninger efter at de to regeringspartier ved valget til landstinget i september 1936 havde flertallet i begge ting.

Derimod kan man nok mene at H. overspillede sine kort, da han i perioden efter krigsudbruddet september 1939 faktisk stødte husmændene ud af landbrugsrådet som følge af rådsflertallets ultimativt formede krav om støttelovgivning til at opveje eksportprisnedgangen i England efter dette lands omstilling af sin økonomi fra fredstil krigsforhold. Når landbruget alligevel i marts det følgende år fik en kompensationsordning igennem, hænger det naturligvis sammen med krigssituationens bud til de ansvarlige myndigheder om at tilvejebringe maksimal forsyningssikkerhed. Efter den tyske besættelse 9. april trådte dette krav endnu stærkere frem, men nu i den udvidede betydning at man ved at eksportere den største del af landbrugsproduktionen til Hitlers Tyskland fik dette land til at levere så mange rå- og færdigvarer, at det danske produktionsapparat kunne arbejde videre gennem hele besættelsen. At landbruget fik sin betaling herfor i form af kraftigt stigende priser, ligger lige for. LS-førerne skulle nok vide at hegle landbrugets topledere dygtigt igennem, i fald de viste for meget samfundssind. Selv om H. med rådets generalsekretær A. Høgsbro Holm som udfarende kraft ikke veg tilbage fra at presse priserne på landbrugets produkter noget højere op end det officielle, inflationsbekymrede Danmark egentlig brød sig om, er det dog nok så meget de to ledere for hhv. slagterierne og mejerierne, M. Byriel og Søren Overgaard som her gav tonen an. Ved udvidelsen af regeringen Stauning-Munch 9.4.1940 blev H. minister uden portefølje, tilknyttet landbrugs- og undervisningsministeriet, men udtrådte ved regeringens omdannelse 8.7.1940. Under telegramkrisen 1942 blev H. bragt i forslag som statsminister efter V. Buhl, men afvistes af tyskerne. Efter befrielsen maj 1945 fulgte nogle vanskelige år for landbruget, eftersom England nu tog sig betalt for en del af krigens omkostninger ved bestandigt at presse priserne på danske landbrugsprodukter nedad. En dansk modaktion i slutningen af september 1947 i form af et regulært leveringsstop fik dog briterne til af afslutte langtidskontrakter til højere priser. Den britiske devaluering af sterling med 30 pet. over for dollars 18.9.1949 som Danmark fulgte med tilsvarende devaluering af kronen over for dollars og Koreakrigens udbrud juni 1950 forringede den danske valutastilling kraftigt. På dette tidspunkt var H. dog på vej ud af organisationsarbejdet, idet han fra efteråret 1947 gradvis overdrog sine tillidsposter til P. P. Pinstrups søn Hans Pinstrup. I oktober 1950 forlod H. posten som landbrugsrådets præsident da han – noget tøvende – overtog posten som landbrugsminister i Erik Eriksens og Ole Bjørn Krafts regering. H. stod nu som landbrugets modpart og måtte pålægge det en prisnedgang som dets del af den fælles byrde ved påskeforliget 1951. Hans Pinstrup undsagde da på det kraftigste sin forgænger i præsidentstolen og et bittert opgør mellem dem i folketinget 1.6.1951 endte med H.s slutreplik: Gud bevare mig for mine venner. I september trådte H. tilbage som landbrugsminister, men forblev i landstinget til dets afskaffelse 1953.

Når man ser de mere end 40 års indsats under ét kan man kun beklage, at han gik som en træt og bitter mand. Men netop ved at fastholde lovgivningsmagtens forrang for organisationsstrukturen blev H.s sidste politiske handling karakteristisk for ham. Selv om han – uden at eje en P. P. Pinstrups folkelige eller en Th. Madsen-Mygdals ideologiske styrke – ubestridt var landbrugets leder i henved 20 år, veg han i alle afgørende situationer tilbage fra at formülere et interessepolitisk ultimatum. Med sin intellektuelle skarphed og sin modvilje mod agrarpolitiske ensidighedsbetragtninger indså han at interessemodsætninger inden for rammerne af et politisk demokrati kun kan løses gennem forhandlinger.

Familie

Forældre: gårdejer Olaf Rye H. (1849–1923) og Laurence Christensen (1851–1933). -29.8.1902 i Lyngby med Ellen Rosendal, født 30.11.1881 i Vinding, død 8.2.1964, d. af højskoleforstander Hans R. (1839–1921) og Anne Katrine Christensen (1839–1920). – Far til Viggo H.

Udnævnelser

R. 1922. DM. 1933. K2. 1938. K1. 1941.

Ikonografi

Mal. af Aksel Jørgensen, 1934 (Asmildkloster landbrugsskole). Tegn. af Johs. Glob (Fr.borg). Mal. af Olaf Rude 1947 (sst.). Foto.

Bibliografi

Svend Thorsen: Kuling over Christiansborg, 1955 50–73. H.H.: Landbrugsminister H.H.s erindr., 1978 (offentliggjort i Landet, 1955–56). Årsskr. for elevforen. Asmildkloster, 1957 9–18. Sig. Jensen: Levevilkår under besættelsen, 1971. Erik Helmer Pedersen: Hedesagen under forvandling, 1971. Samme: Landbrugsrådet som erhvervspolitisk toporgan, 1979. De dsk. ministerier 1929–53, v. Tage Kaarsted, 1977. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig