Hans Jørgensen

Hans Jørgensen, Hans Jensen Jørgensen, 4.3.1886-6.2.1954, sprogforsker. Født på Oksbøl Mark ved Nordborg, Als, død på Bispebjerg hosp., Kbh., begravet Oksbøl kgd. Som alsinger var J. prøjsisk borger indtil genforeningen. Familien var dansk, faderen præget af tungsind, moderen (kusine til den sønderjyske politiker Peter Grau, Pøl) en stærk kvinde der røgtede husholdningen op i sin høje alder med håndhævelse af gammeldags bondedyder. J. interesserede sig kun for læsning. Han kom til at gå i det dengang prøjsiske gymnasium i Haderslev, blev student og studerede sanskrit og sammenlignende sprogvidenskab ved tyske universiteter; 1911 fik han doktorgraden ved Kieleruniversitetet med udgivelsen af en sanskrittekst, Mantrabråhmana. Han havde derefter ansættelse ved Museum für Völkerkunde i Berlin indtil 1919 med en afbrydelse under krigen. – J. var ikke nogen robust natur; en snert af faderens tungsind og nervebelastningen under et års indkaldelse til fronttjeneste har vel virket sammen til at gøre ham lidt "sær" med perioder af uarbejdsdygtighed. Efter 1919 at have opgivet stillingen i Berlin kom han tilbage til Oksbøl hvor han havde bopæl resten af livet. Han havde en meget grundig uddannelse, men sanskrit og sammenlignende sprogvidenskab kunne ikke skaffe ham nogen stilling i Danmark. Han var afhængig af familien; en yngre bror overtog gården (nu Poulsgård) som blev solgt ved hans død 1946, men der var plads til J. i aftægtshuset; den tredje bror var faldet i krigen. J. syslede med sine samlinger fra Berlin og indrettede sig så han kunne tage til Kbh. og periodevis have et værelse i en pension; han kom til forelæsninger på universitetet og arbejdede ellers på Det kongelige bibliotek. I Berlin havde han studeret manuskripter fra Nepal på sproget nevari. Nevarerne er et Himalayafolk, sprogligt og etnisk beslægtede med tibetanerne men gennem århundreder under stærk indisk indflydelse. Nevarernes kultur prægede livet i Kathmandu dalen, og deres sprog var det fremherskende med en mangeartet af sanskrit påvirket litteratur. Dette blev bragt til ende omkring 1850, da Ranastyret endda prøvede helt at undertrykke sproget som en tid var direkte forbudt.

Efter 1921 at have udgivet en nevaritekst i Zeitschrift der Deutschen Morgenländischen Gesellschaft begyndte J. at udarbejde en ordbog over sproget og fik foreløbig en ordsamling udgivet i Acta Orientalia. For at komme videre måtte han have lejlighed til at studere manuskripter i Cambridge, og på anbefaling af Dines Andersen (som fik sit gode indtryk bekræftet af J.s ungdomsven matematikeren Jakob Nielsen) fik han fra 1927 støtte af Carlsbergfondet, først til Englandsrejsen og siden livet igennem til fortsættelse af videnskabeligt arbejde. I London fik han 1931 udgivet en samling buddhistiske legender på nevari med engelsk oversættelse, og siden hen er tre arbejder kommet i Det kgl. danske videnskabernes selskabs publikationer, 1936 A Dictionary of the Classical Newari (Hist.-filol. Meddelelser XXIII,1), 1939 Batisaputrikakatha. The Tales of the thirty-two Statuettes (XXIV,2) og 1941 A Grammar of the Classical Newari (XXVII,3). J.s arbejde var en pionergerning for studiet af nevarernes sprog og litteratur. Og det var mere end det. Da en ny litteratur på nevari hen i dette århundrede så småt begyndte igen (om der så skulle digtes i en fængselscelle) virkede det som en ansporelse at en europæer havde gjort den gamle litteratur til et studieobjekt og bragt tekster ud på tryk. Danskere der rejser i Nepal bliver mødt med et glad "Åh, så kender De dr. Hans Jørgensen!" (på et eller andet sprog) men må beskæmmende svare at de aldrig har hørt om ham.

Under et officerskursus 1915 var J. en tid sengeliggende i en lejr i nærheden af Berlin. Han havde ikke tabt arbejdslysten men brugte tiden til en beskrivelse af dialekten i Oksbøl sogn med en selvlavet lydskrift. Da han fik kontakter i Kbh. udarbejdede han den (med normeret lydskrift) til en lille bog, Alsisk formlære, udgivet 1950 som nr. 354 af Universitets-Jubilæets danske Samfunds Skrifter. – Når J. ikke var i Kbh. arbejdede han i sit kammer med sine sedler, gik ensomme ture, satte sig lidt og så ud over landskabet, faldt måske ind hos præsten. Almindelige folk kendte ham dårligt nok. Lidt opmærksomhed vakte det dog nok at han fik breve fra østen og at han – sprogkyndig som han var – abonnerede på Pravda. Nu hviler han i familiegraven på Oksbøl kirkegård. Det arbejde han gjorde værdsættes af de endnu få der fortsætter det.