Hans Jacobsen Hvalsøe, 11.2.1656-6.5.1712, præst. Født i Hastrup, Særløse sg, begravet i Sandager, Båg hrd. H. blev student fra Næstved 1676 og tog teologisk attestats 1679. N.å. blev han dekan på kommunitetet, hvad han efter en afbrydelse på et par år igen blev 1683. I sine studenterår synes han at have været knyttet til Ole Borch og under hans vejledning at have kastet sig over kemiske og medicinske studier. Herom vidner en række disputatser han udgav 1682–84. Ret mærkelige er især disputatserne De miraculis non miraculis I-II, 1684 hvori han ad forskellig vej søger at godtgøre at flere af de tilsyneladende mirakler og undere må forklares på anden måde. 1684 blev H. sognepræst i Sandager og Holevad på Fyn, og 1700 tog han magistergraden. Han var en lærd mand der navnlig skal have været vel bevandret i hebraisk. Hans navn er dog blevet mest kendt ved udgivelsen af et andagtsskrift De Bedendis aandelige Kiæde, 1700. Det var anbefalet af Thomas Kingo og tilegnet enken efter H.s velgører Povel Nielsen Rosenpalm, fru Anna. Denne bog vandt meget vid udbredelse især blandt landalmuen og kom i over 20 oplag før 1769. Endnu så sent som 1852 besørgede Vilh. Birkedal en ny udgave der oplevede en del oplag (sidst 1887), og 1905 kom en forkortet udgave. Ordnede efter dogmatiske rubrikker (i rækkefølgen efter Jesper Brochmands (1585–1652) "systema") indeholder denne bog en mængde forskellige bønner for alle stænder til brug i alle tænkelige situationer i livet. Lærepræget er grundluthersk og den er affattet i et jævnt, letforståeligt sprog.

Familie

Forældre: degn Jacob Hansen H. og Marie Terkildsdatter. Gift 6.12.1685 med Berte Jensdatter Phil, død 16.7.1731 (gift 1. gang med sognepræst i Sandager og Holevad Niels Hansen, 1640–84).

Bibliografi

Pers.hist.t. 3.r.III, 1894 197 199. Kirkehist. saml. 4.r.V, 1897–99 811; 6.r. II, 1936–38 184f. – Kn. Bierfreund og E. Juel Hansen i Pers.hist.t. 14.r.I, 1959 34–42; samme sst. IV, 1962 166 (om slægten). J. C. Bloch og L. P. Næraae: Den fyenske geistligheds hist. II, 1790 277f. Anders Uhrskov: Nordsjællandsk folkeliv I, 1921 17. K. F. Hafstrøm i Kirkehist. saml. 6.r.II, 1936–38 184f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig