Hans Puggaard

Hans Puggaard, 3.9.1788-8.4.1866, grosserer. Født i Kbh. (Fødsst.), død sst. (Holmens), begravet sst. P. henlevede sin barndom i stor fattigdom og uden ordentlig skolegang. Da faderen havde overtaget punchesalen på Det kgl. teater, måtte han her hjælpe til ved serveringen. Resten af sit liv bar han præg af den omgangskreds han i sin tidligeste ungdom måtte tåle, selv om årene efterhånden afsleb de værste kanter. Omsider fik han undervisning i det v. Westenske institut, og efter sin konfirmation opnåede han en stilling som skriver hos en dispachør. Hans drøm var allerede nu at blive en stor købmand, men ingen ville have den store, grimme dreng på sit kontor, og kun ad meget bugtede veje nåede han sit mål. – Der var i den unge P. en ubændig trang til at arbejde sig fremad og opad. Han tog landmålereksamen og opnåede ansættelse som kopist i Frederiksværks administrations hovedkontor. Samtidig begyndte han ivrigt at handle. På sine rejser mellem Frederiksværk og Kbh. påtog han sig små kommissioner, og langsomt gik det fremad. Da værkets chef, Eilert Tscherning, 1812 drog til Sverige, officielt for at se på jernværker, men i virkeligheden for at spionere, tog han P. med som sekretær, og denne benyttede sig af denne enestående lejlighed til i Sverige at forsyne sig med engelske varer der på grund af fastlandsspærringen ikke kunne fås i Danmark. 1813 tog han borgerskab i Kbh. som grosserer, og der fulgte nu en række urolige år hvor grunden lagdes til firmaets store blomstring.

Ustandselig var han på rejser, i Sverige, langs Østersøens kyst, i Hamburg og i England. På et tidspunkt hvor oplysninger om priser og markeder kun langsomt spredte sig, krævedes der af købmanden at han selv var på pletten når en fordelagtig handel kunne afsluttes, og at han hurtigt og dristigt kunne tage sin beslutning. P. handlede først og fremmest med korn som han købte i Østersølandene og solgte til England, men desuden drev han handel med tømmer, sild og vin.

P.s ægteskab 1816 med en datter af købmand Hage i Stege blev en afgørende begivenhed i firmaets historie. Allerede tidligere havde P. haft forbindelse med denne familie, men nu blev samarbejdet endnu mere intimt og til største fordel for begge familier. P. trådte hjælpende til, da svogeren Alfred Hage kom i vanskeligheder, og i klar bevidsthed om dennes fremragende købmandsegenskaber satte P. ham som bestyrer af forretningens filial i Nakskov. I løbet af meget kort tid blomstrede virksomheden op, og en meget væsentlig del af Lollands kornudførsel gik gennem denne forretning. Samarbejdet mellem de to svogre forløb ikke uden rivninger, og for at gøre en ende på disse foreslog P., at de skulle gå i kompagni med hinanden. For handelshuset var denne intime alliance af den allerstørste betydning, idet huset i løbet af ganske få år hævdede sin plads som et af de største og mest grundmurede handelsfirmaer. Den vigtigste handelsvare var stadig korn, og firmaet kom ved flere lejligheder ud for stærke offentlige angreb for en for hensynsløs udnyttelse af markedet til egen fordel. På den anden side kan det ikke nægtes, at huset i flere retninger fik afgørende betydning for det danske landbrugs udvikling ved at fremtvinge en stadig forbedring af kornkvaliteten og stille krav om kornets omhyggelige rensning. Ved siden af kornhandel drev huset en vigtig import af kolonialvarer, kaffe og sukker, og sidst slog man også ind på ren bankiervirksomhed.

Forholdet mellem de to chefer blev ikke bedre med årene. De var begge stejle og selvstændige naturer, og kampen mellem dem endte med, at den unge og kraftige og vel også overlegne begavelse trængte den ældre P. tilbage. Til sidst kom han kun yderst sjældent på kontoret, og han trøstede sig i stedet for med sit hjem og med sine langvarige og hyppige rejser til Italien. I det smukke hjem i Kbh. og om sommeren på Skovgård ved Ordrup gik til stadighed mange gæster ud og ind. P.s hustru, der kun under et stærkt tryk fra familiens side havde giftet sig med ham, var kunstnerisk interesseret og malede selv. Så længe hun levede, var hjemmet et mødested for tidens store kunstnere: Bertel Thorvaldsen, C. W. Eckersberg, W. Marstrand og Thorvald Bindesbøll, og navnlig stod Thorvaldsen det P.ske hjem meget nær. Da Orla Lehmann ægtede en datter af huset, blev hjemmet samlingsstedet for den nationalliberale elite, og mange vigtige politiske overvejelser fandt sted inden for dets vægge. Selv var P. meget politisk interesseret og sad i folketinget (for Ribe) 1854-58 og 1861-64 samt i rigsrådets landsting 1864-66. Dog passede han ikke rigtigt til denne virksomhed.

P. var en selfmade mand der under hård modgang og med egne hænder havde bygget sin livsgerning op. De mange vanskeligheder havde fremmet det selvstændige og stædige i hans natur, men samtidig udviklet en dybt rodfæstet trofasthed. Fra sin tidligste ungdom var han vænnet til at stole på sig selv og sin egen kraft, og han gav aldrig op når han havde sat sig et mål. Denne robusthed i sindet fremkaldte samtidig en stærk selvfølelse og selvtillid der prægede hele hans optræden. Aldrig glemte han sin barndoms og ungdoms store vanskeligheder, og for at jævne vejen for fattige drenge og piger oprettede han to store legater til børns opdragelse og uddannelse. Sammen med et legat for fattige slægtninge i Ribe udgjorde den samlede legatkapital lidt over en halv mio. kr. – Etatsråd 1863.