Harald Petersen (dommer)

Harald Petersen, 27.1.1895-2.2.1977, justitsminister. Født i Odense (Knuds), død i Jægersborg, begravet på Gentofte kgd. P. blev student 1912 fra Odense, 1918 cand.jur., s.å. byfogedfuldmægtig i Odense, 1919 by- og herredsfuldmægtig i Middelfart og s.å. sekretær i justitsministeriet; samtidig var han fungerende fuldmægtig hos rigsadvokaten indtil 1923, i de følgende år tillige sagførerfuldmægtig. Gentagne gange konstitueredes han som dommer, politimester eller som landsdommer. 1929 blev han fuldmægtig i justitsministeriet og udnævntes 1932 til statsadvokat for Kbh. – En stilling i højesteret var utvivlsomt P.s realistiske mål, men 15.4.1940 tiltrådte han stillingen som statsadvokat for "særlige anliggender", dvs. de sager der opstod pga. den tyske besættelsesmagts tilstedeværelse, og hans løbebane tog nu en anden retning. Ved regeringsdannelsen 8.7.1940 fandt Thorvald Stauning det naturligt at udnævne P. til justitsminister. I regeringen støttede han Erik Scavenius i den aktive forhandlingspolitik som han fandt nødvendig. Han fik i juli 1940 gennemført lov om pressecensur for at undgå tysk kontrol, i januar 1941 en skærpelse af straffeloven, "lex Ørum" for at sikre, at oberstløjtnant Torben Ørum kom i dansk fængsel. Samtidig var han ubøjelig over for de tiltag danske nazister mente at kunne foretage sig i ly af besættelsesmagten. Det sås bl.a. ved hans holdning til det såkaldte spadeslag i Haderslev 8.12.1940 hvor politiet med magt slog en omfattende nazistisk demonstration ned. Da regeringen blev tvunget til at undlade at retsforfølge nazisterne, lod P. nogle af de danske betjente dekorere. Besættelsesmagten fik derfor hurtigt et horn i siden på P., og da tyske soldater 5.6.1941 blev chikaneret i idrætsparken i Kbh., benyttede tyskerne denne episode som påskud til at kræve P.s afgang, hvad regeringen måtte acceptere. Da P. intet embede havde at gå tilbage til, bestemtes hans afgang til 8.7.1941, hvorved han fik mulighed for at få ventepenge, indtil en stilling i østre landsret blev ledig. Herved fik P. det parlamentariske ansvar for den grundlovsstridige internering af de danske kommunister 22.6.1941, uagtet han i realiteten intet havde med den at gøre. Inden 8.7.1941 var dommerembedet i nordre birk i Kbh. imidlertid ved dødsfald blevet ledigt, og P. foretrak da dette embede der dengang var det bedst aflagte dommerembede, og beholdt det til 1965. Trods kommunistisk kritik efter 1945 valgtes P. til en række tillidshverv, han var således bl.a. formand for den danske dommerforening 1955-65, medlem af Danmarks juristforbund 1955-65 og af ankenævnet 1946-57. – P. var i besiddelse af en skarp juridisk sans, og han var klar og rolig i sin form, kompromisløs og fast også under besættelsen, og der stod til hans død ikke mindst blandt jurister respekt om ham.