Henrik Nielsen Rosenkrantz, d. 5.12.1537, til Bjørnholm, lensmand. Død på Gotland, formentlig, begravet i Visby. R. rejste som ung i udlandet, blev 1522 i Jerusalem ridder af den hellige grav, vendte hjem kort efter Christian IIs flugt og overtog Bjørnholm med pantelenene Grenå og Stensmark. 1525 fik han Hind og Ulfborg herreder i pant, og efter sin mors død 1528 synes han i et par år at have besiddet Skjern hovedgård med tilliggende pantelen Middelsom og Sønderlyng herreder. 1530 blev han lensmand på Gotland. S.å. hævedes efter hans ønske hans trolovelse med Margrethe Gyldenstierne, søster til Knud og Mogens Gyldenstierne, og kort efter blev han trolovet med Anders Billes (1477–1555) datter, men ægteskabet blev aldrig fuldbyrdet. I øvrigt synes han at have haft tilknytning til den luthersk orienterede rigsrådskreds og at have støttet, reformationsbevægelsen i sit len. De første år efter Frederik Is død sad han som faktisk uafhængig herre på Gotland. Under grevefejden tøvede han med åbent at slutte sig til hertug Christian, måske bl.a. af hensyn til sin svigerfars vanskelige stilling, men han opbragte københavnske og lybske skibe og stod i stadig forbindelse med Gustav Vasa og hertug Albrecht af Preussen, Christian IIIs svoger. Da den skånske adel havde sluttet sig til hertug Christian, anerkendte også R. ham som konge og lod ham april 1535 hylde på Gotland som derefter blev udgangspunkt for flådeoperationerne mod lubeckerne.

Familie

Forældre: rigshofmester Niels Eriksen R. (død 1516) og Birgitte Olufsdatter Thott (død 1528). Ugift. – Bror til Oluf Nielsen R.

Ikonografi

Afbildet på mindetavle 1535 (Fr.borg, dep. på Rosenholm).

Bibliografi

A. Heise: Familien Rosenkrantz's hist. II, 1882 260–73. Billeættens hist. II, ved W. Mollerup, 1888–93. Ingrid Hammarstrom: Finansförvaltning och varuhandel 1504–40, Sth. 1956. Sven Lundkvist: Gustav Vasa och Europa, Upps. 1960 = Studia hist. Upsaliensia II. Troels-Lund: Dagligt liv i Norden, 6.udg.V, 1969 243–47.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig