Holger Begtrup

Holger Begtrup, Holger Christian Begtrup, 28.6.1859-5.5.1937, højskoleforstander. Født i Birkerød, død i Hillerød, begravet Fr.borg frimenigheds kgd. B.s far var teologisk præget af J. P. Mynster, men huslæreren Johan Mantzius i hvis nyåbnede skole B. 1868 blev en af de første elever var inspireret af Grundtvigs pædagogiske tanker og åbnede den modtagelige drengs sind for oldtidssagn og guldalderdigtning. Efter B.s eget udsagn blev det "den første forberedelse til min gerning som højskolemand". 1872 kom han i Metropolitanskolen hvor V. Pingel, hans yndlingslærer, udvidede horisonten fra græsk kultur til det moderne gennembruds mænd, dog uden at anfægte B.s religiøsitet der fandt næring i Vartovs grundtvigske salmesang og forkyndelse. I sit første studenterår, 1876, kom han i nær forbindelse med to hjem i Hillerød, C. Hostrups, hvor han underviste sønnen Helge Hostrup i oldnordisk, og Chresten Bergs hvis politiske linie han siden fulgte. På rekordtid tog han 1880, endda inden han var fyldt 21 år, sin teologiske embedseksamen. Det var dog ikke universitetet der gav ham inspiration til hans fremtidige livsgerning, men mødet med grundtvigske talsmænd på et fjorten dages lærermøde på Askov højskole 1877 og L. Schrøders åbning af "den udvidede højskole" året efter. B. stilede efter at blive "historisk modersmålslærer" på Askov. Efter et år som huslærer på Fyn studerede han 1881–82 oldnordisk og fik 1883 universitetets guldmedalje for en afhandling om den "forkristelige" religion i Norden. Fra efteråret 1882 var han knyttet som lærer til Askov. Her delte de to venner fra studietiden, Jakob Knudsen og B. danskundervisningen hvor B. gav indblik i ordforrådets historie ("målsaga") og udarbejdede Den danske Sproglæres Benrad (1. udg. 1894). Hans elev Martin Andersen Nexø har om hans undervisning her skrevet at "han kunne slå gnister af alting – blot han rørte ved et spørgsmål, fosfores-cerede det".

I sit første offentlige foredrag på Askov 1882 havde B. påvist at det grundtvigske syn på Nordens myter ikke længere var videnskabelig holdbart. Det førte Schrøder til at opgive myterne som hovedemne. Kritikken over for B. i rettroende grundtvigske kredse voksede til forargelse da han ved et møde 1886 påstod at mange af de realistiske digtere ved deres fremhævelse af naturens lov og dens ubønhørlighed havde givet en prædiken mere levende for mange unge end Mose lov, jfr. skriftet Nutidsspørgsmaal, belyste i tre Foredrag ved Efteraarsmødet i Askov 1886, 1887. Ved politiske møder i provisorieårene tog B. Bergs parti. På venstres delegeretmøde i København 1888 var B. en slagfærdig ordfører for hans tilhængere, blev medlem af venstres overbestyrelse, og da Berg døde 1891 var B. både fra Koldingkredsen og rigsdagsgruppen udsat for et stærkt pres for at blive hans efterfølger. Men B. sagde nej. Et andet dødsfald, Hostrups 1892, vakte ønske om at fortsætte hans virke i Nordsjælland, og 1895 oprettede B. med støtte fra egnen Frederiksborg højskole ved Hillerød. Med

fortrinlig hjælp fra B.s hustru og dygtige lærere, bl.a. Th. Bredsdorff, blev den hurtigt en af landets mest søgte højskoler. I de 30 år B. var dens forstander havde den henved 10.000 unge mænd og kvinder som elever. B.s foretrukne foredragsemner her blev Paludan-Müllers "Adam Homo" og "Det danske Folks Historie i det nittende Aarhundrede". Men B.s kræfter rakte videre end til de daglige højskoletimer. Personlig kontakt med engelske kvækere førte 1910 til oprettelsen af en udvidet afdeling på skolen, "Vinduet i vest". Den måtte opgives efter 1. verdenskrig, mens "Otte dage på højskole" (fra 1911), korte kursus for københavnere, fandt bred og varig tilslutning. Dertil kom en livlig foredragsvirksomhed landet rundt – B. talte tit hundrede gange om året. – Med sin skaldede isse, med falkeblikket bag lorgnetten og med den karakterfulde, glatbarberede hage virkede B. som en fremmed fugl blandt sine folkelige værkfæller. Hans tale var glansfuld og perspektivrig, krydret med vid, ofte skarp, og han var aldrig bange for at gå mod vedtagne anskuelser. I forsvarssagen stod han det radikale venstre nær, i grænsestriden 1919–20 ved H. P. Hanssens side. På Niels Daels Liselund var B. en kær gæst, ligesom Dael var præst i den lille frimenighedskirke B. fik bygget nær sin skole. B.s folkelige og kristelige grundsyn var i pagt med Grundtvigs, og hans omfattende forfatterskab havde ham og hans følge som hovedemne. Efter et polemisk skrift 1898 om Grundtvigianismens Fremgang i vor Tid forfattede B. i de følgende syv år fire bøger om Grundtvigs egen udvikling: om Grundtvigs kristelige Opvækkelse i Vinteren 1810–11, 1899, om Grundtvig som bibelkristen, 1900, om Grundtvigs kirkelige Syn 1825, 1901 og om Grundtvigs Kamp for kirkelig Frihed, 1905, alle efter grundige studier i Grundtvigarkivet. B.s udgave af "Nyaars-Morgen", 1901 vidnede med sine oplysninger om en så indtrængende forståelse af det dunkle digt at Gyldendals forlag overdrog til B. i årene 1904–09 at udgive Udvalgte Skrifter i ti bind, den hidtil bedste Grundtvigudgave, ledsaget af korte og klare oplysninger. Straks derpå fulgte Det danske Folks Historie i det nittende Aarhundrede, I-IV 1909–14 (2. udg. I-II 1917), hvori Grundtvig og hans indflydelse på dansk folkeliv fik en fremtrædende plads. Den mesterligt fortalte fremstilling er et hovedværk i vor historieskrivning. Hertil kom en række biografier: Christen Berg, 1896, Ludvig Schrøder, 1913, Christen Kold, 1916 og Jakob Knudsen, 1918. 1924 udgav B. Grundtvigs Vartov-Prædikener 1839–60 i udvalg samt Axel Olriks Breve til H. B. 1925 skrev han teksten til Joakim Skovgaards Bibelske Billeder, 1928 udkom et udvalg af B.s Folkelige Foredrag. 1927 afsluttede han H. P. B. BarfodsMinder fra gamle grundtvigske Hjem (bd. 7), efterfulgt af Grundtvigske Hjem i det 19. Aarhundrede MII, 1929–31 af Dansk Menighedsliv i grundtvigske Kredse I-V, 1931–34 omfattende hele landet og B.s eget Holger Begtrups Levned I-II, 1929. Hans sidste Grundtvigbøger handlede om Grundtvigs Syn paa Guds Ord, 1933 og Grundtvigs danske Kristendom, I-II, 1936. Hertil kom et par hundrede artikler i Højskolebladet og mange i andre tidsskrifter, især hans eget "Den danske Højskole" (1900–04) og det efterfølgende "Tidsskrift" (1905–08) samt skolens egne årsskrifter (fra 1908).