Inge Sand, Inge Sand Sørensen, 6.7.1928-9.2.1974, solodanser. Inge Sand blev optaget på Det kongelige teaters balletskole 1936. Hun havde børneroller på film og teater, blev balletaspirant 1945 og sprang samme år (3.10.) på en sygemelding ind og debuterede som sommerfuglen i Harald Landers Vaaren. Hun blev balletdanser 1947 og solodanser 1950. Allerede som purung havde Inge Sand en sikker position. Som husarens elskede i L. Massines Den Skønne Donau, 1948 var hun yndig som det sarteste forår, men først og fremmest tindrede hun ved sin flyvende lette og rappe dans. Lille og spinkel var hun ballettens kolibri og dansede et væld af fugleroller. Blandt de berømteste den blå fugl i Auroras Bryllup, 1949 hvor hun også var flagrende væver og yndig som flammefeen.

Inge Sand var en udpræget demi caractère-danser, en soubrettepige, og det var en naturlig, men også en dristig disposition af Harald Lander at lade hende danse Svanilda i Coppelia allerede 1951, året efter at Margot Lander havde taget afsked netop i denne rolle der hørte til hendes bedste. Inge Sand sejrede imidlertid stort med sit bankende pigehjerte, et underfundigt pointeret vid i spillet og en smittende livsglæde i dansen. Siden fulgte andre roller hvor hun hentede succes på sit smittende humør for eksempel første juniorpige i Graduation Ball, 1952 og en af kadetterne i Fjernt fra Danmark, 1956. Men hun imponerede også ved sin sikre, blanke teknik i tredjesatsen af Symfoni i C, 1952. 1954 var hun porcelænsyndig som lunefulde Lucinda, 1955 viste hun både temperament og personlighed som Fanny Cerrito i Pas de Quatre, og med årene kom der stadig mere karakter i spillet, hvad enten hun brillerede som cigaret- og smuglertøs med spids allegrodans i Roland Petits Carmen, 1960, dansede et neurotisk nervevrag som kvinden i MacMillans Under jorden, 1961 eller den fede svigermor i Flemming Flindts Den Unge mand skal giftes, 1965. I den sidste del af karrieren morede hun som forstanderinden i Graduation Ball ogdansede endvidere den gamle kvinde i Dødens triumf som var det parti hvormed hun sidste gang stod på scenen 1973.

Men Inge Sand indskrev sig i dansk ballethistorie på anden vis end som danser. I sine unge år trænede hun i udlandet og gæstedansede blandt andet med Original Ballet Russe 1951. 1954 var hun solist på den berømte dansefestival på Jacob's Pillow i Massachusetts, og sommeren efter drog hun tilbage hertil med en gruppe danske kammerater som gjorde det første væsentlige fremstød for dansk ballet i USA. I den næste snes år organiserede Inge Sand med mod og pionersind en række turneer med mindre grupper af dansere fra Den kongelige danske ballet. En uvurderlig indsats som blev af største betydning for dansk ballet hvis ry Inge Sand var med til at bringe viden om fra Tokio til Sydamerika og USA. 1964 forsøgte hun sig som koreograf med Liv i kludene på Pantomimeteatret i Tivoli, men væsentligere var det at hun 1965 arrangerede sommerfestival på Det ny teater med Copenhagen Ballet Theatre og koreografier af John Cranko, Peter Darrel og Maurice Béjart. Flemming Flindt tog hendes lederevner og talent for det organisatoriske i brug da han 1966 udnævnte hende til assisterende balletmester ved Det kongelige teater, en post hun forlod 1971 for at blive teatrets turnéleder. Hendes rige erfaringer skulle dog kun komme teatret til gode i kort tid. Således ledede hun med stor dygtighed og viljestyrke Den kongelige ballets vanskelige gæstespil i Sovjetunionen 1973. Men da var hun allerede meget syg. Året efter døde hun.

Familie

Inge Sand blev født i Kbh. (Sam.), døde sst. og er begravet på Mariebjerg kgd. Forældre: overtrafikassistent Ernst Vilhelm Sand (født 1900) og Else Johannsen (1903–71). Inge Sand blev gift 1. gang 24.6.1952 i Tikøb med operasanger Niels Juul Bondo, født 12.10.1924 i Kbh. (Brønshøj), søn af kredslæge Erik Carl Bondo (1889–1969) og Ellen Margrethe Ipsen (1891–1972). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 26.1.1958 på Frbg. med juveler Paul Svarre, født 21.7.1929 i Søborg, søn af chauffør Thorkild Hans Christian Svarre og Helga Ragnhold Viktoria Larsen. Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 21.4.1962 i Rom med salgsinspektør, senere direktør Hans Jørgen Christensen, født 8.4.1930 i Hobro, søn af tømrer Knud Vilhelm Christensen (født 1906) og Ellen Margrethe Kristiane Marcussen (født 1908).

Udnævnelser

R. 1960.

Ikonografi

Tegn. af H. Bendix, 1957. Foto (Kgl.bibl.; Det kgl. teaters bibl. og ark.; Teatermus.).

Bibliografi

Sv. Kragh-Jacobsen: Balletten 1945–52, 1953. Samme: 20 solodansere fra den kgl. da. ballet, 1965. Samme: Balletaftener, 1969. – Levnedsberetning i ordenskapitlet. – Filmoptagelser i New York publ. library, dance coll. og i dansk tv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig