Jørgen Dybvad, d. 30.10.1612, teologisk professor. Sammen med sin bror Erik D. der døde ung og er kendt som almanakforfatter blev D. holdt til studierne, men det er uvist hvornår han blev student. Kun vides det at han i sin ungdom blev støttet af Peder Oxe, og at han 1568 drog til Wittenberg. 1569 tog han her magistergraden og udgav to skrifter af matematisk indhold. Han opnåede derefter kgl. rejsestipendium så at han kunne forlænge sit ophold i Wittenberg hvor han nu optrådte som privatdocent. Senere besøgte han universitetet i Leipzig, og 1575 vendte han hjem. Fra kurfyrst August af Sachsen medbragte han til Frederik II dels en anbefalingsskrivelse for sig selv, dels et brev hvori kurfyrsten gav kongen meddelelse om den nye, kalviniserende udgave af Niels Hemmingsens Syntagma (1574) og på baggrund af de kryptokalvinske bevægelser i Sachsen hvorom D. nærmere skulle berette opfordrede ham til at gribe alvorligt ind over for Hemmingsen. S.å. blev D. ansat som ekstraordinær docent ved universitetet (vistnok væsentligt i teologi), og man mente i datiden at det var hans plan at fortrænge Niels Hemmingsen for selv at få hans plads. Dette skete dog ikke, men 1578 blev D. ved afskedigelsen af en anden akademisk lærer, professoren i matematik Anders Pedersen Køge, beskikket til dennes efterfølger og eneberettiget almanakforfatter. Dette lykkedes imidlertid kun ved et direkte magtbud fra kongen og under protest fra universitetets side.

Først 1590 opnåede D. at blive professor i teologi, og s.å. kreeredes han til dr.theol. I flere henseender var D. sikkert udmærket egnet til at være universitetslærer. Han arbejdede med stor flid og dygtighed og var også en særdeles frugtbar forfatter. Foruden en del matematiske skrifter har han især udgivet en lang række eksegetiske arbejder. De er affattet i et klart og smukt, melanchtonsk farvet latin og udmærker sig både ved overskuelighed og en omfattende lærdom. Eksempelvis kan nævnes hans Speculum sacerdotii, 1599, en kommentar til 1. Timotheusbrev. Skønt D. måske har været en personlig modstander af Niels Hemmingsen har han dog i teologisk henseende sluttet sig til hans retning. Luther og Calvin stiller han fx på lige linje som den nye tids kirkefædre; Melanchton priser han i de stærkeste udtryk, og gerne citerer han reformerte forfattere. Over for katolicismen var han derimod en uforsonlig modstander, og han polemiserer ofte og skarpt mod Robert Bellarmin. At D.s almindelige stilling ved universitetet blev ganske anderledes end man skulle have ventet af en mand af hans evner skyldtes særegne omstændigheder. D. var i udpræget grad en selvstændig personlighed der ikke havde let ved at føje sig under de bestående forhold, og mange sorger i hans private liv, bl.a. et disharmonisk ægteskab, gjorde ham yderligere sårbar og vanskelig. Intet under derfor at han livet igennem kom til at stå i et spændt forhold til sine kolleger, især til biskop Peder Jensen Winstrup medens han i regeringskredse var ilde anskrevet på grund af sin afvisende holdning over for kansler Chr. Friis til Borreby og hos studenterne vakte uvilje ved sin stadig tiltagende lyst til at optræde som moralprædikant. Værre var det dog, at D. oftere følte sig kaldet til at kritisere regeringsforanstaltninger og i sværtning af katolikker, heriblandt den spanske konge og paven, absolut ikke lagde fingrene imellem. Da han 1605 agtede at udgive en disputats De Juramento hvori han blandt andet angreb den påbudte indførsel af et nyt tøndemål forlangte universitetets rektor de pågældende steder slettet. Dette ville D. ikke indlade sig på, teserne udkom, og sagen blev indberettet til kongen. Der skete foreløbig intet, men man har vistnok fra nu af holdt øje med manden. Længe kom man ikke til at vente. En disputats De sabbatho sanctificando han udgav 1607 indeholdt en langt stærkere kritik af adskillige af landets forordninger især vedrørende kirkelige forhold. Dette medførte at kongen ved Jens Bielke som aktor lod D. tiltale for konsistorium på grund af hans angreb på regeringen. Man indlod sig ikke på en realitetsbehandling af hvorvidt D. havde haft ret eller uret i sine anker, men henholdt sig blot til spørgsmålet om hvorvidt det var passende for en akademisk lærer at kritisere regeringsforanstaltninger og statsforfatningen. D. fastholdt i det væsentlige sit standpunkt med megen kraft og hævdede sin åndelige ret til frit at udtale sig. Hans dommere mente dog alle som én at han havde forset sig mod universitetsfundatsen og 11.4.1607 dømte de ham til afsættelse hvis ikke kongen ville tilgive ham. Denne tilgivelse opnåede D. ikke, han blev fjernet fra sit embede og henlevede sine sidste år under kummerlige omstændigheder, nu og da støttet ved en lille gave fra sine tidligere kolleger. Efter samtidens hele tænkemåde kunne dommen over D. næppe være blevet anderledes. Han faldt som et offer for sine egne ubesindige udtalelser, men skønt der var mange der var glade ved at blive af med en stejl og stridbar mand led dog universitetet et ikke ringe tab ved at miste en ejendommelig personlighed og en betydelig lærer.

Familie

Forældre: Christoffer Eriksen. Gift 8.12.1576 i Vejle med Kirsten Jespersdatter, født 1549, død 24.7.1613, d. af borgmester i Vejle Jesper Vincentius (Finsen) og Maren Jensdatter Orne. – Far til Christoffer D.

Bibliografi

H. F. Rørdam i Danske mag. 4.r.II, 1873 105-44 211. Samme: Kbh.s univ.s hist. 1537-1621 III, 1873-77 197-206 499-508; IV, 1868-74 567-87. Bj. Kornerup: Biskop Hans Poulsen Resen I, 1928. Vello Helk: Laurentius Nicolai Norvegus S. J., 1966 353f. K. P. Moesgaard i Colloquia Copernicana I, Wroclaw 1972 = Studia Copernicana V (genoptr. i The reception of Copernicus' heliocentric theory, udg. Jerzy Dobrzycki, Dordrecht s.å.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig