Peder Jensen Winstrup

Peder Jensen Winstrup, Peder Jensen Vinstrup, 18.3.1549-24.6.1614, biskop. Født i Kbh, død sst., begravet sst. (Frue k.). W. gik i skole i Kbh., Slagelse og Roskilde og blev student 1568. Efter at have taget baccalaur-graden 1570 blev han af befalingsmanden på Kbh.s slot Bjørn Andersen Bjørn antaget til lærer for dennes to sønner, Truid og Jacob, og 1572 fulgte han dem som hovmester til udlandet. De blev immatrikuleret i Rostock 1572, i Leipzig 1574 og i Wittenberg 1576, hvor W. s.å. blev magister. S.å. kaldtes han hjem for at blive lector (læsemester) ved Århus domkirke, men allerede 1578 forflyttedes han til Kbh. som sognepræst ved Helligåndskirken. 1587 beskikkedes han til medhjælper for biskoppen i Århus, n.å. blev han selv biskop her hvorfra han 1590 kaldtes tilbage til Kbh. som biskop over Sjællands stift og dermed 3. professor i teologi. 1591 kreeredes han til dr.teol., og 1596 forrettede han kroningen af Christian IV.

W. var utvivlsomt en velbegavet og veluddannet mand, men han fik ingen større betydning som universitetslærer eller forfatter. Hans mærkeligste skrift er et ungdomsarbejde fra Wittenbergtiden Paraphrasis sacrosanctissimæ histories passionis et mortis ... Jesu Christi, 1576, hvori han har gengivet Kristi lidelseshistorie i heksametre på græsk. Hans øvrige forfatterskab består overvejende af latinske bededagsprædikener og nogle ligprædikener på dansk uden større særpræg. Hans skrifter i forbindelse med andre vidnesbyrd godtgør at han har tilhørt den filippistiske retning og følte sig nært knyttet til Niels Hemmingsen over hvem det faldt i hans lod at holde ligtale (1600). Ved universitetet stod han på en meget spændt fod med den bidske Jørgen Dybvad, og hans anseelse i kirkelige kredse blev rokket da han efter kgl. befaling 1606 gik med til at udelade eksorcismen ved en prinsesses dåb, skønt han egentlig var stemt for dens bibeholdelse. I sin daglige embedsførelse synes han at have ladet sig beherske af sit hang til magelighed – betegnende er det vistnok således at han lod sin svigersøn, den elegante stilist professor Johannes Stephanius affatte adskillige af de skrivelser der udgik i hans navn. Fra 1608, da han var blevet ramt af et apoplektisk anfald prægedes hans embedsstyre af en kendelig afslappelse. Under de store stridigheder 1614 i anledning af angrebene på den nye tids mand, Hans Poulsen Resen, spillede han en aldeles tilbagetrædende rolle. Han måtte dog opleve at præsten Oluf Kock offentligt ankede over hans formentlige forsømmelighed i embedsførelsen og smædede ham for hans hang til gerrighed og vellevned. – W. var en meget velstående mand. Af Kbh.s universitet har han indlagt sig betydelig fortjeneste ved 1613 at stifte et stort rejsestipendium der senere forøget af hans eftermand H. P. Resen endnu består under navnet Stipendium Winslrupio-Resenianum.