Jørgen Koch

Jørgen Koch, 6.4.1909-19.9.1971, fysiker. Født i Kbh. (Skt. Jakobs), død sst. K. stammede fra en dansk embedsmandsfamilie med stærke og gamle traditioner og bar præg heraf, men også af opvæksten i et liberalt, internationalt miljø, idet faderen var retsformand i Danzig der var et internationalt fristatsområde under Folkeforbundets beskyttelse. De unge år han tilbragte i denne spændingsfyldte fristad skænkede ham en baggrund af forståelse for værdien af internationalt samarbejde, men gav nok også anledning til en vis skyhed over for stærkt emotionelt fremførte politiske engagementer og nogen skepsis med hensyn til troen på hurtige løsninger af hertil knyttede problemer. -K. studerede ingeniørvidenskab og fysik i Danzig og Berlin hvor han i de sidste år arbejdede under den store tyske fysiker G. Hertz. 1933 blev han diplomingeniør og 1936 dr.ing. S.å. blev han ansat ved universitetets institut for teoretisk fysik (nu Niels Bohr institutet), blev lektor sst. 1941 og afdelingsleder 1953. 1942 blev han dr.phil. på et betydningsfuldt arbejde om masse-spektrografisk isotopadskillelse. 1951–52 var han videnskabelig medarbejder ved Massachusetts Institute of Technology i laboratoriet for kernefysik. 1959 blev han medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber. – K. efterfulgte 1957 H. M. Hansen som professor i fysik ved Kbh.s univ. og bestyrer for universitetets biofysiske institut. 1963 flyttedes instituttet til H. C. Ørsted institutet ved dettes oprettelse – og i hvis indretning han i øvrigt havde taget stærkt del, idet det skiftede karakter fra at være et rent biofysisk institut til et institut der vel skulle stå til rådighed med sagkundskab og undervisning inden for grænseområder mellem fysikken og de medicinske og geografisk-naturhistoriske fag, men hvor også de rent fysiske emner, der optog ham og hans medarbejdere, skulle tages op. Denne nyordning må ses i lyset af, at der ved det medicinske fakultet var oprettet et professorat i medicinsk fysik. Instituttet skiftede herved navn til Fysisk laboratorium II.

K.s omfattende forskning vedrørte i særdeleshed frembringelsen og anvendelsen af hurtige ioner, mulighederne for at adskille disse ved deres forskellige afbøjninger i elektriske og magnetiske felter (massespektroskopi) og de virkninger der opstår, når forskellige stoffer, særlig faste stoffer, beskydes med dem. Og han opnåede her betydelige resultater, ofte fremført i det internationale samarbejde hvori han tog stærkt og påskønnet del. Fra 1953 til sin død var han konsulent for sundhedsstyrelsen, for civilforsvarsstyrelsen 1950–59 og medlem af forsvarets forskningsråd 1952–55. Hans virkefelt i disse sammenhænge vedrørte i særdeleshed problemerne om radioaktive isotopers brug og kontrollen hermed samt strålingsbeskyttelse. Inden for disse områder ydede han en betydelig indsats, ikke mindst da det amerikanske B-52 fly med en last af kernevåben 1968 styrtede ned uden for Thule. Som leder af et hold af danske eksperter løste han de herved opståede problemer med stor faglig indsigt og diplomatisk dygtighed. – I sin væremåde var K. præget af en venlig, lidt reserveret høflighed med opretholdelse af lidt mere konventionelle omgangsformer, end det er skik i vore dage. Men lærte man ham nærmere at kende, viste det sig at han hørte til den ret sjældne type af mennesker der med alderen anlægger et livssyn, stedse videre præget af humor, selvironi og resignation over for uundgåelige ændringer.