J.E. Colbiørnsen

J.E. Colbiørnsen, Jacob Edvard Colbiørnsen, 19.11.1744-13.2.1802, jurist. Født på gården Sørum, Romerike, Norge, død i Kbh. (Holmens), begravet i Stadager k. C. blev student 1760 fra Kristiania, blev baccalaureus 1761, studerede først teologi, derefter under Peder Kofod Anchers vejledning jura hvori han selv manuducerede bl.a. sin bror Christian C. 1770 blev han cand. jur., fik 1771 bestalling som prokurator i højesteret såvel som over- og underretterne i Danmark og Norge, blev 1773 efter konkurrence med Lauritz Nørregaard og Andreas Bang ekstraordinær juridisk professor og tillige notarius ved det juridiske fakultet, 1774 dr. jur. med dissertationen De dominio minus pleno, quod in fundos habent rustid Danici, qui in Cod. Dan. lib. III. cap, XII. Selveyer Bønder dicuntur (Om den ufuldkomne ejendomsret til jord der indehaves af de bønder der i Danske lov 3-12 kaldes Selveyer Bønder), tilegnet hans mester og velynder Kofod Ancher, s.å. ekstraordinær ulønnet assessor i højesteret, 1776 generalauditør ved søetaten, 1787 deputeret i rentekammeret, 1789 fratrådt som professor, 1799 justitiarius i højesteret.

C.s alsidige begavelse og polyhistoriske viden vakte samtidens beundring. Ikke alene var han en grundig kender af den dansk-norske lovgivning og romersk og tysk ret, men han besad tillige betydelige sprogkundskaber, således fx også i hebraisk og arabisk; i latinsk filologi kunne han efter sin elev J. F. W. Schlegels udsagn med hæder have beklædt en akademisk lærestol. Som juridisk forfatter var C. lidet produktiv. Foruden den ovennævnte dissertation foreligger kun trykt forskellige klare, men noget brede responsa og betænkninger i Christian Krohgs "Juridisk Arkiv" I-II, 1803-04 og A. S. Ørsteds "Arkiv for Retsvidenskaben" VI, 1831. Det var ved sin virksomhed som universitetslærer C. kom til at udøve en overvældende indflydelse uden dog at være en videnskabelig banebryder. Systematisk og metodisk fulgte han de dengang sædvanlig brugte tyske forbilleder - Heineccius og Struve - og i sit naturretlige syn nåede han ikke ud over Chr. Wolf, men hans forelæsninger, hvoraf adskillige er opbevarede i manuskript i Det kgl. bibliotek, blev betragtet som mønstre. Således følger Nørregaard i sine trykte forelæsninger over den danske privatret C.s plan og form. C.s praktiske og legislative virke faldt på en række felter. Han var forfatter af anordningen 7.1.1782 om Justitiens Pleje i en og anden Del ved Sømilitæretaten og af adskillige memoirer i anledning af de ved den "væbnede neutralitet" opståede spørgsmål. Han var medlem af bl.a. kommissionen til undersøgelse af slavernes og herrernes forhold til hverandre, af landbokommissionen hvor han støttede Chr. D. Reventlow og sin broder Christian C, af den store finanskommission og straffelovskommissionen af 1800. Han var ligeledes en støtte for Chr. D. Reventlow i den med årene permanente kommission for Den kgl. grønlandske handel 1788 ff., hvoraf han var medlem indtil sin død, til trods for skuffelsen over at den tilsigtede liberalisering og modernisering af det grønlandske samfund ikke kunne lade sig gennemføre.

Som justitiarius i højesteret virkede han bl.a. for en udvidelse af justitskontorets område og for at visse vanskelige, men betydningsfulde sager udgik til skriftlig behandling. C. bestred talrige tillidshverv uden for sin embedsstilling, således som medlem af direktionen for Søassurance-kompagniet, af bestyrelsen for det Classenske agerdyrkningsseminarium og for det Arnamagnæanske legat, 1796 medlem af administrations-kommissionen for Bistrup gods. Om C.s sympatiske personlighed og store dygtighed foreligger flere samtidige vidnesbyrd. Hans død i en forholdsvis ung alder vakte almindelig sorg, den senere biskop Jens Bloch holdt mindetalen. Thomas Thaarup, G. H. Olsen, J. H. Bærens og andre skrev digte og udkast til gravskrifter over ham. I sit lille skrift, J.E.C.s Minde ærbødigen helliget, 1802 har K. L. Rahbek samlet disse og andre udtalelser om C. - Medlem af Vidensk. selsk. 1792 - Justitsråd 1775. Etatsråd 1781. Konferensråd 1784.