J.L. Ussing

J.L. Ussing, Johan Louis Ussing, 10.4.1820-28.10.1905, filolog, arkæolog. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet sst. (Vestre). U. blev student 1836 fra Metropolitanskolen og gav sig derefter til at studere filologi ved universitetet; hans lærere her var P. O. Brøndsted, F. C. Petersen og J. N. Madvig. Filologisk eksamen tog han 1842. Efter Madvigs tilskyndelse kastede han sig særlig over arkæologien og lod sig af N. L. Høyen vejlede i kunsthistorie. 1844 erhvervede han magistergraden ved afhandlingen De nominibus vasorum Græcorum hvori han bestemte betydningen af de forskellige benævnelser for de græske vaser. Derefter begav han sig på en toårig udenlandsrejse som førte ham til Italien, Grækenland og Tyrkiet. Et halvt år opholdt han sig i Rom hvor han omgikkes danske kunstnere og tyske arkæologer og ivrigt studerede arkæologi. Efter en længere udflugt til Napoli og Sicilien vendte han tilbage til Rom, og ved nytårstid 1846 rejste han til Grækenland. Han opholdt sig et par måneder i Athen og berejste desuden flere dele af landet. Over Konstantinopel rejste han derefter til Thessalien, et på den tid lidet kendt område som han gennemrejste på kryds og tværs idet han opsøgte oldtidsmindesmærker og afskrev indskrifter. Han pådrog sig herved en alvorlig tyfus og var endnu svag da han i efteråret 1846 vendte hjem. Han har skildret denne rejse i Reisebilleder fra Syden, 1847 (omarb. på tysk 1857), og en frugt af den var tillige hans lnscriptiones Græcæ inedilæ, 1847 og afhandlingen De Parthenone eiusque partibus, 1849 hvori han bestemte beliggenheden af Parthenons enkelte rum på en måde som senere har vundet almindelig anerkendelse. Efter sin hjemkomst blev U. udnævnt til lektor i græsk og latinsk filologi og arkæologi (1847). For at udvide sine arkæologiske kundskaber ønskede han at besøge museerne i Paris og London, og trods krigen rejste han i foråret 1848 til Paris hvor han tillige af regeringen havde fået det hverv at påvirke den franske presse til gunst for Danmark. Han oplevede her barrikadekampene under oprøret i juni, men fik ikke megen lejlighed til studier; mere held i denne henseende havde han i London. Han udnævntes 1849 til ekstraordinær og 1850 til ordinær professor og virkede som sådan til udgangen af 1895. Som universitetslærer kom U. gennem en lang årrække til at virke sammen med sin beundrede lærer Madvig. Han manglede dennes metodiske klarhed og videnskabelige stringens, men havde til gengæld en evne til at fremlægge resultaterne af sine studier i en smagfuld og tiltalende form, og arkæologien var han alene om at repræsentere ved universitetet.

U.s videnskabelige virksomhed var meget omfattende og strækker sig både over filologiens og arkæologiens område. Udgaven af Livius' romerske historie (I-IV) som han besørgede sammen med Madvig 1861-66 var væsentlig baseret på Madvigs studier; alene udgav han Theofrasts Characteres med kommentar (1868). Hans hovedværk var den store kommenterede udgave af Plautus' komedier I-V, 1875-87 i hvilken han brød med den på den tid i Tyskland herskende metode i Plautus-forskningen uden dog selv at have arbejdet sig frem til et klart og konsekvent standpunkt til dens indviklede problemer. Talrige afhandlinger af ham findes spredt i Videnskabernes selskabs skrifter og oversigter, i universitetsprogrammer og festskrifter og i tidsskrifter. Nævnes kan Om de Keiser Trajan tillagte Breve til Plinius = Vidensk. selsk. Hist.-philos. Afd. 5.r.III, 1869 hvor han søger at bevise disse breves uægthed, Prøve paa en Fremstilling af Grækernes og Romernes huuslige og private Liv, 1863, Underviisningen hos Grækerne og Romerne, 1865, Om Grækernes og Romernes Huse, 1876, Græsk og romersk Metrik, 1893 hvor han slutter sig til tidligere af Madvig hævdede synsmåder, Den græske Søjlebygnings Udvikling, 1894, Betragtninger over Vilruvii de architectura, 1896 (engelsk udg. 1898) hvor han søger at bevise at et skrift der tillægges Vitruvius (på Augustus' tid) i virkeligheden er flere århundreder yngre, Pergamos, 1897 (tysk udg. 1899). Foruden de tidligere omtalte rejser fik U. gentagne gange lejlighed til at foretage rejser til Syden og Orienten og offentliggjorde herfra livlige og anskuelige rejsebeskrivelser, således Fra en Rejse, 1873, Fra Hellas og Lilleasien, 1883, Nedre-Ægypten, 1889. Under et helt andet område henhører hans levnedsbeskrivelse af Høyen (1872) og udgivelsen af dennes skrifter (MII, 1871-76). Endelig foretog han sammen med slotspræst, senere biskop A.S. Poulsen en revision af oversættelsen af Det nye testamente som udkom 1895.

U. opnåede efterhånden en betydelig anseelse og indflydelse. 1851 blev han medlem af Videnskabernes selskab for hvis historisk-filosofiske klasse han var formand 1878-1905. 1887-1902 var han medlem af Carlsbergfondets direktion. Universitetets rektor var han 1875-76 og 1885-86, efor for Elers' kollegium 1874-93, regensprovst 1876-96. På sin 80 årsdag 1900 hædredes han med et festskrift af elever. – Medlem af rigsdagens folketing var han 1864-66 (Kbh.s 2. kreds). – Da U. i en alder af 75 år havde taget sin afsked fra universitetet begyndte han under friere former at holde arkæologiske forelæsninger for et større publikum og var nu i stand til at tage de emner op som havde særlig interesse for ham. Han fortsatte også sin videnskabelige virksomhed til kort før sin død. I sine sidste leveår førte han på Videnskabernes selskabs vegne tilsyn med de af Carlsbergfondet bekostede danske udgravninger på Rhodos som han omfattede med den mest levende interesse.