N.L. Høyen, Niels Lauritz Andreas Høyen, 4.6.1798-29.4.1870, kunsthistoriker. Født i Kbh. (Trin.), død sst. (Frue), begravet sst. (Ass.). H. voksede op i et jævnt velstillet borgerhjem. Det var faderens ønske at han skulle være forretningsmand, men da han viste ualmindelige evner kom han i Borgerdydskolen i Kbh. og blev student 1816. Efter forældrenes vilje begyndte han et brødstudium, først jura, så teologi, men stærke poetiske og kulturhistoriske interesser tog ham tidligt fangen, og efterhånden modnedes hans ønske om at vælge kunsthistorien som sit fag – et frimodigt valg da denne disciplin endnu ikke havde fundet fast og gyldig form som selvstændig videnskab. H. brød da selv sin vej og søgte uddannelse på egen hånd med lidenskabelig iver. Han læste den sparsomme faglitteratur og granskede indgående de københavnske kunstsamlinger, lærte også adskilligt ved omgang med malere som C. D. Gebauer, J. P. Møller og C. W. Eckersberg; endelig besøgte han en overgang (1821) akademiet som elev i "første Frihaandstegningsskole" og hørte her samtidig forelæsninger over anatomi og perspektiv. Men et længere studieophold i udlandet var bydende nødvendigt, og med støtte i en anbefaling fra den æstetisk dannede kirkehistoriker Jens Møller til hvis hjem H. havde fået adgang opnåede han da 1822 en treårig rejseunderstøttelse af sin far. Efter grundig forberedelse til denne sin egentlige læretid drog H. i sept. s.å. sydpå med Italien som mål; et længere besøg undervejs gjorde han i Dresden, hvor C. D. Friedrich og J. C. Dahl, tillige også kunstskribenten Carus fik betydning for ham og styrkede hans kærlighed til landskabsmaleriet. Det lange ophold i romantikkens Tyskland – godt et år -kom overhovedet i flere henseender til at bestemme hans fremtidige udvikling både som historiker og æstetiker. Hans forskning blev i særlig grad rettet mod middelalderens kunst, navnlig den kirkelige arkitektur som han indgående studerede i en række byer (Meissen, Naumburg, Ulm, Bamberg); det "gammeltyske" (og nederlandske) maleri havde han lært at kende i den berømte Boisseréeske samling, dengang i Stuttgart. Også over for sin samtids romantiske malerkunst i Tyskland stod han overvejende sympatisk, ligeledes over for de nygotiske bestræbelser i bygningskunsten (Schinkel). Goethe havde han opsøgt i Weimar, med Ludwig Tieck trådte han i venskabelig forbindelse. H. har selv vedkendt sig sin gæld til Tyskland i et brev fra sin første romertid i hvilket det hedder at han anså det svundne år for lige så meget værd som hele sit øvrige liv. Hans studier i Rom hvortil han var kommet i nov. 1823 førte ham tilbage til den ældste kristne kunst og åbnede hans blik for antikkens og renæssancens verden; i de hvilestunder hans intense arbejde levnede ham tog han levende del i kunstnerlivet, sluttede sig i dyb beundring nær til Thorvaldsen og vandt i H. E. Freund en ven for livet. For en anden ung kunstforsker, J. M. Thiele, med hvem han foretog en tur til Orvieto, røbede han sin fremtidsplan: at opnå professoratet i kunsthistorie ved akademiet i Kbh. Metodisk dygtiggjorde han sig til sit kald i hjemlandet. Efter at have besøgt Napoli og berejst Sicilien forlod H. Rom i april 1825 og rejste hjem over Firenze, Venedig og Wien; et påtænkt ophold i Frankrig (og Nederlandene) måtte han til sin skade opgive. 12.7.1825 var han tilbage i Kbh. Den begejstrede og veltalende unge lærde vandt hurtigt anseelse i den hjemlige kunstverden, han deltog 1825 i stiftelsen af Kunstforeningen hvis første sekretær han blev, og holdt i vinteren 1826–27 en række forelæsninger på akademiet om den antikke malerkunst, udsendte også 1828 sit første kritiske arbejde, Nogle Bemærkninger over de paa Charlottenborg udstillede Konstsager; men han havde i disse år levet under ret vanskelige ydre vilkår og endogså overvejet at søge et adjunktembede i provinsen. Da imidlertid den lidet duelige filolog Niels Schow der sad inde med professoratet i kunsthistorie og mytologi ved akademiet tog sin afsked herfra 1829, fik H. som en selvfølge dette embede, ingen anden kunne gøre ham rangen stridig. Både denne lærerpost og docenturet i kunsthistorie ved universitetet, hvis første indehaver han blev 1856, beholdt H. til sin død.

Det er H.s største bedrift at have grundlagt det videnskabelige studium af Danmarks ældre kunsthistorie og derigennem at have angivet retningslinjerne for vor senere metodiske kunstforskning på historisk-arkæologisk basis. Et mægtigt rydningsarbejde ventede ham, og han greb det an med luende begejstring og sej udholdenhed, gik ud i marken, berejste hele det danske monarki (med offentlig understøttelse) i årene 1829, 1830, 1832 og 1833, undersøgte systematisk de vigtigste kunstneriske mindesmærker, særlig de middelalderlige kirker, men også herregårde og borgerlige bygninger, gjorde overalt omhyggelige notater, hyppigt også skitser og opmålinger, studerede tillige malerisamlingerne, specielt af portrætter, på de kgl. slotte og adelens gårde, endelig også skulpturarbejderne i kirkerne, inventar og gravminder, og samlede et uhyre fond af førstehånds viden om Danmarks gamle kunst. På grundlag af dette materiale udarbejdede han efterhånden en række bidrag, væsentlig af monografisk karakter, til belysning af vor middelalderlige arkitektur til hvilken han nærede en romantisk kærlighed, og hvis store historiske betydning og æstetiske værdier han højlig forstod at skatte. Af hans arbejder på dette felt skal nævnes: De ældste Partier af Vestervig Klosterkirke (Annaler for nordisk Oldkyndighed, 1840–41), Ribe Domkirke (Dansk Ugeskrift 2.r.II, 1843), St. Knuds Kirke i Odense, betragtet som et Monument i Spidsbuestilen (i H. P. Mummes skrift om denne kirke, 1844), Nogle Bemærkninger om Sorø Kirkes Alder og Bygningsstil (Nyt histor. Tidsskr. I, 1847), Om gamle Forandringer i nogle af vore Landsbykirker (Dansk Maanedsskr. IV, 1856), Aarhus Domkirke (Ny kirkehist. Saml. I, 1857–59), Mariebo Stiftskirke (sst. II, 1860–62), Nogle Bemærkninger om Roskilde Domkirkes Alder og Stil (sst. II og III) og Viborg Domkirke (Danske Mindesmærker I, 1864–68). I hver og en af disse studier har den skolede og skarpsindige forsker fremsat anskuelser der har været udgangspunktet for al senere videnskabelig behandling af de pågældende mindesmærker; og set under ét har disse afhandlinger været absolut skelsættende i vor middelalderarkæologi – det er således H.s fortjeneste at have omskrevet begrebet "romansk stil" i dansk arkitektur, ligesom vigtige punkter i vor gotiks historie her for første gang er blevet drøftet. En sammenfattende fremstilling af dette sit speciale gav H. ikke, vel i forståelse af at tiden dertil ikke var moden; en samling vigtige monografier udgav han fra 1860 sammen med J. Kornerup, J. J. A. Worsaae og andre under titlen Danske Mindesmærker I–II. H., der 1862 var blevet medlem af det s.å. oprettede "særlige Bygningssyn" virkede ivrigt for restaurering af flere af vore middelalderlige kirker (fx i Maribo og Kalundborg); for Viborg domkirkes ødelæggelse 1863ff har han et medansvar, derimod erklærede han sig (i Fædrelandet 1860) for modstander af en genopførelse af det 1859 nedbrændte Fr.borg slot. Til vor middelalderlige plastiks historie har han offentliggjort et enkelt bidrag: om Claus Berg og hans altertavle i Odense (Ny kirkehist. Saml. III, 1865); en vurderende beskrivelse af Hans Brüggemanns altertavle i Slesvig domkirke som han udarbejdede 1829–30, blev publiceret af J. von Schroder 1855.

Den store historiske portrætsamling på Fr.borg slot har haft en afgørende betydning for H.s studium af ældre dansk malerkunst; dens ordning gjorde ham til museumsmand af fag og til landets første egentlige portræthistoriker. Efter flere besøg på slottet rettede han 1829 en stærk kritik mod dette galleris ganske usystematiske karakter, dets sammensætning af gode originaler og slette moderne kopier eller rene fantasibilleder der fortsat fremstilledes, også mod dets ophængning og konservering. Som historiker gjorde H. sig til talsmand for de originale arbejders eneret. Overhofmarskal A. W. Hauch veg klogelig for trykket og optog 1831 H. som medlem af den til ordningen nedsatte kommission hvorefter han i samme og følgende år udarbejdede en kritisk revision der blev godkendt; selve nyordningen af samlingen fandt sted under H.s ledelse 1837 og 1839. Det var en museumsmæssig indsats af stor rækkevidde. Det videnskabelige resultat af H.s portrætstudier findes i hans notebøger; en anden frugt af hans Fr.borg-ophold er den smukke afhandling om slottet (Dansk Ugeskrift I, 1832). Også Den kgl. malerisamling, ved hvilken H. blev inspektør 1839, senere direktør jævnsides med C. J. Thomsen kom til at nyde godt af hans store indsigt og videnskabelige ånd; til Moltkes galleri leverede han et beskrivende katalog (1841). Både ifølge sin stilling og i kraft af sin myndige karakter måtte H. naturligvis komme til at spille en overordentlig betydelig rolle i den hjemlige kunstpolitik og at øve en væsentlig indflydelse på sin tids danske kunst. H.s betydning i sidstnævnte henseende har dog næppe været så indgribende som ofte hidtil antaget. Den æstetik på hvilken han har bygget sin kritiske virksomhed var intet fast begreb, på dette felt var han alt andet end systematiker, stillede sig således bestemt afvisende over for J. L. Heibergs æstetisk-filosofiske metode. Hans aktuelle kunstkritik var heller ikke meget omfattende, det vigtigste er hans fire anmeldelser af kunstudstillingen på Charlottenborg, det allerede nævnte skrift fra 1828 samt Udsigt over det Mærkeligste paa Kunstudstillingen (Dansk Kunstblad 1838), Portrætmalerierne paa Udstillingen (Fædrelandet 15.5.1845) og Foredrag og Indhold i nogle af Malerierne paa Udstillingen (sst. 21.5.1847).

Det er karakteristisk for H. at han i disse recensioner hverken har fremført overvejelser af almindelig æstetisk natur eller har givet sammenfattende karakteristikker af de udstillende kunstnere, som kritiker går han fra billede til billede og bedømmer dem ganske direkte og subjektivt, en udpræget "Kunstkender"-kritik, ikke sjældent af en temmelig smålig art. Men selv om H. ikke i sine kritikker hæver sig til almene synspunkter er det dog meget vel muligt gennem dem både at lære adskilligt om hans æstetiske opfattelse og ikke mindst om dennes udvikling. I anmeldelsen 1828 viste H. sig stærkt bunden af den før-Eckersbergske tradition (J. L. Lund roses stærkt) og umiskendelig præget af sine tyske indtryk; historiemaleriet fremhæves således fremfor dagliglivsbilledet, og landskabsmaleriet nyder (mærkeligt nok) ikke hans gunst. Men i 1830erne ændres hans opfattelse, han fjerner sig fra den romantiske idealisme i dens tyske form og viser stigende forståelse for realismen i samtidens danske malerkunst; at dette omsving – der manifesterer sig i udstillingskritikken 1838 ved en stærk interesse for genrebilledet og en fuld anerkendelse af den Eckersbergske retnings betydning – er fremkaldt netop af denne retning (måske specielt af den unge V. Marstrands arbejder), må anses for givet. I de følgende år forarbejder da H. sine indtryk og formulerer sine krav til den nationale realisme der var en forklædt romantik, henviser kunstnerne til at opdyrke folkelivsbilledet og skildre det danske landskab for derigennem at vinde forståelse af nordisk oldtid; og han giver tillige den rene romantik i folkelig-national retning sin velsignelse, idet han begejstret støtter Freunds og Constantin Hansens arbejde med nordisk-mytologiske motiver. Den nye kunstretnings program havde H. forkyndt i sit foredrag 23.3.1844 i Skandinavisk selskab: Om Betingelserne for en skandinavisk Nationalkunsts Udvikling, dets tilhængere organiserede han i det af ham selv (1847) stiftede Selskab for nordisk kunst. H. var således snarere blevet ført med i tidens nationale kunstbevægelse end han ledede den, han gjorde sig til dens talsmand, støttede den med sin autoritet og begejstring og blev efterhånden dens fører. Han øvede dette sit kald med en nidkærhed og tog overhovedet parti med en klarhed der ofte fik karakteren af snæversind. Da hans kunstindstilling ikke nævneværdigt forandrede sig i tidens løb – således stod han fremmed over for det bedste i samtidens franske kunst som han havde lært at kende i Paris 1836 –, kom han ved sin magtstilling i nogen grad til at bære ansvaret for dansk malerkunsts isolering efter århundredets midte.

Som lærer i videre forstand har H. virket meget stærkt ved sin lærdom, sit friske syn og sin djærve menneskelighed; efter samtidige udsagn var han en mageløs taler der i timevis kunne fastholde sine tilhørere på akademiet eller i de foreninger hvis gæst han ofte var. Hans store betydning som faglærer har hans elever Julius Lange (der 1866 tog den første magisterkonferens i kunsthistorie ved universitetet) og Jacob Helms erkendt med varme ord

Familie

Forældre: brændevinsbrænder, senere brygger Anders Larsen H. (1762–1831) og Inger Margrethe Schrøder (1763–1847). Gift 8.4.1832 i Kundby med Edele Birgitte Westengaard, født 30.4.1799 i Kundby, død 27.9.1883 i Kbh. (Frue), d. af sognepræst, senere provst Otto W. (1763–1835, gift 1. gang 1788 med Edel Birgitte Heiberg, 1773–92) og Anna Kirstine Lange (1773–1834).

Udnævnelser

R. 1840. DM. 1867.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af Ernst Meyer, 1824, raderet af samme 1825. Tegn. af H. V. Bissen, 1825 (glyptoteket). Formentlig afbildet på tegn. af D. W. Lindau, 1825 (Fr.borg). Litografi 1830. Mal. af J. L. Lund, 1832 (Fr.borg; Kbh.s univ.). To tegn. af P. C. Skovgaard (Kgl. bibl.), den ene, 1838, gengivet i træsnit. Herme af H. V. Bissen, 1841 (St. mus.; glyptoteket). Buste af samme s.å. (Fr. borg), i marmor 1853, og bronze (St. mus.), forstørret gengivelse af H. V. Bissen, 1898 (1899 foran St. mus.). Tegn. af H. V. Bissen (kobber-stiksaml.). Afbildet på S. Schacks mal. 1843 af salvingen 1840 (St. mus.), på tegn. af P. C. Skovgaard, 1843 (kobberstiksaml.), på tegn. af samme af den Stampeske kreds (Thorvaldsens mus.) samt på J. Sonnes frise 1846–48 (på Thorvaldsens mus.) og på sammes tegn. af Thorvaldsens hjemkomst. Tegn. af J. Th. Lundbye, 1844 (Hirschsprung). Mal. af Constantin Hansen, 1853 (Fr.borg) og 1855 (Nordjyllands kunstmus.). Afbildet på mal. af P. C. Skovgaard, 1854. Mal. af W. Marstrand, 1868 (St. mus.), tegn. dertil og andre tegn. af samme; mal. litograferet af P. Gemzøe, 1870. Træsnit 1869, samme type i træsnit af H. P. Hansen og i litografi 1870. Tegn. af P. S. Krøyer 1870 og 1874, sidstnævnte skåret i træ af F. Hendriksen, 1876. Tegn. af J. V. Gertner (Fr.borg). Karikaturtegn, af N. Habbe. Silhouet. Karikatur (Kgl. bibl.). Radering af C. C. Andersen, 1880. Afbildet på mal. af Joakim Skovgaard, 1886, efter P. C. Skovgaard (Skovgaardmus., Viborg). Min. og pastel af H. C. Vantore. Foto.

Bibliografi

Udg. N. L. H.: Skrifter I–III, udg. J. L. Ussing, 1871– 76.

Kilder. N. L. H. i Italien 1823–25. Rejsebreve, udg. Erik Drigsdahl, 1974 = Kilder til da. kunsthist. III. Lit. J. L. Ussing: N. L. H.s levned m. bilag af breve I-II, 1872. Jul. Lange: Nutidskunst, 1873 84–103. Samme: Udv. skr. III, 1903 207–18. Ph. Weilbach i Kunstbl., 1898 159–69. Jacob Helms sst. 169–77 239–41. Johs. Fibiger: Mit liv og levned, 1898 165–74 357. Leo Swane i Tilskueren, 1908 730–44. Just Mathias Thiele: Af mit livs årbøger I, 1917 132. Troels-Lund: Et liv, 1924 354–58. Else Kai Sass i Århus stiftstid. 9.4.1954. Samme i Ord och bild, Sth. s.å. 457–72. Flemming Madsen i Berl. aften 21.3.1957.

Papirer i Kgl. bibl. og Nationalmuseets og kunstmuseets arkiver.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig