J.M. Hollard Nielsen

J.M. Hollard Nielsen, Johan Moses Hollard Nielsen, Georg Hollard Nielsen, 19.7.1804-17.2.1870, litterat. Født i Odense, død på Almindelig hospital i Kbh. Under sin opvækst i Odense blev H. protegeret af guvernøren, prins Christian (VIII). Han kom på Skaarup seminarium og dimitteredes herfra 20 år gammel med topkarakterer. Allerede to år forinden havde han udgivet sin første digtsamling. 1828 blev han student fra Nyborg lærde skole og regnedes sammen med H. C. Andersen, A. L. Arnesen og F. J. Hansen til sin årgangs "fire store Poeter". Under fattige kår og med afbrydelser kæmpede han sig 1840 frem til en latinskjuridisk embedseksamen og blev nu af sin gamle velynder, den nye konge Christian VIII der havde understøttet ham i hele studietiden, engageret til at bekæmpe den stadig mere åbenmundede politiske opposition. Allerede på dette tidspunkt synes en art maniodepressiv sygdom at være brudt ud, ledsaget af tiltagende drikfældighed. H. skiftede brat mellem forfølgelsestanker og helt urealistiske meninger om sine egne egenskaber og muligheder. 1841 debuterede han som politisk skribent med Karakteerbog for Oppositionsbladene I–II, 1841, og Polemiske Blade I–11, 1841 – sidstnævnte redigeret sammen med H. J. Trojel. Hans hovedindsats som kongens forsvarer blev udgivelsen af Dansk Ugeskrift for alle Stænder der udkom 1841–42 med bistand af H. J. Trojel og H. K. Rask. Bladet fik ikke den forventede succes og efter en indre magtkamp måtte H. afstå privilegiet i december 1842 til J. L. Boetius der fortsatte foretagendet under navnet Aftenbladet. Også herefter modtog han kongelig understøttelse, uden dog at yde noget vederlag. Først i 1855 lykkedes det Frederik VII's privatsekretær Carl Berling at slette ham fra gratifikationslisten. Han havde da genoptaget sit forfatterskab der aldrig nåede ud over epigoneriet og efterhånden fik mere og mere deliristisk karakter. Da hans ydre position forfaldt gled han over til at blive en københavnsk gadeoriginal. Hans indre redning blev den tvangstanke at han var prins af det franske kongehus Valois (uddødt 1589). I henved tyve år dyrkede han denne fikse idé og forlod ikke Kbh. uden at meddele udenrigsministeriet og det franske gesandtskab at de kunne være rolige for at han dog ikke i sit fravær ville bemægtige sig den franske trone. Han hutlede sig igennem ved almisser og ved at kolportere egne værker til bønder i Kbh.s omegn. En februarmorgen fandt man en af de fire store poeter, Christian VIIIs pennefører stivfrossen på sit fattige logi, og man bragte ham til Almindelig hospital hvor han døde.