J.P. Mynster, Jakob Peter Mynster, 8.11.1775-30.1.1854, biskop. Da Mynsters forældre døde tidligt, blev han opdraget i sin stedfars, professor F.L. Bangs hus. Han fandt her en betrygget tilværelse, men den åndelige atmosfære i dette bød ikke en natur som M.s gunstige udviklingsmuligheder, fordi Bang repræsenterede en bornert pietisme der på mange måder lagde et tryk over det daglige liv, hvad der bl.a. gav sig udtryk i kedsommelige aftenandagter som snarere modvirkede end fremmede deres hensigt. Alligevel havde de unge i det Bangske hus betydelig frihed til at bruge deres tid som de ville, og deres uddannelse foregik temmelig planløst. Hovedsagelig blev Mynster undervist af huslærere, men gik dog også en tid i Vor Frue skole. 1790 dimitteredes han til universitetet og bestemtes til det teologiske studium, da han blev anset for at være for dum til at blive læge. Mynster gik til sit studium uden dybere følelse eller interesse, heller ikke fik han synderligt udbytte af de forelæsninger han hørte, men takket være sine glimrende evner tog han allerede 1794, kun nitten år gammel, teologisk attestats. Langt vigtigere end studiet var i disse år samlivet med den ældre bror O.H. Mynster og hans vennekreds, hvoriblandt fandtes mænd som H. Laub, C. Heger, H. Steffens o.l. Skønt Mynster som den yngre måtte spille en mindre fremtrædende rolle i denne kreds, og skønt han på grund af sit følsomme, sårbare sind led under de andres overlegenhed, var det dog af stor betydning for ham at overvære vennernes livlige drøftelse af dagens spørgsmål. Som helhed var kredsen udpræget radikal, dens hovedinteresser var filosofi og æstetik, og også Mynster blev påvirket af tidens deisme og begejstring for den franske revolutions frihedsidealer.

Allerede før attestats var M. antaget som huslærer for grev Joachim Godske Moltkes eneste søn, Adam Wilhelm Moltke. Om vinteren levede familien i København, om sommeren på Bregentved, begge steder meget isoleret. Gennem otte år underviste M. den unge greve i næsten alle fag, en opgave han løste med stor dygtighed og til faderens fulde tilfredshed; samtidig fandt han lejlighed til at fortsætte sin egen uddannelse særlig i æstetisk, historisk og filosofisk retning. Da han pintes af religiøs tvivl, kastede han sig ud i et flittigt studium først af Immanuel Kant, siden af romantikkens filosoffer (især F.H. Jacobi og F. Schelling). Han forsøgte sig også med selvstændig produktion, vandt 1799 universitetets guldmedalje for en pædagogisk afhandling. Som belønning for M.s indsats som huslærer blev han 1801 kaldet til et større præstekald på Vemmetofte gods, Spjellerup og Smerup, hvorover grev Moltke kunne disponere, men endnu måtte han i fem fjerdinger blive i grevens hus for at føre sin elev op til de to første universitetseksaminer.

I november 1802 drog Mynster ind i Spjellerup præstegård, uden større forhåbninger til fremtiden. Han følte ingen lyst til præstegerningen, og i hans sind herskede ofte en dyb melankoli; især pintes han under savnet af en hustru der kunne skænke ham den kærlighed hans hjerte tørstede efter, og af længsel efter en passende virkeplads for sine evner; religiøst var han ikke afklaret, han troede ikke på den historiske kristendoms sandhed, men opfattede de bibelske beretninger nærmest blot som en poetisk iklædning, bag hvilken der lå værdifulde sandheder. I længden føltes dette standpunkt dog utilfredsstillende, og Mynster førtes igen ind i en stærk gæringsperiode der nåede sin foreløbige afslutning da han 1803 oplevede det gennembrud som efter hans eget udsagn kom til at danne vendepunktet i hans liv, og som nok i høj grad skyldtes påvirkningen fra H. Steffens der for Mynster skal have haft en lignende betydning som den han fik for Adam Oehlenschlägers poetiske gennembrud. Først som gammel nedskrev Mynster beretningen derom i Meddelelser om mit Levnet som først udkom efter hans død, men den kan indirekte bekræftes gennem mange tidligere udtalelser. Gennembruddet forløb i to stadier, et alment etisk-religiøst og et kristeligt. Da han en sommeraften 1803 læste i et skrift af Jacobi, vandt han pludselig på uforklarlig vis en urokkelig overbevisning om, at det i alle ting gjaldt at lyde samvittighedens røst i sit indre og "ganske, uden Forbeholdenhed" bøje sig for Guds vilje også i de kår han beskikkede den enkelte. Denne overbevisning fyldte ham med en hidtil ukendt fred, og fra denne almenreligiøse oplevelse førtes han i den følgende tid under et fornyet bibelstudium og læsning af Luther – om end langsommere end hans "Meddelelser" lader formode – til overbevisning om de bibelske beretningers sandhed og tilegnelse af den lutherske kristendomsopfattelse, med afvisning både af rationalismens og romantikkens skriftforståelse. I det væsentlige afklaret foreligger dette standpunkt i hans berømte (Spjellerup-) prædikener (I, 1810; II, 1815) der kendetegnes ved deres apologetiske tendens og psykologiske forståelse. Han havde nu vundet et stade som han i alt væsentligt bevarede hele livet; han kunne med frihed overskue tidens forskellige bevægelser og retninger, og han var skikket til at være vejleder for andre der havde bevæget sig ad de samme baner. – Også i andre henseender blev Spjellerupårene en rig grotid for Mynster Han udvidede sin betydelige almendannelse ved alsidig læsning og tilegnede sig solide teologiske kundskaber. Snart efter gennembruddet begyndte han også at træde frem for en større kreds som forfatter. Foruden anmeldelser og andre mindre ting kan især nævnes hans kritik af biskop P.O. Boisens liturgiforslag (1806) hvori han viste sig konservativt orienteret, og et par afhandlinger i de videnskabelige forhandlinger ved Sjællands stifts landemoder; navnlig Om den Kunst at prædike, 1812, blev bekendt. Personlig havde han i disse år stort udbytte af tankeudvekslingen med sin nabopræst, provst W.F. Engelbreth i Lyderslev, ligesom han fandt megen trøst og oplivelse ved brevskiftet med sin sjæls veninde, Kamma Rahbek.

Mynster følte snart at hans rette plads ikke var i Spjellerup, og trods vennernes råd søgte (og fik) han 1811 det residerende kapellani ved Vor Frue kirke i København 1826 blev han hofprædikant og 1828 kongelig konfessionarius samt hof- og slotspræst. Med Mynsters komme til hovedstaden begynder i virkeligheden et helt nyt afsnit af Københavns kirkehistorie. Fra først af forstod Mynster at samle en talrig tilhørerskare (i Trinitatis kirke som 1807-29 måtte give rum til Frue menighed), og i løbet af ganske få år fremkaldte han en strømkæntring i tidens åndelige liv. Først og fremmest virkede Mynster som prædikant. Ved sin afgjort bibelske, supranaturalistiske forkyndelse dannede Mynster en modsætning til den herskende rationalisme, men brød aldrig fuldstændigt staven over denne retning – han anså den blot for en fattigere, mere udtyndet kristendomsopfattelse der kunne udvikles til samme fylde som hans egen. Netop derved blev han for mange den, der lempeligt banede vej for en gradvis overgang fra et rationalistisk til et kirkeligt standpunkt. Ikke mindre stærkt virkede de formelle sider ved hans prædiken: det ædle, rene sprog, de skønne billeder, den værdige holdning og velafpassede gestikulation gjorde et dybt indtryk på samtiden. Intet under derfor, at særlig hovedstadens intelligens i stort tal samledes om hans prædikestol. Blandt hans tilhørere fra disse år kan nævnes filosoffen Niels Treschow, A.S. Ørsted, Kamma Rahbek og Thomasine Gyllembourg og en lang række teologistuderende, hvoraf mange senere vandt bekendte navne (H.L. Martensen, C.T. Engelstoft, J.B. Daugaard, G.P. Brammer, J. H. Lautrup, Ludvig Zeuthen, C.H. Kalkar o.fl.). Nævnes må også den gamle hosekræmmer Michael Pedersen Kierkegaard og hans sønner, Peter Christian og Søren, der begge blev konfirmeret af Mynster På den anden side blev Mynster især i de første år betragtet med en vis mistro af sine ældre embedsbrødre som fandt hans prædikener for "mystiske", ligesom det omvendt kunne hænde at han fik ondskabsfulde breve fra pietistiske kredse som betvivlede hans rettroenhed.

På mange måder blev der i disse år lagt beslag på Mynsters arbejdskraft. 1812 blev han docent i psykologi ved pastoralseminariet og s.å. meddirektør ved dette; 1814 udgav han den revision af Luthers lille katekismus, som autoriseredes til brug i skolerne, samme år var han blandt medstifterne af Det danske bibelselskab og indtrådte 1815 i dettes bestyrelse, 1815 blev han medlem afkommissionen for en revision af Det nye testamentes oversættelse og endelig 1817 medlem af den kongelige direktion for universitetet og de lærde skoler. Det var ganske enestående at en kapellan kunne blive medlem af et regeringskollegium der havde direkte referat til kongen, og det skaffede ham en del misundere og fjender. Navnlig gjorde hans stilling som universitetets overordnede ham ikke elsket i akademiske kredse. Særlig interesse nærede Mynster som gammel pædagog for de lærde skoler, men hans store og fortjenstfulde virksomhed til bedste for dem hæmmedes i nogen grad af de slette økonomiske forhold i tiden.

Med stor bestemthed kæmpede han livet igennem for at bevare den klassiske dannelse. Vidnesbyrd om hans nidkærhed og personlige arbejdsindsats for skolernes vel findes i stort tal i direktionens arkiv. – Også i tidens litterære forhandlinger tog Mynster jævnligt del. 1824 blev han indblandet i den filosofiske fejde med professor F.G. Howitz, over for hvis determinisme Mynster brød en lanse for den frie vilje. For den teologiske doktorgrad havde Mynster efter indbydelse disputeret 1815 med afhandlingen De ultimis annis muneris Apostolici a Paulo gesti Disqvisitio, og 1825 udgav han et udvalg af sine teologiske arbejder under titlen Kleine theologische Schriften. 1834 blev Mynster biskop over Sjællands stift, og i de følgende tyve år var han den danske kirkes primas. Som biskop viste han sig som en fremragende administrator. Efter A.S. Ørsteds ord røgtede Mynster den borgerlige side af bispegerningen med en nøjagtighed og hurtighed som stod på højde med de dygtigste verdslige embedsmænds. Hans interesse for det administrative kom tydeligt frem under hans flittige visitatser rundt i stiftet. Som det fremgår af hans fyldige optegnelser fra disse rejser opfattede han tilsynsgerningen som den kæreste del af sit embede, og langt op i sin høje alder gennemførte han de ofte anstrengende visitatser i kirker og skoler med aldrig svigtende omhu og ikke ringe hårdførdhed. Som biskop var Mynster en afgjort forkæmper for overleverede værdier og former, og med årene kom han til at stå som en mere og mere ubøjelig statskirkemand. Intet har skadet Mynsters eftermæle som denne stive konservatisme der også bragte ham i adskillige konflikter med samtiden.

Så længe Frederik VI levede var Mynsters kirkepolitiske indflydelse på sit højdepunkt, men derefter blev hans stilling væsentlig ringere, og han havde selv vanskeligt ved at forsone sig med at tiden var blevet en anden. Særlige vanskeligheder voldte forholdet til N.F.S. Grundtvig og hans tilhængere. Mynster og Grundtvig var beslægtede, havde kendt hinanden fra ungdommen, men ikke stået hinanden nær. Grundtvigs forsøg på en tilnærmelse 1812 mislykkedes ganske og affødte blot en brevveksling som på interessant måde belyser deres forskelligartede temperament og livsopfattelse, og fra da af betragtede Mynster Grundtvig med en dyb personlig antipati som blev stadig mere uovervindelig. Grundtvigs skiftende standpunkter var Mynster i høj grad imod, hans ubeherskede polemik frastødte ham ikke mindre, og han manglede ganske blik for det storladne ved Grundtvigs personlighed og livsværk, lærte fx aldrig at skatte hans salmedigtning. Mens M. teologisk stod Grundtvig nærmere end H.N. Clausen ville han dog under kirkekampen 1825ff ikke stille sig ved hans side, men tog afstand fra begge parter, især dog fra Grundtvig, i en prædiken Om den christelige Viisdom. J.C. Lindberg optræden i de følgende år med angreb på Mynsters katekismerevision bidrog yderligere til at øge hans forbitrelse mod den grundtvigske bevægelse -"partiet" som han kaldte den – og ikke mindst hans private breve fra denne periode er oplysende med hensyn til hans hårde bedømmelse. Forholdet tilspidsedes yderligere da Mynster i stænderforsamlingen 1838 bestemt og sejrrigt gik imod de grundtvigske ønsker om sognebåndsløsning, og samme år indtrådte et personligt brud, idet Mynster ved en meget skarp erklæring bevirkede at Grundtvig fik afslag på sin ansøgning om at holde altergang og konfirmation i Frederikskirken. Modsætningen skærpedes i den følgende tid ved forhandlingerne om en ny alterbog og et nyt ritual som det 1837 var overdraget Mynster at udarbejde. Efter at have rådført sig med nogle enkelte kirkemænd udsendte Mynster 1839 Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark, og samme år nedsattes en kommission til at give det dets endelige form. Samtidig åbnedes en livlig litterær forhandling herom. I denne tog også Grundtvig del (1839) med sit Frisprog mod H. H. Hr. Biskop Mynsters Forslag til en ny forordnet Alterbog, et heftigt fejdeskrift hvori han ikke blot – som de fleste andre – ankede over Mynsters forandring af ritualet ved dåben, men angreb næsten hver eneste linje i forslaget. Mynster tog til genmæle i Oplysninger angaaende Udkastet til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark, 1840. Han havde let ved at påvise Grundtvigs ensidighed og overdrivelser, men faktisk bidrog denne kritik i høj grad til at styrke den almindelig modvilje mod det nye forslag som nu blev henlagt. Det var Mynster en dyb skuffelse, og fra nu af tabte han lysten til kirkeligt reformarbejde, men modsatte sig desto ivrigere de forslag der kom fra andre sider.

Som nævnt blev Mynsters stilling svagere under Christian VIII. Han nærede ikke samme dybe veneration over for den nye konge som over for Frederik VI, og som enevældens og den overleverede kirkeligheds trofaste søn ængstedes han over tidens stadig stærkere politiske og religiøse frihedskrav. Det viste sig også i stænderforsamlingerne (i Roskilde), hvoraf Mynster til liden glæde for sig selv var medlem 1835-36, 1838, 1840, 1842 og 1844, og hvori han havde en del kampe med de liberale, og det viste sig på kirkelig grund hvor nye rørelser ville gøre deres ret gældende. Blandt disse var den gudelige forsamlingsbevægelse der i mange egne havde fast tilhold hos befolkningen. Nogen ensartet fremgangsmåde over for dens tilhængere var verdslige og gejstlige autoriteter ikke nået frem til. Fra gejstlig side enskede man ofte at holde på streng anvendelse af konventikelplakaten af 13.1.1741. Mynster så ikke med sympati på dette lægmandsrøre og forstod ikke den religiøse trang der havde affødt det. Han var dog betænkelig ved at gå med til en "rigorøs" overholdelse af konventikelplakaten der efter hans mening blot på en lempelig måde skulle hævdes som et regulerende hjælpemiddel, og han ville ikke med magt hindre de gudelige forsamlinger. Stod de under tilsyn (og ledelse) af præsterne som de på ordentlig vis beskikkede lærere, kunne der forventes god frugt af forsamlingerne, men de burde ikke lades i hænderne på lægfolket alene, og især måtte der våges over, at ikke omrejsende prædikanter (J.C. Lindberg) vandt indgang. Mynster indtog således i realiteten et mæglende standpunkt, men flere betænkninger og talrige udtalelser i hans visitatsdagbøger viser hans principielle uvilje over for forsamlingslivet både af borgerlige og kirkelige grunde. Han frygtede, at flere og flere derved skulle forledes til for "fordærvelige Grublerier at forsømme deres jordiske Kald", men ankede også over at den lutherske kirkes hovedlærdomme blev fremstillet på en ensidig eller vrang måde. Endelig fandt han, at der ofte bestod en indre sammenhæng mellem forsamlingsbevægelsen og tidens almindelige tendens "til at trodse Øvrigheden".

Skarpere optrådte Mynster over for baptisterne som fra 1839 fandt jordbund hos de vakte. Da der ikke var religionsfrihed i landet holdt Mynster på, at baptisterne ikke måtte optræde som samfund, og at deres børn skulle døbes og konfirmeres i den lutherske kirke. Mynster fandt oprindelig støtte i kancelliet, men det viste sig at det ikke længere var muligt ved den borgerlige øvrigheds hjælp at gennemføre et religiøst tvangsregimente. Under sagens videre behandling stod både kancelliet og biskopperne delt, og Christian VIII tillod da (23.12.1842) baptisterne at forsamle sig og nyde nadver, men deres børn skulle døbes i statskirken. Denne afgørelse bragte dog ikke ro. Baptisterne satte sig til det yderste til modværge over for tvangsdåb af deres børn, og en del præster med P.C. Kierkegaard i spidsen støttede dem. Også blandt Mynsters nærmeste tilhængere rejste der sig en afgjort opposition mod tanken om tvangsdåb, og trods Mynsters og P.C. Stemanns fastholden ved det strengt juridiske synspunkt tilkæmpede baptisterne sig faktisk den religionsfrihed som formelt blev dem tilstået 1849.

Det var Mynster bittert at se sig forladt i denne sag også af sine venner, men han skulle få flere lignende oplevelser, således i salmebogssagen. Mynster var ikke – som adskillige i datiden – stemt for, at Nicolai Edinger Balles evangelisk-kristelige salmebog skulle afløses af en helt ny, men fandt dog et "tillæg" ønskeligt, og 1842 approberedes det, at dette skulle tilvejebringes af ritualkommissionen. Imidlertid havde Københavns præstekonvent på egen hånd begyndt at udarbejde en afløser af hele den gamle salmebog og androg kongen om, at arbejdet med det Mynsterske tillæg indtil videre blev stillet i bero. Det lykkedes ikke at opnå dette, men konventet lod ved en komité udarbejde forslag til en helt ny salmebog der i høj grad var præget af Grundtvig. Mynster var meget forbitret over denne indgriben, men havde den tilfredsstillelse at stemningen i konventet slog om, så det kasserede komiteens arbejde. Mynster havde i flere betænkninger bekæmpet dette forslag og fik 1847 kongelig resolution for, at det udarbejdede prøvehæfte ikke måtte bruges som officielt tillæg til salmebogen. Hans eget "tillæg" var blevet approberet 1845.

Også i en anden sag kom M. på kant med konventet, fordi det anbefalede et forslag af H.N. Clausen om oprettelsen af en fælles overbestyrelse for kirke og skole. Mynster var imod dette forslag, som også blev skudt til side, men han nærede længe bitre følelser mod konventerne der egenmægtigt tillod sig at optræde som repræsentanter for den gejstlige stand.

Mens Mynster indtil 1848 til en vis grad formåede at holde igen over for reformer han ikke anså for ønskelige, stillede forholdene sig anderledes efter demokratiets indførelse. Mynster var (kongevalgt) medlem af den grundlovgivende rigsforsamling og stemte imod forslaget om en grundlov. Under forhandlingerne om paragrafferne om kirken havde han ikke held til at få sine formuleringer sat igennem. Efter 1849 så han det nærmest som sin opgave at svække de reformbestræbelser der mere og mere gjorde sig gældende. Han blev formand for den 1853 nedsatte kirkekommission, men døde umiddelbart efter. Hans død gav i øvrigt tegnet til det store omslag i bedømmelsen af Mynster. Mens han hidtil, alle divergenser til trods, i en sjælden grad havde dannet et ærefrygtindgydende midtpunkt i det danske folk, beundret og agtet af de forskelligste kredse, fulgte 1854-55 Søren Kierkegaards enestående voldsomme angreb på Mynster både som personlighed og som den ypperste repræsentant for den herskende statskirkelighed. Så stærkt har den kierkegaardske karikatur af Mynster som en nydelsessyg, blødagtig prælat, "kun stor som Declamator" virket, at den i forbindelse med de følgende perioders afstandtagen fra Mynsters aristokratiske, konservative holdning har medført, at det gængse Mynsterportræt hos næsten alle tilhængere af vækkelsesretningerne og af de politisk og kulturelt liberale bevægelser har båret ganske fortegnede træk. Først gennem 1900-tallets studier er det lykkedes med større objektivitet at vinde klarhed over Mynsters personlighed og ejendommelige plads i dansk åndsliv.

Mynsters betydning kan ikke ensidigt forstås ud fra hans virksomhed som kirkelig embedsmand eller som kirkepolitiker. Først og fremmest var han en åndspersonlighed af stort format der på mange måder prægede tidens kulturliv i dets hele bredde. Jævnsides med hans omfattende udadvendte gerning som præst og biskop gik en livlig litterær virksomhed på forskelligartede områder. Til sin høje alder elskede han fremfor alt de stille studietimer, og til det sidste var det hans lyst at optræde som forfatter. Gerne deltog han også i øjeblikkets forhandlinger om vidt forskellige spørgsmål, dog især af filosofisk og teologisk art. Af hans filosofiske forfatterskab kan foruden indlæggene med F.G. Howitz nævnes hans Grundrids af den almindelige Psychologie, 1830, Bidrag til Læren om Drifterne, 1827 og Om Hukommelsen, 1849. I teologien dyrkede han især eksegese, isagogik og kirkehistorie. Værdifulde er navnlig hans afhandlinger Om Justinus Martyrs Brug af vore Evangelier, 1809 og Om Forfatteren af Brevet til de Hebræer (efter Mynsters opfattelse Silas), 1808. Fra Spjelleruptiden havde Mynster haft den plan at skrive de første århundreders kirkehistorie. Det lykkedes ham ikke at gennemføre dette, men rundt om, bl.a. i flere latinske bispevielsesprogrammer, lod han i årenes løb trykke forarbejder hertil. De vidner om hans umiskendelige talent for historisk fremstilling som også præger det skønne mindeskrift om hans svigerfar, biskop Fr. Münter (1833). Historisk vigtig er ligeledes undersøgelsen Om de danske Udgaver af Luthers lille Katechismus, 1835 (2. udg. 1837). Den systematiske teologi var stadig genstand for hans overvejelser. Han har på dette område udgivet afhandlinger om Udvikling af Begrebet Tro, 1821 og Om Begrebet af den christelige Dogmatik, 1831; det selvstændigste dogmatiske arbejde Ueber das allgemeine Reich Christi udkom først efter hans død. Det samme var tilfældet med hans historisk og psykologisk lige værdifulde selvbiografi Meddelelser om mit Levnet, 1854. Den største part af hans mindre arbejder foreligger samlet i Blandede Skrivter I-VI, 1852-57.

Størst betydning vandt Mynster dog som prædikant. Foruden de nævnte Spjellerup- Prædikener (4. opl. 1848) og talrige enkeltvis udgivne taler og prædikener udkom 1823 en postil Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret I–II (4. opl. 1845), 1846-53 hvert år en prædikensamling, endvidere foreligger Taler ved Præste-Vielse I-III, 1840-51 og Kirkelige Leiligheds-Taler I–II. 1854. Hertil kommer hans berømte Betragtninger over de christetige Troeslærdomme I–II, 1833 (4.opl. 1855), tidens mest yndede andagtsbog der hviler på et grundlag af prædikener. Især ved disse skrifter har Mynster vundet en plads som klassisk dansk prosaist. Hans prædikener fra de senere år har sammenlignet med dem fra Spjelleruptiden et stærkere bibelsk og positivt-kristeligt præg, men helhedsstandpunktet og grundstemningen er den samme: fra betragtningens stade taler Mynster til den enkelte, hvem han vil føre til en kristendom der i lige grad henvender sig til følelse, fornuft og vilje, og som vil lære mennesker med troskab at røgte deres jordiske kald. Han er afgjort "skriftteolog", og "Ordet" (også som bærende i sakramenterne) er ham det første og sidste. Derimod er hans kirkebegreb ikke stærkt udviklet, og som den udprægede individualist han var stod han uden dybere forståelse for det menighedsliv som var ved at spire frem.

Når han blev en så bestemt forkæmper for den gamle statskirkes overleverede former, skyldtes det især at han fandt at disse bød det bedste værn for den enkeltes religiøse frihed og udvikling. Mens Mynster på mange områder fandt skarp modstand, kunne næsten alle mødes i beundring for ham som ordets forkynder, og gennem sine prædikener og betragtninger skabte han for mere end et par menneskealdre en særlig fromhedstype i dansk kirkeliv. Hertil bidrog også hans personlighed som trods alt i en sjælden grad virkede midtpunktsamlende. Harmonisk og helstøbt, fast indtil det ubøjelige og dog følsom og følelsesfuld bag det afmålte væsen, pligttro til det yderste, alsidig af evner og præget af en usædvanlig fyldig almendannelse virkede han imponerende også på dem der tog afstand fra hans stive statskirkelighed og urokkelige politiske konservatisme, og som ikke kunne forlige sig med hans bitre sind over for modstanderne, dem han ikke skånede med sin hvasse tunge. Øjenvidner har gang på gang levende skildret den "apostolske" højhed der hvilede over Mynsters hele ydre fremtræden og det er hævet over al tvivl, at han i kraft af sin ånd og sin karakter har øvet en dybtgående indflydelse på mennesker af den mest forskellige støbning. Han har i høj grad bidraget til at forme kulturlivet i 1800-tallets Danmark, han har påvirket vide kredse, og han har dannet den enkelte.

Rang i 1. klasse nr. 13 1847. Ordensbiskop 1834. Medlem af Videnskabernes selskab 1819.

Familie

Blev født i København (alm. hosp.), død sammesteds (Frue) og begravet sammesteds (Ass.). Forældre: inspektør ved det kgl. Frederiks hospital, kammerråd Christian Gutzon Peter Mynster. (1741–77) og Frederikke Nicoline Christiane Ring (1749-79, gift 2. gang med hospitals-medicus, senere etatsråd og professor, dr.med. F.L. Bang, 1747-1820). Gift 21.7.1815 i Kbh. (Frue) med Maria Frederica Franzisca (Fanny) Münter, født 29.9.1796 i Kbh. (Petri), død 5.7.1871 sst. (Frue), d. af biskop, dr.phil. & teol. Friederich Münter. (1761-1830) og Maria E. Krohn (1771-1842). - Far til C.L.N. Mynster. Bror til O.H. Mynster.

Udnævnelser

R. 1815. DM. 1826. K. 1828. S.K. 1836.

Ikonografi

Klippet silhouet (Bakkehusmus.). Mal. af J.L. Lund, efter dette kopi (Spjellerup k.). Flere tegn. af samme (Kgl. bibl.), forarbejder til litografi af N. Simonsen. Mal. af Constantin Hansen, 1831 (Bakkehusmus.), efter dette stik af E. Eckersberg, 1832, af A. Hansen, 1839, og af G. F. L. Jaquemot, 1845. Mal. af C. A. Jensen udst. 1833 (Fr.borg), litograferet af A. Kaufmann 1833 samt 1840. Mal. af J. Roed udst. 1833. Litografi af N. C. Kierkegaard. Buste af H. V. Bissen 1835-36 (St. mus.; glyptoteket; Kgl. bibl.), efter denne buste af V. Bissen, 1898 (Fr.borg). Mal. af C. A. Jensen, 1840, brændt på Fr.borg 1859, litograferet bl.a. 1842. Mal af J. V. Gertner, 1842 (bl.a. Fr.borg), forarbejde til tegn. 1846 af salvingen 1840 (Rosenborg). Flere klippede silhouetter (Fr.borg.; Bakkehusmus.), bl.a. af N. Chr. Fausing (Kgl. bibl.), efter en af de sidstnævnte træsnit 1853 og træsnit med "skjult silhouet". Litografi af E. Bærentzen, efter dette træsnit 1875. Mal. af Gertner, 1849 (Vor Frue k., Kbh.), gengivet i lille tegn. af samme s.å. (Fr.borg) og i litografi af E. Fortling, 1853, samt litografi 1869. To litografier i ens type, det ene dateret 1852. Litografi af I. W. Tegner, 1852, efter daguerreotypi, efter samme litografi 1852 og 1854, træsnit af H. C. Henneberg, 1855, af C. Poulsen samt 1875. Mal. af Constantin Hansen, 1856 (Roskilde domk.). Relief af J. A. Jerichau, 1856, på epitafium af Chr. Tybjerg, 1855 (Vor Frue k., Kbh.). Afbildet på Constantin Hansens mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg) og på forarbejde dertil (folketinget). Tegn. af samme. Buste af Th. Stein, 1875 (Frue Plads, Kbh.), efter denne træsnit 1875 efter tegn. af H. Olrik samt 1876 af Søborg. Relief af H. E. Freund (Nordjyllands kunstmus.). Stengravering 1875. Afbildet på litograferet mindeblad for grevinde Danner, på tegn. og mal. af Carl Thomsen, 1890, Indkvarteringen (Maribo mus.) og på mal. af V. Neiiendam, 1910, Efter frokosten. Statue af Johs. Bjerg, 1942 (ved Frederikskirken, Kbh.). Foto.

Bibliografi

Kilder. Breve fra J.P. Mynster, udg. C.L.N. Mynster, 1860. Af efterl. breve til J.P. Mynster, udg. samme, 1862. Udvalg af breve til P. Hjort 1, 1867 113-88; II, 1869 1-80. Breve til W.F. Engelbreth i Kirkehist. saml. 4.r.IV, 1895-97 446-511 693-767. J.P. Mynster: Medd. om mit levnet, udg. F.J. Mynster, 1854 (2. opl. 1884). J.P. Mynsters visitatsdag-bøger 1835-53, udg. Bj. Kornerup I–II, 1937.

Lit. J. Paludan-Müller i Nyt theol. t. V, 1854 110-80. H.L. Martensen: Til erindring om J.P. Mynster, 1855. Samme: Af mit levnet II, 1883 69-81. O. Waage: J.P. Mynster og de philosophiske bevægelser på hans tid i Danmark, 1867. Nogle blade af J.P. Mynsters liv og tid, udg. C.L.N. Mynster, 1875. Samme: Nogle erindringer og bemærkninger om J.P. Mynster, 1877. F.V. Andersen: Til forsvar for J.P. Mynsters eftermæle, 1881 (jf. Otto Møller: Til forståelse og bedømmelse af nutidens fritænkeri, s.å.). Biskop Otto Laubs levnet, udg. F.L. Mynster og G. Schepelern I–II, 1885-87. Vilh. Birkedal: Personlige oplevelser i et langt liv II, 1890 1-13. H. Schwanenflügel: J.P. Mynster I–II. 1900-01. Oluf Thomsen: F.G. Howitz og hans strid om "Villiens Frihed", 1924. Bj. Kornerup: Vor Frue Kirkes og menigheds historie, 1929-30 især 334-41 343f 369-87. Samme i Kirkehist. saml. 7.r.III, 1957-59 96-157. Hans Jensen: De danske stænderforsamlings hist. I–II, 1931-34. Niels Munk Plum: J.P. Mynster som kristen og teolog, 1938. Hal Koch i Den danske kirkes hist. VI, 1954. P.G. Lindhardt sst. VII, 1958. Kaj Baagø: Vækkelse og kirkeliv i Kbh. og omegn, 1960 = Vækkelsernes frembrud i Danm. I. Kn. Banning: De sjællandske vækkelser, 1961 = sst. II. Børge Ørsted: J.P. Mynster og Henrich Steffens I-II, 1965. Cornelio Fabro i Richerche di storie sociale e religiosa nr. 3, 1973 41-108. Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980 fl.st. Niels Thulstrup: Kierkegaard's teachers = Bibliotheca Kierkegaardiana X, 1982.

Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig