J.S. Vanggaard

J.S. Vanggaard, Jens Sørensen Vanggaard, 25.12.1875-30.12.1945, politiker. Født i Hjørring (Skt.Hans), død sst. (Skt.Hans), begravet sst. (Skt.Hans). Som dreng fik V. kendskab til landbrug ved arbejde på faderens skolelod og lærte senere landvæsen hos morfaderen. En tid vaklede han mellem lærergerning og landbrug, men valgte det sidste og blev landvæsenselev hos Johannes Lauridsen i Vejen. Efter kursus på Tune landbrugsskole 1894-95 var han en tid ansat ved forsøgsstationen i Askov og tjente en periode ved landbrug i Sønderjylland. 1899 blev han landbrugskandidat fra landbohøjskolen og ansattes som yngste lærer på Dalum landbrugsskole, men foretrak igen landbrug for lærergerningen og købte 1901 i sit fødesogn den store bondegård Vanggård som han ejede til 1918. Derefter var han ejer af den mindre gård Vandstedlund til sin død. V. havde fra sine helt unge år en stærk national og historisk interesse der øgedes under hans tid i Vejen og Askov og især under hans ophold i Sønderjylland og prægede hans senere virke. V. kom fra et politisk interesseret venstrehjem. Faderen var nær ven af landstingsmand N. P. Madsen-Mygdal der hyppigt kom på besøg. V. begyndte sit politiske virke 1904 som formand for Hjørringkredsens venstrevælgerforening og stillede sig 1909 til folketingsvalget som tilhænger af N. Neergaards forsvarsplan mod Chr. Jungersen der havde repræsenteret kredsen siden 1872 og 1909 tilsluttede sig de radikales forsvarssynspunkt. Jungersen blev genvalgt, men da venstre og højre 1910 indgik valgalliance mod den radikal-socialdemokratiske alliance sejrede V. og repræsenterede Hjørringkredsen til 1943.

V. tilsluttede sig venstre, men stod på adskillige områder højre, især de frikonservative, nær. Hans synspunkter var præget af historiske og topografiske betragtninger og studier med en vis ærefrygt for tidligere slægters indsats. Mere end et udpræget partistandpunkt bestemte det hans holdning, især under og efter første verdenskrig. Hans rigsfølelse bød ham at bevare og genvinde hvad der var eller havde været dansk rigsområde. Han stemte mod salget af De vestindiske øer 1916, mod Grønlandstraktaten af 1924 der gav nordmændene jagt- og fiskerirettigheder i Østgrønland, og var mod den færøske selvstændighedsbevægelse. Intet særflag, men Dannebrog skulle vaje på dansk rigsområde. Grønlands erhvervsliv ønskede han udbygget, og han kunne ærgre sig over at Danmark ikke i tide havde organiseret udvandring til Island så det kunne være bevaret som dansk rigsområde. Under første verdenskrig var han tidligt med i arbejdet for at genvinde Slesvig i nært samarbejde med vennen rektor H. P. Hansen. Han var medstifter af Sønderjysk fond 1918 og dens formand den sidste tid før dens ophævelse 1937. I grænsespørgsmålet arbejdede han for Dannevirkegrænsen og deltog i With-kredsens bestræbelser for at få ministeriet C. Th. Zahle styrtet før den nye rigsgrænse blev endeligt fastlagt. Disse særstandpunkter, afvigende fra partilinjen, var baggrunden for at han ret sent nåede frem til indflydelsesrige poster i partiet. Efter dannelsen af ministeriet Th. Madsen-Mygdal 1926 indvalgtes han i partiets bestyrelse og i udenrigspolitisk nævn. 1932 blev han 1. næstformand i folketinget og 1934 statsrevisor. Hans positive tilslutning til tanken om et stærkt dansk forsvarsberedskab førte ham til at afvise ethvert samarbejde mellem hans parti og de radikale og virke for en snæver forbindelse med de konservative. Som vendelbo gjorde V. en betydelig indsats for vestjyske fiskerihavne, især Hanstholm og Hirtshals, og for oprettelse af færgeruter til Norge. Ruten Hirtshals-Kristiansand er en frugt heraf. Derudover var han virksom for privatbaner, naturfredning, hedeselskabet, Dansk folkemindesamling, Dansk forening for nordisk sprogrøgt, Vendsyssels historiske museum og var formand for udvalget til bedømmelse af byggeplaner for Nationalmuseet. Nordisk interparlamentarisk samarbejde og nordisk samarbejde i det hele taget havde hans varme interesse og gerne havde han set et forenet Norden. V. yndede ikke vælgermøder og foretrak i Madsen-Mygdals stil at være enetaler på et møde. Så kunne han på sin klare, skematiske form bedst uddybe sine tanker. Samme stil prægede hans mange bladartikler og hans bog Med Gertrud Rask til Grønland, 1923 som han skrev efter som formand for en rigsdagsdelegation at have besøgt Grønland og Færøerne 1923, og hans erindringsbog Oplevelser, Mennesker, Synspunkter, 1945 som han fuldførte kort før sin død. Den vidner om et sind med rod i gammel bondekultur og en stædig vilje til at tjene i forfædres ånd med nationen, riget og nordisk kultur som grundpiller.