J. C. Fabricius

J. C. Fabricius, Johan Christian Fabricius, 7.1.1745-3.3.1808, zoolog. Født i Tønder, død i Kiel, begravet sst. (St. Jürgens Frdh.). F.s tidligt vakte naturinteresse næredes af en frisindet fader der gav sine børn en fri opdragelse, og som en af de første i landet vaccinerede dem mod kopper. Efter gymnasietid i Altona kom F. 1762 til København hvortil faderen var flyttet året før. Da ingen zoologiundervisning blev givet i København "sendte" (F.s eget udtryk) faderen ham til Carl v. Linné i Uppsala hos hvem han med sin tre år ældre slægtning Johan Zoéga studerede i de følgende to år. Efter F.s skildring i en meget smuk nekrolog over Linné (1780) kom de to danske studenter til at stå i et nært personligt og videnskabeligt forhold til deres lærer, og F. forsømmer i sine skrifter aldrig at fremhæve hvad han skylder Linné. Efter F.s hjemkomst søgte faderen at få ham (19 år gammel) ansat i den ledige stilling som professor i økonomi (hvilket indbefattede naturvidenskaberne) ved natural- og husholdningskabinettet på Charlottenborg, men uden held, hvorefter F. rejste til Leipzig for at studere økonomi. Et lille skrift Vertheidigung der Moose auf sauren Wiesen, 1766 blev resultatet. Videre rejste han, til Holland, England, Skotland, Frankrig. 1768 fik han professoratet ved Charlottenborg-instituttet med tilladelse til endnu at rejse to år og uddanne sig. Han rejste da videre til Italien, Østrig og igen Tyskland, og overalt skabte han sig venner blandt de førende naturforskere og tilladelse til at studere i deres samlinger. 1769 kom F. hjem, som han troede til det vellønnede (750 rdl.) professorat med fribolig og frie rejser. Men da de Struenseeske reformplaner 1771 forenede Charlottenborg-instituttet med universitetet, blev F.s professorat overført til dette, hvor M. Th. Brünnich allerede var professor i økonomi. F. blev da ekstraordinær professor med 400 rdl. og ingen emolumenter. Hans håb om bedring, næret af Johan E. Gunnerus, kuldkastedes endeligt ved Struensees fald.

I 2. udg. af Systema Naturae (1740) havde Linné antydet at inddelingen af insekterne burde ske efter munddelene (.....ab ore desumendus est") skønt han selv lagde vingernes antal og bygning til grund. Dette vink tog F. op; i et brev til Linné fra 1766 fortæller han at han har undersøgt munddelene hos 1400 insektarter for derpå at opbygge sit system. Linné bestyrkede ham i planen, og i 1775 var arbejdet fuldført og publiceret i det værk der skulle blive grundlaget for al insektsystematik Systema Entomologiae med en inddeling af insekterne som den bruges i dag, omend med de linnéiske navne, ikke dem F. dannede efter munddelene. Samme år døde F.s far der havde støttet ham økonomisk og da han fik et tilsyneladende fordelagtigt tilbud om et professorat i naturhistorie, økonomi og kameral-videnskaber i Kiel tog han imod det. Forinden havde han 1773 publiceret Anfangs-Gründe der oeconomischen Wissenschaften og 1774 Forsøg til en Afhandling om Planternes Sygdomme; begge publikationer er ment "økonomisk" men i den sidste er der så fremsynede synspunkter at man har talt F. "blandt plantepatologiens fædre" (E. Gram) og genoptrykt den med en engelsk oversættelse 1926.

Heller ikke i Kiel blev forventningerne opfyldt, universitetet havde hverken samlinger eller bibliotek inden for F.s fag, og den ham lovede "botaniske have" var kun "få skridt stor" og vendte så "hverken sol eller måne kunne skinne deri". Hvad han ville have udrettet i denne have fortæller F. i 1796, og også disse planer var meget fremsynede. Han begyndte da et rejseliv, og han blev indtil dette århundrede vor mest rejsende zoolog. F.s rejser omfattede Norge, England, Tyskland, Østrig, Frankrig og Rusland, og fra dem alle hjemsendte han livligt skrevne rejsebreve hvis trykning delvis skaffede ham midlerne dertil. Overalt opsøgte han kolleger og samlere, studerede deres samlinger og fik insekter med hjem. 1796 døde hans datter; hans hustru ville derefter kun bo i Paris, og F.s tid blev da delt mellem årlige rejser til København for at studere de righoldige samlinger, hans to elever O. R. Sehested og Niels Tønder Lund skaffede sig, og Paris; i Kiel var han kun i forelæsningstiden. 1788 søgte og fik han sin afsked for at rejse til London; han havde allerede pakket da studenterne overtalte ham til at blive; han pakkede aldrig ud igen.

Trods disse vanskeligheder blev F.s år i Kiel uhyre rige. 1776 kom hans system over slægterne Genera insectorum, 1781 Species insectorum og 1787 Mantissa insectorum med talrige beskrivelser af nye arter. De er alle forløbere for den 4-binds Entomologia systematica emendata, 1792-94 med Supplementum, 1798. Endelig følger fra 1801 bearbejdelser af de enkelte ordner, Systema eleutheratorum I-II, Systema rhyngotorum, Systema piezatorum og Systema antliatorum. Disse navne svarer til Linnés Coleoptera, Hemiptera, Hymenoptera og Diptera. Den sidste bearbejdelse, Systema glossatorum om sommerfuglene, fik en krank skæbne, kun otte ark blev trykt (1808), resten af manuskriptet formenes brændt, og af de otte ark eksisterer kun tre eksemplarer hvoraf det ene 1956 blev foræret til Det kgl. bibliotek af den polske stat. Der er i disse værker beskrevet og sammenført i slægter næsten 10.000 arter af insekter, baseret på F.s egen samling og de samlinger han studerede på sine rejser. De individer beskrivelserne er baseret på betegner man nu, men ikke dengang som typer. Omkring en tredjedel af disse er fra de to omtalte elevers samling der nu er i Zoologisk museum i København, en anden tredjedel er i F.s egen samling i Kiel, nu deponeret i København, den sidste tredjedel i museer i bl.a. London og Paris. De er stadig meget vigtige grundlag for systematiske monografier.

1778 publicerede F. en Philosophia entomologica der er bygget over Linnés "Philosophia botanica" og er det teoretiske grundlag hvorpå F.s system er skabt. Desuden har F. skrevet de mere populære Betrachtungen tiber die allgemeinen Einrichtungen in der Natur, 1781 og Resultate naturhistorischer Vorlesungen, 1804 hvoraf navnlig den sidste indeholder forbavsende moderne synspunkter om menneskets slægtskab med menneskeaberne, om arternes udvikling ved små forandringer, om parringsvalg m.m., der ledte Kai L Henriksen til at mene at F. havde foregrebet J.-B. Lamarcks, ja endog Charles Darwins tanker, altså var en "prædarwinist". Dette er dog næppe rigtigt; man kan finde lignende udtalelser fx hos G. L. Buffon, og F.s nære bekendtskab med G. Cuvier, P. A. Latreille, Lamarck etc. har ført til diskussioner over disse emner. Som grundlag for en videnskabelig hypotese har F. aldrig tænkt sig disse betragtninger, han nævner dem fx slet ikke i sin selvbiografi. Det er som den store systematiker F. vil blive stående, 1700-tallets førende entomolog og en af vore betydeligste zoologer.

Som professor i økonomi og kameralvidenskaberne, af F. selv defineret som læren om statens egen formue, dens grundlæggelse, forøgelse og anvendelse, har F. foruden den ovennævnte lærebog skrevet talrige småskrifter, to store bind Policey-Schriften (1786 og 90) og en bog Über Academien (dvs. universiteter) (1796) der rummer mange kloge betragtninger over studieforhold og om de økonomiske videnskabers placering inden for universitetet. Småskrifterne har aktuelle emner: Von der Volks-Vermehrung, 1781, Von der Erziehung, 1784, Vom dänischen Handeln, 1785, Hvori bestaaer Borgerdyd?, 1786, Vornedskabets Roes, 1786 og flere. De fjerner sig fra den gamle merkantilisme ved et kritisk og frisindet syn på mange dogmer i samfundslivet, som vornedskabet, laugsvæsenet, klasseforskellene, ufriheden, den islandske monopolhandel etc. "Allerede i sine unge år kritiserede han fyndigt nedarvede sociale forhold og havde ikke sjældent mod til at forelægge drastiske reformforslag" (Fr. Hofmann). Hans tanker var ofte fremført med stille ironi eller udtalt sarkasme. F.s økonomiske opfattelse var som fysiokraternes baseret på naturens ydelser, og hans enkelte mindre, naturhistoriske men ikke entomologiske, artikler er skrevet med økonomisk sigte.

F.s charme, lune, beskedenhed og hjælpsomhed gjorde ham afholdt overalt. Om hans og hans hustrus gæstfrihed og legendariske distraktion fortæller Henrich Steffens; Cæcilie F. var en skønånd i tidens stil der dyrkede brevvenskab med Fr. Klopstock og J. K. Lavater og skrev et sørgespil "Heinrich der vielgeliebte" (1802). F. har karakteriseret sig selv i sin selvbiografi (1805); hans mange skuffelser gjorde ham aldrig bitter, men ligevægt og et åbent sind prægede ham. På polemik indlod han sig lige så lidt som Linné. Medlem af Videnskabernes selskab 1775, etatsråd 1806. En Fabricius-medalje for fremstående entomologer indstiftedes 1941 af Deutsche Entomologische Gesellschaft i Berlin.