J. Nørregaard, Jens Skouboe Nørregaard, 16.5.1887-26.7.1953, kirkehistoriker. Født i Rye ved Roskilde, død på Frbg., begravet på Frbg. kgd. N. blev student (Randers) 1904 og cand. teol. 1910. Han studerede 1911-14 i Tyskland, Schweiz, Italien, England og Skotland og blev især (i Berlin) fængslet af Ad. v. Harnacks øvelser over Augustins Confessiones. 1914-22 var N. lærer ved De forenede kirkeskoler – og for prinserne Frederik og Knud – og udarbejdede samtidig den store afhandling (Augustins religiøse Gennembrud, 1920, tysk udg. 1923) der gav ham den teologiske doktorgrad. 1928 kom den mere populære Augustins Vej til Kristendommen og 1934 Drei Augustin-Worte. 1922-23 studerede N. kirkelig arkæologi i Frankrig og Nordafrika; han afslog et tilbudt docentur i systematisk teologi, men blev 1923 V. Ammundsens efterfølger som professor i kirke- og dogmehistorie. Sammen med H. Haar udgav han 1915-17 Kirkehistoriske Læsestykker I–III (en meget brugt og tit oplagt kildesamling), og utilfreds med Fredrik Nielsens håndbog foranledigede han Hj. Holmquists Kyrkohistoria I–III oversat og gik derpå i gang med at bearbejde og udvide den med et stort dogmehistorisk stof (jfr. hans Grundrids af Dogmehistorien, 3. udg. 1943). Den nye udgaves bind I kom 1931 (3. udg. 1946), bind II 1935 (3. udg. 1949) og bind III 1940 (2. udg. 1946); desuden foreligger flere fotografiske nyoptryk. 1939 udsendte N. – atter sammen med Hj. Holmquist, men det var nu en ren formalitet – en meget bred fremstilling af 1800-tallet, Kristendommens Historie i Romantikens, Liberalismens og Realismens Tidsalder I–II. Selve titlen angiver, at det her især drejer sig om ideernes historie; de ånds-historiske synspunkter dominerer, mens det samfundshistoriske træder mere i baggrunden; tilsvarende var – i god overensstemmelse med den skoling N. havde fået gennem Ad. v. Harnack og V. Ammundsen i den liberale teologis glansperiode – vægten overvejende lagt på skildringen af de religiøse personligheder. Disse store værker – som har været i brug til 1980 – byggede på et omfattende forelæsnings-materiale; som akademisk lærer var N. ikke just blændende, men klar og saglig, undertiden med et anstrøg af det patetiske. Nok så stor betydning for de studerende fik han gennem sine fremragende og meget krævende øvelser; han dannede ikke (efter tysk mønster) "skole", men virkede igangsættende og inspirerende i mange retninger, og hans store discipelkuld kom da også til at udfolde sig på vidt forskellige områder, men altid sådan at påvirkningen var tydelig hos dem, og han vedblev med enestående trofasthed og stadig hjælpsomhed at følge og støtte dem, også rent praktisk – et smukt udtryk derfor var det, at han lod dem arve og fordele sit store bibliotek, ligesom hans formue siden indgik i Jens Nørregaards og Hal Kochs mindefond til kirkehistorisk forskning. N. var meget afholdt af dem der kom ham nær og nød godt af hans bevågenhed; på andre kunne han virke noget formel, og han var frygtet som en hvas eksaminator og ikke mindre som opponent ved disputatser. – I kraft af administrativ duelighed fik N. mange hverv ved universitetet; han sad længe i konsistorium og dets forretningsudvalg, var efor for Borchs kollegium, medlem af stipendiebestyrelsen, af Studentergårdens bestyrelse, af Rask-Ørsted-fondet og dets forretningsudvalg etc. 1936-37 var han prorektor og 1942-48 rektor; valget til denne netop i de år betydningsfulde stilling var i høj grad udtryk for tillid til hans personlige egenskaber, og ved hans afgang var alle enige om at han havde klaret opgaven med overordentlig dygtighed og værdigheden i behold. 1947 udgav han Københavns Universitet i Besættelsesaarene. – Også på anden måde var N. virksom. Gennem 20 år sad han i Skt. Markus sogns menighedsråd, en tid som formand; han var i styrelsen for Hans Tausen-fondet, for Kaj Munks mindefond, for Fondet for dansk-norsk samarbejde, var medlem af den nordiske kulturkommission, af Faith and Order Movements Continuation Committee og af bestyrelsen for det nordisk-økumeniske institut i Sigtuna; han deltog ofte i økumeniske kongresser og udgav sammen med E. Marstrand og C. I. Scharling 1939 Nogle Blade af den økumeniske Bevægelses Historie. Efter 1933 skaffede han sig ved selvstudium og vidtspændende korrespondancer et indgående kendskab til den tyske kirkes kamp mod nazismen, et problem som vedblev at optage ham; det førte bl.a. til et par solide bøger, De europæiske Kirker i Tiden mellem de to Verdenskrige, 1948, og Stat och kyrka i Europa under tiden mellan världskrigen, s.å.

Efter sit rektorat vendte N. – der 1932 blev teologisk æresdoktor i Uppsala, 1945 i Oslo og 1951 i St. Andrews – tilbage til fakultetsarbejdet; men det hårde slid i krigs- og efterkrigstid havde taget på ham; han var fysisk og psykisk svækket og kom aldrig rigtig i arbejde igen; de planer han havde haft om et stort værk om Augustins De civitate Dei blev kun til et udkast (udg. 1954 af Hal Koch og Chr. Thodberg).

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Grenå, provst Jacob Lauritz Nicolai N. (1844-1916) og Hansine Mathilde Skouboe (1849-1932). Ugift.

Udnævnelser

K1. 1949.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1920 130f. – Studenterne fra 1904, 1929 93f. Hal Koch og H. M. Hansen i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1953 167-75. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig