Jakob Ulfeldt (rigsrådsmedlem)

Jakob Ulfeldt, d. 8.(el.1.)10.1593, til Selsø og Kogsbølle, rigsråd. Død på Ulfeldtsholm, begravet i Vindinge k., 1616 overført til Kværndrup k. U. studerede 1551 i Louvain, 1554 i Wittenberg. 1556-62 tjente han som hofsinde. 1563 fik han efter sin afdøde bror Corfitz pantebrev på Hundslund kloster som han beholdt til 1568. I syvårskrigen deltog han 1564-66 dels som søofficer, dels som krigskommissær ved landhæren. I efteråret 1566 optoges han i rigsrådet, men blev n.å. sat ud deraf af kongen, måske som følge af en pengestrid. Dec. 1570 blev han taget til nåde og fik sin plads i rådet igen. 1571-79 var han forlenet med Dalum kloster, indtil 1574 tillige med Skt. Knuds kloster i Odense; som råd deltog han navnlig gentagne gange i forhandlingerne med hertug Hans den ældre. Efter flere mindre hverv af diplomatisk art fik han 1578 betroet ledelsen af et stort gesandtskab til den russiske zar Ivan IV. Hensigten var at få fornyet det efter Stettinfreden af flere grunde afkølede venskabsforhold til Rusland, og instruksen gik i sine hovedpunkter ud på afslutningen af en "evig fred", fastsættelsen af den norsk-russiske grænse og sikring af Danmarks besiddelse af Ösel m.m. Rigt udstyret og med et følge på over 100 personer forlod U. i maj Kbh. og nåede ad søvejen Pernau; derfra fortsattes rejsen til lands under store strabadser og megen hensynsløshed fra russernes side over Novgorod til Moskva, hvortil han ankom i aug. Han blev her først venligt modtaget, men fandt ingen som helst forståelse for Danmarks ønsker; tværtimod stillede zaren ham straks alternativet mellem en femtenårig stilstand eller øjeblikkelig krig. U., der utvivlsomt og med god grund frygtede at blive holdt tilbage som gidsel, valgte da under stærkt pres det første, men måtte desuagtet under traktatens redaktion endnu finde sig i flere pinlige episoder; de russiske råder beskyldte de danske gesandter for løgn, og deres formand gik så vidt som at spytte på dem; enkeltheder i teksten ændredes egenmægtigt fra russisk side, og endnu efter dokumentets besegling måtte gesandterne gå med til at rette i det. Hjemrejsen blev endnu besværligere og langvarigere end udrejsen, bl.a. fordi det på grund af den sene årstid denne gang ikke var muligt at sejle. Først efter nytår 1579 nåede U. og hans følge Kolding hvor Frederik II opholdt sig.

Denne synes ikke straks at have sat sig grundigt ind i sagen, og der er flere vidnesbyrd om at U. i de nærmest følgende måneder ingenlunde var i unåde. Men da der hen på foråret indfandt sig russiske sendebud for at søge kongens ratifikation, blev han fuldt klar over indholdet og dermed tillige meget forbitret over gesandternes eftergivenhed. Ved henvendelser til sine mægtige venner Niels Kaas og Henrik Rantzau forsøgte U. at besværge stormen, men uden held. Han indstævnedes for rådet som domstol og anklagedes her af Arild Huitfeldt på kongens vegne for overtrædelse af sin instruks. Til sit forsvar anførte han bl.a. at denne ved det uventede russiske alternativ var sat ud afspillet, og at det i øvrigt stod kongen frit for at frigøre sig for den ugunstige traktat ved at undlade ratifikation – en udvej Frederik II virkelig brugte; på nogle punkter søgte han også at vælte skylden over på gesandtskabets sekretær. Intet af alt dette hjalp ham; dommen der fulgte anklagen gik ud på at han skulle stå kongen til rette og fik til følge at han udstødtes af rigsrådet og mistede sine len. Derefter frafaldt Frederik II efter rådets og slægtens forbøn udtrykkelig videre tiltale og lovede endog at være ham en nådig herre; men nogen benådning herudover blev der denne gang ikke tale om.

U. måtte nu nødtvungent trække sig tilbage til privatlivet. Han sad dog ikke uvirksom hen, men udfyldte sin tid med styrelsen af sine godser, med byggevirksomhed og lærde studier. Allerede i 1570'erne havde han på Selsø rejst en ny hovedbygning i den dengang helt nye renæssancestil; i første halvdel af 80'erne foretog han en nøje tilsvarende ombygning af Kogsbølle, hvis navn han ændrede til Ulfeldtsholm (nu Holckenhavn); også Bavelse genopførte han. Hans åndelige interesser var de blandt datidens adel almindelige, teologi og historie. 1573, 1591 og 1593 udgav han oversættelser af tyske opbyggelsesskrifter, henholdsvis af Martin Luther, David Chytræus og Hermann Hamelmann. 1585 udarbejdede han en kortfattet latinsk skildring af Danmarks historie fra 1333 til 1559; den er dog så godt som udelukkende en oversættelse af en dansk krønike, antagelig af Herman Veigere, og har for eftertiden mest interesse ved sin fortale, hvori U. i et pynteligt latin giver udtryk for sin kærlighed til videnskaben og blandt dens samtidige dyrkere fremhæver Tyge Brahe, Henrik Rantzau og Niels Kaas. Selvstændigere værd har hans skildring af Ruslandsfærden der først udkom efter hans død; han går her let hen over de egentlige forhandlinger, men skildrer derimod udførligt og livfuldt såvel rejsens besværligheder som russernes moralske barbari og religiøse vankundighed; betegnende er slutningsordene, hvori han priser Gud "som frelste os fra den grumme Pharaonis, det kristelige navns afsagte fjendes, moskovitens hånd og førte os uskadte hjem til vort fædreland".

U. mente sig uretfærdigt behandlet og glemte det aldrig. Efter Frederik II's død antog han at tiden var inde til at søge oprejsning. Aug. 1588 indkaldtes han med hele Sjællands og Lolland-Falsters adel til et møde med regeringsråderne i Roskilde domkirke; det gjaldt rostjenestetaksationen. Ved denne lejlighed tog han uopfordret ordet og besværede sig i en lang og ophidset tale over den utak som var blevet hans løn; angående Ruslandsfærden henviste han til en skriftlig fremstilling som han havde medført og truede med at offentliggøre. Regeringsråderne tog den uventede scene med megen fatning; de modtog skriftet og lovede senere svar. En gunstig anledning hertil frembød sig, da U. få uger efter skulle møde på Ringsted landsting som part i en sag, hvori Arild Huitfeldt skulle fungere som dommer. Ham overdroges det da af regeringsrådet at tildele U. en reprimande og formane ham til, hvis han virkelig holdt fast ved at udgive sin fremstilling, da at lade sin instruks og traktaten medfølge som bilag; i øvrigt forbeholdt man sig at svare med et modskrift. Efter denne drøje tiltale skrev U. et brev til regeringsråderne hvori han trak i land og søgte at bortforklare sin optræden; modtagerne afviste forsøget og erklærede, at de nu måtte forelægge hans skrivelse for rigsrådet i dets helhed. Dette synes dog ikke sket; sagen døde hen, men U. måtte finde sig i at tilbringe sine sidste leveår i samme stilhed og ubemærkethed som før.