Jens Jensen, 18.4.1859-16.3.1928, borgmester, overpræsident. Født i Ålsbro, Rørup sg., Fyn, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). Af nogle erindringer J. har nedskrevet 1916 og 1920 får man et levende indtryk af det nøjsomme fynske hjem han er udgået fra, af et par prægtige, arbejdsomme forældre og hans egen tidligt vakte lærelyst og hurtige nemme. Efter udskrivningen af landsbyskolen kom han i malerlære i Årup og blev svend 1877. Et par år arbejdede han i Randers og Odense, stiftede sidstnævnte sted en malersvendeforening, men rejste 1879 til Kbh. hvor han fik arbejde hos Bernh. Schrøder. Han nærede tanker om at gå kunstnervejen, lærte sprog og farvekemi og udvidede ivrigt sine kundskaber, bl.a. ved at deltage i Studentersamfundets aftenundervisning. Netop i disse år var den hensygnende arbejderbevægelse ved at rejse sig igen. J. indmeldte sig i den 1881 stiftede Malernes fagforening, blev kort efter sekretær i bestyrelsen og valgtes april 1883 til dens formand. 1884 forlod han værkstedet for at vie organisationen hele sin tid. Han fik s.å. en ny priskurant gennemført, begyndte 1885 udgivelsen af Fagtidende for Malere, drog 1887 på agitationsrejse og fik oprettet nogle fagforeninger i provinsen, hvorimod først hans efterfølger fik et landsomfattende malerforbund i stand. I Kbh. var Socialdemokratisk forbund endnu en slags central også for fagforeningerne, men i provinsen havde disse begyndt lokalt at danne fællesorganisationer til gensidig støtte; der herskede imidlertid stærkt delte meninger om forholdet mellem det faglige og det politiske arbejde. Her kom J. til at spille en afgørende rolle ved at fastslå arbejderbevægelsens enhed som hovedgrundsætning for den videre udvikling. På en på svensk initiativ indkaldt skandinavisk arbejderkongres i Göteborg 1887 fik J. sammen med P. Knudsen hovedindflydelsen på udformningen af principperne for fagbevægelsen i hele Norden. De vigtigste beslutninger gik ud på: tilslutning til socialismen, deltagelse i det politiske arbejde; der bør tilstræbes centraliserede faglige forbund, anerkendte lønoverenskomster, timebetaling, ottetimers arbejdsdag, understøttelses-kasser, faglige voldgiftsretter, og strejker bør kun anvendes som yderste middel. Dette programs virkeliggørelse blev hans hovedopgave i den følgende tid. Okt. s.å. fik han oprettet De samvirkende fagforeninger i Kbh. (senere kaldet Arbejdernes fællesorganisation), i hvis ledelse socialdemokratiet blev repræsenteret, og hvis formand J. blev til 1903. Han afgav 1888 posten som malernes formand, men fik sæde i deres forbundsbestyrelse til 1903. Han udgjorde bindeleddet mellem den faglige, politiske og kooperative bevægelse og fik overdraget talrige hverv som han røgtede med stor dygtighed og med et nøgternt blik for livets realiteter og sagernes gennemførlighed. Han blev 1885 medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse og 1887 medarbejder ved Social-Demokraten. Han var medstifter af Arbejdernes Fællesbageri 1886 og af Bryggeriet Stjernen 1901 og sad i disse kooperative virksomheders ledelse. Ved folketingsvalgene 1887 og 90 var han opstillet i Odense, 1892 i Lyngby. Fra 1888 opstilledes han ved borgerrepræsentationsvalgene i Kbh. Han deltog i de skandinaviske arbejderkongresser som efter 1886 afholdtes med to års mellemrum, og ligeledes i de internationale arbejderkongresser i London 1888 og 1896, Paris 1889 og 1900 og Zürich 1893. Under arbejdet med mennesker og problemer afklaredes J.s samfundssyn og politiske anskuelser. Han blev forløberen for, hvad der en menneskealder senere er kaldt "Danmark-for-folket"- politikken. Han satte sin lid til forhandling frem for kamp; på hans forslag strøg socialdemokratiets kongres 1890 vendingen "en eneste reaktionær Masse" om de borgerlige partier af partiprogrammet. 1895–1903 var han medlem af folketinget for Kbh.s 10. kreds. Han deltog i debatten, når arbejdstidsspørgsmål, arbejderbeskyttelsesforanstaltninger o.l. stod på dagsordenen, men gjorde sig i øvrigt ikke stærkt gældende på rigsdagen, idet de faglige organisationsopgaver netop i disse år lagde så stærkt beslag på ham. De samvirkende fagforeninger i Kbh. kom efterhånden til at fungere som fagligt centralorgan for hele landet hvor erfaringerne indsamledes og frugtbargjordes, hvorfra parolerne udstedtes, hvor maj-demonstrationerne planlagdes, og hvor nødvendigheden af en regulering af strejkebevægelserne og af en fastere ordning af strejkeunderstøttelsen først blev følelig. Gennem vedtægter af 1892 og 95 fik J. indført påligning af strejkebidrag og fagbevægelsens økonomi og slagkraft betydeligt styrket. Samtidig bidrog han som mægler og voldgiftsmand i flere konflikter til udvikling af det faglige voldgiftsvæsen og medvirkede 1898 til nedsættelsen af fællesudvalget til afgørelse af arbejdsstridigheder som han blev medlem af. Efter en arbejderkongres i Stockholm 1897 hvor J. var talsmand for fagforbunds dannelse og yderligere sammenslutning i en landsorganisation for hvert land, traf han forberedelse til oprettelse af en sådan i Danmark, og på et landsdelegeretmøde i Kbh. 3.1.1898 grundlagdes De samvirkende fagforbund. J.s tale ved denne lejlighed er et godt udtryk for hans personlighed og tankegang: "Vi er her i Kraft af Udviklingens Lov ... Den Armé vi skaber maa være stærk og fast, thi den skal erobre en Verden, og den maa være demokratisk ordnet, thi den skal udvikle Mennesker". J. valgtes til formand, og princippet om gensidig repræsentation i den faglige og politiske bevægelses ledelse befæstedes. Arbejdsgiverne havde imidlertid også organiseret sig, og n.å. kom det ved den store lockout, der ramte ca. 40 000 arbejdere, til en afgørende styrkeprøve mellem arbejdernes og arbejdsgivernes organisationer. At arbejdernes sammenhold bestod prøven skyldtes ikke mindst J.s på én gang besindige og faste ledelse af arbejderhæren. Efter fire måneders kamp tog J. ansvaret for fredsslutningen og indgik 5.9. på arbejdernes vegne på den overenskomst med arbejdsgiverne, kaldet septemberforliget, hvorved organisationsretten anerkendes, hovedorganisationernes jævnbyrdighed fastslås, og som indtil hovedaftalen af 1960 var grundloven for arbejdsforholdenes ordning her i landet. Ved en paragraf i traktaten om indretning af en permanent voldgiftsret blev J.s tanker ført et skridt nærmere virkeliggørelse. Senere har her ud af udviklet sig den faste voldgiftsret og forligsmandsinstitutionen. J. er også ophavsmanden til det faglige samarbejde over landegrænserne, hvoraf den internationale faglige central, en årrække kaldet Amsterdam-internationalen, er vokset frem. Den grundlagdes på J.s initiativ i forbindelse med en skandinavisk arbejderkongres i Kbh. 1901. I serien Socialistiske Smaaskrifter skrev J. 1893 en pjece 8 Timers Arbejdsdagen. I Tilskueren 1895 er trykt en afhandling af ham om fagforeningerne. Sammen med C. M. Olsen skrev han den grundige Oversigt over Fagforeningsbevægelsen i Danmark 1871–1900. 1901, et vigtigt kildeskrift for dansk arbejderbevægelses historie. Omkring århundredskiftet stod J. som de fagorganiserede arbejderes afholdte fører, hvis store flid og arbejdsevne, hvis resultater som organisator, forhandler og strateg havde skaffet ham anseelse og respekt. Nu følger et livsafsnit hvor han vinder om muligt endnu større anseelse som Kbh.s kommunes finansielle leder.

K. M. Klausen og han indvalgtes 1893 som de første socialdemokratiske repræsentanter i kommunalbestyrelsen. J. blev ordfører for budgetudvalget 1897, for sporvejsudvalget 1900, og borgerrepræsentationens næstformand 1901. Ved borgmester L. C. Borups død jan. 1903 fik socialdemokraterne, som ved ingeniør J. Rumps indmeldelse blev den største gruppe i borgerrepræsentationen, ret til at udpege borgmesterkandidaten, og skønt J. oprindelig havde næret betænkeligheder derved blev han 3.3.1903 valgt til borgmester for magistratens 2. afdeling, finanserne, og blev dermed Danmarks første socialdemokratiske borgmester, en begivenhed der fejredes af Kbh.s arbejdere med fakkeltog og festligheder. J. mødtes i begyndelsen med ikke ringe mistillid af borgerskabet og embedsmændene, men han vandt i årenes løb også modstandernes anerkendelse for sin kloge forvaltning og sit forudseende finansstyre, og de følgende års reformer blev gennemført med støtte fra en kreds af yngre embedsmænd og faglig bistand udefra, bl.a. J. Hassing Jürgensen. Kbh. gennemløb i J.s borgmestertid en rivende udvikling, og det politiske styrkeforhold i styrelsen ændredes afgørende. Efter en kortvarig tilbagegang blev socialdemokratiet 1909 på ny den største gruppe og opnåede 1917 flertallet i borgerrepræsentationen. De kommunale opgaver forøgedes, og budgettet mangedobledes, men J. mistede ikke overblikket. Han gik ind for større finanspolitisk selvstyre for Kbh., hvilket gennemførtes efter skatteændringen af 1903, især ved den kommunale skattelov af 1910 med stigende skala og større bevægelighed i skatteudskrivningen, hvorved det blev muligt at lade indtægterne holde trit med udgifterne. J. omordnede det kommunale regnskabsvæsen (1907), indførte faste regler for anlæggenes forrentning og afskrivning, og ved henlæggelser i de gode år konsoliderede han kommunens økonomi.

Hans ledende synspunkt var ingenlunde blot at spare. Over for hospitalsvæsenet og sygeforsorgen var han rundhåndet, og det skyldtes hans storsyn at Bispebjerg hospital, opført 1908–13, blev en mønsterinstitution i det ydre som det indre. Da kommunen i krigsårene kom ind på eget boligbyggeri og støtte til privat byggeri, lagde J. stor vægt på at boligstandarden samtidig blev højnet. Han viste forståelse over for tjenestemændene, og Kbh.s kommune gik i hans tid i spidsen med indførelse af otte timers arbejdsdag og ferieordning. Han bidrog meget til friluftslivets og idrætssagens fremme. 1904 fik han vedtaget anlægget af Fælledparken; han plantede selv dens første træ 1909, og parken blev med årene hans øjesten og stolthed. Han deltog i oprettelsen af Idrætsparken og stadion og sad i institutionens repræsentantskab. Ungdomsårenes kunstneriske interesser forlod ham aldrig. Da Thorvaldsens museum var ved at gå i forfald, fik han dets statutter revideret og dets fremtid sikret; han var medlem af dets bestyrelse fra 1914, dennes formand fra 1916. Han var medlem af den kommunale skattekommission af 1910, af den overordentlige kommission af 8.8.1914 (til 1919) og ligeledes af den kommunale prisregulerings-kommission i krigsårene. Endvidere var han medlem af bestyrelsen for den midlertidige kommunale lånekasse af 1914, af Nationalbankens repræsentantskab fra 1919 og af bestyrelsen for Kbh.s Telefon-Aktieselskab fra 1925. Han var medlem af havnerådet fra 1903, fra 1914 havnebestyrelsen, og dennes formand fra 1924. Han var også som overpræsident formand i Kbh.s skoledirektion. Tillige sad han i ledelsen for flere filantropiske selskaber. 5.4.-5.5.1920 var han socialminister i forretningsministeriet M. P. Friis. J. var ikke blot finansborgmester; han kom efterhånden til at øve en afgørende indflydelse i magistraten og var den samlende og ledende hånd i kommunens styre. Ved overpræsident F. de Jonquiéres' afgang (fra nov. 1924) brød den siddende socialdemokratiske regering med den hidtidige praksis og udnævnte J. til hans efterfølger. Malersvenden, som Frejlif Olsen allerede 1892 havde betegnet som "Fagforeningernes Overpræsident", endte sit virksomme liv som Kbh.s overpræsident. Han repræsenterede ved officielle lejligheder værdigt og stilfuldt den by hvis øverste embedsmand han var. J. var ikke oratorisk anlagt; det var ikke som agitator han havde øvet sine to livsgerninger. Hans fremherskende egenskaber var saglighed og grundighed, han var den smidige forhandler, den kløgtige diplomat; i alle situationer bevarede han sin ligevægt og handlede ud fra en vågen ansvarsfølelse over for de store opgaver der blev ham betroet, og i pligttroskab mod den klasse og det samfund der havde betroet ham dem. Da han døde blev han begravet på staden Kbh.s bekostning under store æresbevisninger.

Familie

Forældre: husmand, murer Jens J. (1826–1907) og Marie Jensdatter (1829–1912). Gift 7.12.1884 i Kbh. (Johs.) med Juliane (Julie) Hansen, født 9.10.1858 i Helsingør, død 2.9.1953 i Kbh., d. af skibstømrer Jens H. (1829–76) og Karen Rasmusdatter (1830–90).

Ikonografi

Tegn. af Fridolin Johansen, 1889 (Aktuelt). Træsnit 1896. Afbildet på tegn. af Alfred Schmidt, 1899 samt på tegn. af samme bl.a. 1907, 1919 og 1921 (Fr.borg). Træsnit af H. C. Olsen, 1907, efter foto. Buste af Aksel Hansen, 1917 (Idrætshuset i Idrætsparken, Kbh.). Tegn. af E. Henningsen, 1918, og af H. Jensenius s.å. Mal. af L. Find, 1921 (Kbh.s rådhus). Buste af V. Gustafson, 1925. Afbildet på mal. af Fritz Syberg 1925–26 (Kbh.s bymus.). Buste af Johs. Bjerg, 1930 (Kbh.s rådhus). Afbildet på E. Saltofts mal., 1934, af socialdemokratiske førere (forhen Folkets hus, Kbh.). Foto.

Bibliografi

Erindr. i Hist. medd. om Kbh. 2.r.III, 1928 457–69. -Frejlif Olsen: Danske socialister, 1892 16–23. N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901–03 231–36. C. E. Jensen og F. J. Borgbjerg: Socialdemokratiets årh. II, 1904 429–33 562–70 590–92. Festskr. i anledn. af malernes fagforen.s 25 års jubilæum, ved C. M. Loldrup, 1906 23–25. Det danske socialdemokratis hist. II, ved Alsing Andersen, 1921 12f. [Marius Kristensen:] De samvirkende fagforbund i Danm. 1898–1923, 1922 1–22. Jacob Marstrand: Tilbageblik, 1928 116–26 172f. Socialdemokraten 2.3., 16.3. og 22.3.1928, 1.2.1929 og 25.10.1936. Berl. tid. 16.3.1928. Politiken s.d. og 8.6.1929. Th. Oppermann i Medd. fra Thorvaldsens museum, 1929. Peder Hedebol: Spurv i tranedans, 1956. Fra folket de kom, red. H. P. Sørensen, 1962. – Papirer i Arbejderbevægelsens bibl. og ark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig