Jens Paludan-Müller (biskop)

Jens Paludan-Müller, 7.11.1771-14.5.1845, biskop. Født i Sorø, død i Århus, begravet sst. Da P.-M.s far døde tidligt, blev han undervist sammen med professor L. Kongslews børn og flyttede siden med sin mor til Kbh. Her blev han privat dimitteret 1789 og tog teologisk attestats 1793. Efter at have været lærer ved vajsenhuset blev han 1799 sognepræst i Tise (Viborg stift) hvorfra han 1801 forflyttedes til Kerteminde og Drigstrup og 1819 til Odense som sognepræst ved Skt. Knuds kirke og stiftsprovst. I sine fynske embeder viste P.-M. sig som en nidkær og flittig embedsmand; især indlagde han sig betydelige fortjenester af reorganisationen af skoleog fattigvæsenet i Kerteminde og gjorde sig bekendt ved livlig deltagelse i de videnskabelige forhandlinger på Fyns stifts landemoder. Navnlig i Kerteminde måtte han ofte tage stilling til den østfynske forsamlingsbevægelse. I overensstemmelse med sin humane personlighed ønskede han ingen hårdhændet fremgangsmåde anvendt, men som J. P. Mynster anså han bevægelsen som helhed for usund, velegnet til at skabe forkvaklede og uduelige mennesker. P.-M.s nidkære virksomhed i forbindelse med den store personlige agtelse han nød gør det forståeligt, at han 1830 blev biskop i Århus. Også i sit nye embede lagde han de samme udmærkede egenskaber for dagen som tidligere. Navnlig fremhæves hans usædvanlige samvittighedsfuldhed, der dog undertiden kunne slå over i for vidtdreven ængstelse, og hans utrættelige arbejdsomhed ikke mindst på visitatsrejserne. I byen selv så man med den største ærbødighed op til P.-M.s ædle personlighed, også af ydre en ærværdig skikkelse.

P.-M. gennemløb en ejendommelig teologisk udvikling præget af ikke ringe selvstændighed; han blev i sin studietid stærkt påvirket af den liberale teologi (rationalisme), og længe mærkedes hans standpunkt heraf. Han var en udpræget filosofisk natur der ikke kunne slå sig til tåls med på udvortes måde at overtage andres tros- eller læresætninger, men under bestandige overvejelser og drøftelser med sine omgivelser personlig måtte tilegne sig et givet grundlag og forarbejde det i sit indre, før han kunne kalde det sit. Under mange slags brydninger og personlige sorger gik hans udvikling langsomt, men tydeligt i retning af en mere positiv kristendomsopfattelse, men indtil ca. 1835 repræsenterer han et typisk overgangsstandpunkt (nærmest en rationel supranaturalisme). Han var tilbøjelig til at dele kristendommen i en mere dogmatisk formuleret religionsform til brug for den jævne mand og en filosofisk frigjort for mere udviklede ånder. Selv om han først i sine sidste år blev mere positiv, har hans grundanskuelse til ethvert tidspunkt et afgjort etisk præg og vidner altid om umiddelbar dyb religiøsitet. Fyldige prøver på hans forkyndelse foreligger i hans Bidrag til Huusandagt, 1821, Nyt Bidrag til Huusandagt, 1822 og Bidrag til Huusandagtens Oplivelse I-II, 1824-25. P.-M. levede livet igennem i høj grad i tankens verden. Hans almendannelse var omfattende og bestandig søgte han at klare sin stilling til tidens skiftende teologiske og filosofiske retninger. Til selvstændig litterær produktion følte han kun i ringe grad lyst, skønt han evnede at forme sine tanker i en krystalklar, fint gennemarbejdet prosa. Derimod fik han betydelig indflydelse på mange ved personlig påvirkning og ved sine breve. Han stod således i brevskifte med F. C. Sibbern og Mynster, og for hans højtbegavede sønner fik den stadige tankeudveksling med deres idérige, skarpttænkende far afgørende betydning. Et smukt billede af hans personlighed tegner det Udvalg af Biskop J. P.-M.s efterladte Papirer som hans sønner udgav 1868, værdifuldt som det er til forståelse af P.-M.s åndelige udvikling. Desuden kom denne bog til at spille en særlig rolle som udgangspunkt for en interessant, om end noget ensidig studie af den unge Georg Brandes, hvad der igen medførte et brud mellem denne og digteren Frederik Paludan-Müller. Trods al kritik måtte Brandes anerkende P.-M. som "en af sin Tids fremragende Aander".