Jens Sørensen Dyrholm

Jens Sørensen Dyrholm, 5.4.1810-26.12.1875, lægprædikant. Født i Horsens, død i Vemmelev, begravet sst. D. var fra fødslen næsten blind og mistede helt synet da han var syv år gammel. Han havde et dårligt hjem, men hans lyst til at lære gjorde at han allerede som dreng erhvervede sig en del kundskaber. 1823 kom prins Christian som Fyns guvernør til Rudkøbing, blev i skolen opmærksom på den blinde dreng og fik ham anbragt i blindeinstituttet hvor han var i tre år. Han vendte derefter tilbage til Rudkøbing hvor han ernærede sig ved at spinde og strikke men tillige fik fattighjælp. Da han var 27 år gammel blev han syg, og fra den tid af var han stærkt greben af religiøse længsler som han dog ikke fandt tilfredsstillelse for. Han gjorde bekendtskab med J. A. Hansen der den gang var skomagermester og som hørte til de vaktes kreds; han "havde just ingen Naadegaver til at tale om denne vigtige Sag" men han ejede en del opbyggelsesskrifter og holdt J. C. Lindbergs Den nordiske Kirketidende, og af disse læste han højt for D. som nu blev en ivrig deltager i de gudelige forsamlinger der fra Fyn forplantede sig til Langeland hvor vækkelsen antog en sværmerisk karakter og derved beredte vejen for baptismen. D. gik også over til den og blev døbt af den hamborgske præst Oncken 1839. Han fortrød dog snart dette skridt, men da han ikke ville nyde nadveren i statskirken sammen med vantro rejste han til præsten F. Boisen i Skørpinge der var villig til at holde særskilt altergang for "de faa troende Sjæle". Denne optog ham da atter i kirken. Nogle år efter ville han gifte sig og trak da på herrnhutisk vis lod mellem tre kvinder og ægtede 1849 den hvem loddet tre gange havde ramt. Han købte et hus med jord i Vemmelev sogn og sluttede sig her til Indre mission da den tog sin begyndelse i egnen om Holsteinborg. D. opfattede sig selv som grundtvigianer (især med hensyn til dåbssynet), men trivedes også inden for Indre mission da den endnu var en lægmandsbevægelse af broget art. 1860-62 redigerede han dens blad; han overlevede Vilh. Becks "kup" 1861 og var en tid bevægelsens eneste missionær, men 1865 blev han udrenset – som "grundtvigianer" -fordi Beck nu satsede på at vinde de midtjyske og antigrundtvigske kredse. Derefter deltog han med megen iver i det grundtvigske forsamlingsliv, var bl.a. til kirkemødet i Kristiania 1871 og ved Grundtvigs begravelse med det påfølgende vennemøde. Ved sin kristelige varme, ved sin enfoldige redelighed og sin store nøjsomhed var D. vel skikket til sin gerning som rejseprædikant hvorved han vandt sig venner over hele landet.