Jacob Appel

Jacob Appel, Jacob Christian Lindberg Appel, 23.4.1866-31.12.1931, højskoleforstander, politiker. Jacob Appel voksede op i et grundtvigsk-sønderjysk miljø der prægede ham for livet. I forventning om opfyldelse af Pragerfredens art. 5 der havde stillet Nordslesvigs genforening i udsigt udvandrede Jacob Appel ligesom sine ældre brødre og blev elev på Askov udvidede højskole i tre vintre, 1882–85. Det anfægtede hans sårbare sind at højskolekammeraten H. P. Hanssen fandt de unges udvandring efter ophævelsen 1878 af art. 5 uforsvarlig – og selv havde valgt at blive under preussisk herredømme. Det anfægtede ham også at faderen og Ludvig Schrøder i deres grundtvigske uvilje mod "den sorte skole" afholdt ham fra at gå eksamensvejen. Jacob Appels videnskabelige interesse blev imidlertid vakt ved naturfagslæreren Poul la Cours geniale historiske perspektiv i undervisningen på højskolen. La Cour ønskede at få Jacob Appel til medhjælper ved sine forsøg og sin undervisning, og med henblik herpå gennemførte Jacob Appel en femårig fri uddannelse ved Polyteknisk læreanstalt, markeret ved besvarelse af en prisopgave, og med en fageksamen som "cand.math.". I 1890, da højskolen i Askov befandt sig i en krise, blev han kaldt hjem som lærer i matematik.

I mellemtiden var Jacob Appel blevet inderligere knyttet til Askov ved sin forlovelse med Schrøders datter Ingeborg. Efter deres giftermål blev gerningen i Askov hans egentlige livsopgave. Bortset fra en redegørelse i Vidensk. selsk. oversigt 1904 for undersøgelser vedrørende tordenvejret i Danmark blev hans indsats ikke som la Cours af grundvidenskabelig art. Den blev formidlende, som udtrykt af ham ved højskolernes fællesmøde i Odense 1912: "Mit ideal m.h.t. Askov er at vi kunne have knyttet til os mænd som i videnskabelig henseende stod på højde med hvad tiden har at bringe, men hvis hjerter var vendt således at de gerne ville give hvad de gennem deres forskning hentede til folkeligt brug." Jacob Appels vigtigste litterære indsats i denne retning bestod i den inspirerende fremstilling af Historisk Fysik, 1896–97 (ny udg. 1906–10) og i Regnebog I-IV, udgivet af Foreningen for høj- og landbrugsskoler (1892–93), begge udarbejdet i nært samarbejde med la Cour. – Som lærer for voksne var Jacob Appel i sit es og oplevedes af sine elever som uforlignelig. Hans timer virkede som et fælles engagement for lærer og elever. Eleverne fandt ham "moderne", sammenlignet med de ældre lærere, også med la Cour. Hans hovedfag var og blev fysik, matematik og regning, men allerede 1893 tog han i sin undervisning det slesvigske spørgsmål op hvor hans syn faldt sammen med H. P. Hanssens og anlagde senere i foredrag om Tysklands historie et fordomsfrit syn på Bismarck. Med særligt indblik kastede han sig fra midten af 90'erne over "sjælelære" (psykologi) i stadig kontakt med Ludvig Feilberg, og han tog også visse sider af samfundslæren op. Hans undervisning gav i reglen mere en klar fremstilling af problemerne end anvisning til løsning af disse.

Allerede året efter sin ansættelse blev Jacob Appel skolens inspektør. Han blev leder af det 1894 oprettede kursus for yngre højskolelærere, 1899 medbestyrer af højskolen og 1906 Schrøders afløser som dens forstander. Som skoleleder følte han sig i nært samvirke med sin hustru som arvtager af traditionerne fra Schrøders slægtled. På et studentermøde i Vallekilde 1904 udtalte han: "Det er ikke højskolens opgave at kristne mennesker. Dens opgave er at udføre en Johannes (Døber)-gerning." Han ønskede at højskolen skulle åbne de unges blik for tilværelsens sammenhæng ud fra et syn der forbandt Grundtvigs kristelige og folkelige tanker. I skolens daglige liv forbandt han – støttet af sin hustru – en noget rigoristisk husorden med udstrakt åndsfrihed, og han imponerede eleverne ved sin enestående evne til at genkende dem men tiltrak dem også ved sin varme interesse for den enkeltes problemer og muligheder. Umiddelbart kom han dog ikke eleverne på nært hold.

På et tidspunkt hvor Jacob Appel ydede sit ypperste som leder og lærer i Askov – og efter Schrøders og la Cours død i 1908 syntes uundværlig – blev han efter folketingsvalget 1910, der gav venstre sejren, opfordret til at indtræde i ministeriet Klaus Berntsen. Til sine læreres skuffelse fulgte han opfordringen. Han var nok venstremand men havde ikke villet tage del i partipolitik. Han håbede – ligesom Klaus Berntsen – at kunne fremme grundtvigske frihedssynspunkter i skole og kirke. Det lykkedes også tildels. Inden ministeriets bratte afgang 1913 blev der gennemført en lov der øgede statsstøtten til højskolerne i almindelighed – og Askov i særdeleshed. På det kirkelige område stod Jacob Appel de radikale nærmere end J. C. Christensen hvis "sognepolitik" havde været kronet med menighedsrådsloven af 1903. Den var udløbet 1910 og blev først fornyet 1912 med udvidet administrativ indflydelse for menighedsrådene der nu fik indstillingsret til alle sognekald. Stærkere præget af Jacob Appel selv var en lov der 1911 gav evangelisk-lutherske frimenighedspræster ret til fuld gudstjeneste i sognekirkerne. Hertil kom en præstelønningslov 1913 der omsider gav alle præster fast løn. Da Sjællands bispestol blev ledig 1911 brød Jacob Appel resolut traditionen med "lærde bisper" og udnævnte den stærkt socialt indstillede bypræst Harald Ostenfeld. Tendenser til kirkeforfatning lykkedes det Jacob Appel at bekæmpe. Ved nytårstid 1913 blev Jacob Appel ramt af et dolkestød bagfra. Den tyske gesandt havde klaget over afsnittet om sønderjyderne under preussisk tryk i Vilhelm Østergaards "Ungdommens Bog om vort Land", en skolebog der var approberet af undervisningsministeriets konsulent. Da bogen indeholdt vitterlige fejl måtte Jacob Appel trække godkendelsen tilbage. Herved udsatte han sig for voldsomme angreb og demonstrationer fra nationalistisk hold. Det sårede ham som sønderjyde og bidrog muligvis til venstres valgnederlag 1913 der medførte ministeriets afgang.

Da Jacob Appel dybt deprimeret vendte tilbage til Askov hvor hans hustru havde vikarieret som forstander i hans ministertid, var lærerstaben i mellemtiden blevet fornyet, takket være Jacob Appels sjældne evne til at finde personer der opfyldte hans ideal: at kunne tolke videnskabens og tidens problemer og opfylde ungdommens trang til oplysning og udsyn. Med de lærerkræfter der blev knyttet til skolen i årene fra 1910 til 1917 fik Askov den bedste lærerstab nogen dansk skole har haft, og dens vinterelevtal nåede op på over 300. Selv fik Jacob Appel efter krigens afslutning 1918 en række ønskeopgaver der tillige gav ham oprejsning efter den tort Østergaard-sagen havde beredt ham. Han blev formand for det nyoprettede Sønderjysk fond, og det sønderjyske skoleudvalg der var nedsat i november henvendte sig til ham om vejledning vedrørende den forestående nyordning af skoleforholdene. Den radikale regering udnævnte ham 1919 til som skoledirektør at lede udviklingen i overgangstiden med ansættelse af danske lærere i Nordslesvig, og da han i maj 1920 var indtrådt som undervisningsminister i Neergaards nye venstreregering havde han i samråd med skoleudvalgets formand Hans Jefsen Christensen forberedt en skolelov der – i pagt med den holdning hans far og de såkaldte "klosterpolitikere" havde indtaget i tiden før 1864 -skabte fuldstændig ligeret for de to nationaliteter i Nordslesvig således at kommuner med blandet befolkning kunne få både en dansk og en tysk skoleafdeling hvortil kom adgang til at oprette tyske privatskoler med offentlig støtte. Denne skolelov var egnet til at fremme et stilfærdigt og sundt forløb af kulturbrydningen i grænselandet. – Da J. C. Christensen 1922 trådte tilbage som kirkeminister overtog Jacob Appel også dette ministerium. Efter ministeriet Neergaards afgang 1924 vendte Jacob Appel atter tilbage til Askov. I december 1926 da ministeriet Madsen-Mygdal blev dannet blev han på ny opfordret til at overtage undervisningsministeriet men svarede nej, da den nye statsminister krævede nedskæringer på ministeriets budget.

Jacob Appels helbred havde aldrig været stærkt, bag hans myndige og beherskede fremtræden gemte der sig et maniodepressivt gemyt der til tider kunne trykke hans omgivelser. 1928 besluttede han at trække sig tilbage og overlade ledelsen af skolen til J.Th. Arnfred. Få måneder efter blev han ramt af en hjerneblødning som medførte legemlig men ikke åndelig svækkelse. Det er sagt om Jacob Appel at læreren kom til at stå i skygge for forstanderen og politikeren. Det skyldes dog forstanderen at Askov højskole nåede til en frigørelse og udfoldelse der overgik den der var sket i Schrøders tid. Som minister var han den første der med styrke søgte frisindede grundtvigske synspunkter gennemført i lovgivning og administration, og den sønderjyske skolelovgivning 1920 var en forbilledlig bedrift der dog ikke lod sig politisk fastholde efter anden verdenskrig.