Joachim v. Bredow, Joachim Breda, Achim v. Bredow (Breda), 22.9.1593-20.12.1660, officer. Født på Löenberg i provins Brandenburg, død i Kbh., begravet i Hjembæk k. v. B. er indtrådt i Christian IVs hær under krigen i Tyskland og var kaptajn og chef for et kompagni i Henrik Holcks regiment da dette efter at have kæmpet i Tyskland 1628 førtes fra Sjælland til Tyskland for at deltage i Stralsunds forsvar mod Wallenstein. 1629 var han major ved et på Fyn stående regiment; 1630 blev han major ved Skånske regiment, 1633 oberstløjtnant ved Jesper Friis' jysk-fynske regiment. Efter nogle år at have forsøgt sig som praktisk landmand blev han 1638 oberstløjtnant i Markvard Rantzaus nyopstillede hvervede regiment i Holsten, blev 1641 kongens jægermester og fik 1642, efter sit giftermål, tilladelse til at nyde danske adelige rettigheder. 1643 blev han oberst og chef for Jyske regiment til fods. Da dette jan. 1644 under kampene ved Lillebælt blev stærkt medtaget, blev det midlertidigt slået sammen med det nævnte hvervede regiment mens v. B. afgik til Norge hvor han som regimentschef deltog i Hannibal Sehesteds kortvarige tog ind i Sverige. Ved hærreduktionen 1646 var han vendt tilbage til Danmark og fik afsked som generalmajor med vartpenge foruden at han havde fået et norsk len. Kort før udbruddet af den næste krig 1657 fik han bestalling som oberst over adelens soldater i Sjælland og betragtedes således ganske som "indfødt". I juni s.å. blev han guvernør i Kbh., og i juli fik han fornyet bestalling som generalmajor. I sept. beordredes han til at være lensmanden i Landskrona, Knud Ulfeldt, "følgagtig" på det tog ind i Sverige hvor Ulfeldt selv faldt, men v. B. kom ikke med da han var syg. 13.1.1658 blev han medlem af det nyoprettede krigsråd, forløberen for det senere krigskollegium. Under belejringen havde han kommandoen på Kbh.s nordøstfront, fra Nørreport til Østerport, over Sjællandske regiment og de hollandske hjælpetropper, og afslog to stormangreb her natten 10.-11.2.1659. S.å. blev han forlenet med Lofotens og Vester Altens fogderier, og sept. 1660 blev han afskediget.

Familie

Forældre: kurfyrstl. brandenburgsk Hauptmann og råd Hasso (VI) v. B. af Friesacker linjen (død 1610) og Ursula v.d. Marwitz (død 1631). Gift 1641 med Margrethe Laxmand, født 1611, død 29.1.1681 på-Aggersvold (gift 1. gang 1630 med Henrik Vind, 1594–1633), d. af Peder L. (død tidligst 1611) og Kirsten Sparre (død 1618).

Bibliografi

Gesch. des Geschlechts v. Bredow I, 1, 1885 107. O. Kyhl: Den landmilitære centraladministration 1660–1763 I, 1975.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig