Joh. Nic. Tetens, Johann Nicolai (Nikolaus) Tetens, ved dåben Jan Oasen, 5.11.1738-15.8.1807, filosof, statsøkonom. Født i Tønning på halvøen Ejdersted, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Petri k.s kapel). T. blev 17 år gammel indskrevet som student i Rostock hvor han 1755–57 studerede især matematik, fysik og filosofi, 1757–58 fortsattes studierne i Kbh. 1759 tog han magistergraden i Rostock og allerede n.å. disputerede han Om Aarsagen til Himmelens blaa Farve samt over 16 andre teser med fysisk, filosofisk og psykologisk indhold, og han begyndte at holde forelæsninger dér antagelig som lønnet privatdocent. Omkring 1760 førte krigsbegivenheder til at en del lærere og studerende måtte flytte til hertug Friedrichs nyoprettede universitet i Bützow, hvor T. 1763 blev professor i fysik og filosofi og virkede indtil 1776 – en årrække tillige som direktør for det lokale pædagogium. T.s forfatterskab omfattede da en lang række skrifter og tidsskriftafhandlinger, således tre fysiske afhandlinger på latin (1760, 1762 og 1763) der viser påvirkningen fra C.-A. Helvetius, Isaac Newton, G. W. Leibniz og Chr. Wolff; filosofiske og psykologiske afhandlinger som Gedanken ueber einige Ursachen, warum in der Metaphysik nur wenige ausgemachte Wahrheiten sind, 1760, Von den Ursachen der Ungleicheit der Menschen in Absicht ihrer Denkungsart, n.å., Ueber den Ursprung der Sprache und der Schrifl, 1772 og Ueber die beste Sicherung seiner Person bey einem Gewitter, 1774; endvidere en forøget udgave på latin af Jens Krafts forelæsninger over mekanik (1773). I skriftet Ueber die allgemeine speculativische Philosophie, 1775 (udg. i Kantgesellschafts "Neudrucke seltener philosophischer Werke" IV, 1913) foreslår han metafysiske problemer og begreber afklaret gennem selvoplevelse og fænomenologisk analyse.

1776 kaldtes T. til Kiels universitet som professor i filosofi, senere tillige i matematik, og frem til 1789 havde han her stor fremgang både som forsker og lærer. 1777 udsendte han sit filosofiske hovedværk, Philosophische Versuche ueber die menschliche Natur und ihre Entwickelung I-II, omfattende over 1600 sider. Skriftet, hvis 1. bind er genudgivet i Kantselskabets række (IV, 1913) er også af interesse i dag – ikke blot ved den påvirkning det viser T. har modtaget fra Kant, og den betydning Kant tillagde det – men også ved dets metodologiske og kritiske synspunkter. Ligesom den af ham højt ansete J. Kraft lægger T. vægt på den matematisk-naturvidenskabelige metode og forlanger fænomenerne forklaret ad erfaringens vej. Mens han i skrifterne om metafysikken og den spekulative filosofi overvejende var interesseret i at forene John Lockes empirisme med tysk apriorisme, og at stille et sådant fundament for empiriske analyser i stedet for Wolffs metafysiske deduktivisme, lægger han i hovedværket vægt på den eksperimentalpsykologiske metode med tesen om, at videnskabelige analyser af sjælelivet må tage udgangspunkt i selviagttagelse – først derpå kan metafysikken komme ind. I disse undersøgelser viste han sig som en eminent eksperimentalpsykolog der anstillede sindrige forsøg med sig selv som forsøgsperson og derved gjorde vigtige opdagelser inden for sansepsykologien og forestillingslivet. Det førte videre til skarpsindig kritik af de såkaldte associationslove og af David Humes lære om kausalitet og beredte vejen for en kritisk erkendelsesteori. Med rette omtaler M. Dessoir T. som "antimaterialistisk empiriker med kritisk holdning". Ved sine analyser af følelseslivet, der opfattes som en særegen side af det psykiske, var han medvirkende til den senere almindelige inddeling i erkendelse, følelse og vilje. 1785–86 udkom T.s matematiske hovedværk, Einleitung zur Berechnung der Leibrenten und Anwartschaften, die vom Leben und Tode einer oder mehrerer Personen abhangen der omhandler sandsynlighedsregning i forbindelse med livrente- og dødelighedsforhold, enkekasser m.v., og som ved sine teoretiske synspunkter og praktiske betydning vakte bred faglig interesse -endog i regeringskredse. Under dette arbejde fandt han bl.a. løsninger på integration af logaritmiske differentialer og en almindelig formel for koefficienterne i polynomier. 1787 blev han medlem af Videnskabernes selskab, i hvis skrifter han publicerede fire matematiske afhandlinger (1788, 1796, 1798, 1799) – et delvist genoptryk af den første i tidsskriftet Minerva (II og III, 1793) bringer desuden en kritik af Jean-Jacques Rousseaus Contrat social og nyere fransk statsret. 1788 offentliggjorde han Reisen in die Marschländer an der Nordsee zur Beobachtung des Deichbaus I, der var medvirkende til at regeringen 1789 kaldte ham til Kbh. som assessor, n.å. deputeret, i finanskollegiet. På hans foranledning udbedredes hertugdømmernes digevæsen og der oprettedes en forsørgelsesanstalt og en almindelig enkekasse, hvor han blev den ledende, ligesom han fik sæde i direktionerne for Den kgl. bank, depositokassen og Den synkende fond. 1797 var han medinitiativtager til oprettelsen af Kreditkassen for husejere i Kbh. der havde stor betydning for byens genopbygning efter branden 1795. Ved siden af sin praktiske virksomhed fik han tid til litterære arbejder, overvejende af matematisk og nationaløkonomisk art, af hvilke en del udkom på dansk. T. var en af oplysningens betydeligste repræsentanter i Danmark, og af sin samtid pristes han ikke blot for sine rige evner og omfattende kundskaber men også for sine egenskaber som menneske.

Familie

Forældre: gæstgiver Jacob T. (1713–62) og Martha Claussen (1707–90). Gift 11.10.1765 i Bützow med Marie Margarethe Buchow, født 6.4.1741 i Bützow, død 29.4.1818 i Kbh. (Petri), d. af bartskærer B. (død 1757) og N. N. (død tidligst 1765).

Udnævnelser

Etatsråd 1790. Virkelig etatsråd 1792. Konferensråd 1802.

Ikonografi

Stik af Laurens efter tegn. af G. L. Lande. Stik af J. F. Bolt, 1807.

Bibliografi

Bibliografi. Niels Nielsen: Matematiken i Danm. 1528– 1800, 1912 199–201.

Lit. Th. Hauch-Fausbøll i Pers. hist. saml. I, 1906 21f. Kbh.ske lærde efterretn., 1807 574–76 782. Th. Bugge: Mindet om J. N. T., 1808 (særtryk af Vidensk. selsk.s skr. V, 1807–08 1–14). G. Sacchetti i Atti della accademia italiana I, Firenze 1808 XLVf. K. L. Rahbek: Erindr, af mit liv II, 1825 17f 37f 53f 79 81f 84f 93f 97f 118 120 143 340; III, s.å. 197 377f; V, 1829 205f. Chr. Molbech: Det kgl. da. vidensk. seisk.s hist., 1843. De statsgaranterede da. livsforsikringsanstalter, udg. S. Hertzsprung, 1892. Max Dessoir i Vierteljahrsschr. flir wissenschaftliche Philosophie XVI, Lpz. 1892 355–68. Samme: Gesch. der neueren deutschen Psychologie, 2. opl. I, Berlin 1902. S. A. Christensen: Matematikens udvikl, i Danm. og Norge i det 18. årh., 1895 240–44. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé III-V, 1896–1902; VII, 1906. Moritz Cantor: Vorlesungen über Gesch. der Mathematik IV, Lpz. 1908 91. Wilh. Uebele: J. N. T., Berlin 1911 = Kantstudien. Ergånzungshft. XXIV. Ernst Cassirer: Das Erkenntnisproblem in der Philosophie, 3. opl. II, Berlin 1922. Arthur Seidel: T.s Einfluss auf die kritische Philosophie Kants, Würzburg 1932 (diss.). Franz From: Psykologisk set, 2. udg. 1965 146–61. Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj X, 1980 138–40.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig