Johan Pfau

Johan Pfau, Johan Ernst Pfau, ca. 1685-22.10.1752, keramiker, fajancemaler. Død i Kbh., begravet sst. (Garn.). P. tilhørte sandsynligvis den gamle schweiziske fajance- og pottemagerslægt Pfau der især var virksom i Winterthur. Slægten var kendt her som keramikere (bl.a. fremstillede de kakkelovne) fra midten af 1500-tallet til et stykke ind i 1700-tallet. En anden, mindre betydelig gren af familien kendes fra kantonen Schaffhausen. – P. arbejdede 1718-19 som potte- eller fajancemager i Frankenhausen i Türingen (vest for Leipzig); i det stedlige skatteregister var han opført som "Töpfermeister". Han var altså på daværende tidspunkt mester og har formentlig forinden fået sin uddannelse ved forskellige tyske eller schweiziske fabrikker. 1719 kom han i hertug Joachim Friedrich af Plöns tjeneste. P. aflønnedes her som kammerlakaj, men arbejdede i hertugens lille fajanceværksted, "Hoftöpferei", indtil dennes død 1722. Derefter tog P. til Lübeck og ansøgte 15.1.1723 om tilladelse til at fabrikere ovne samt blå- og hvidmalet fajence efter hollandsk mønster, de samme varer han havde fremstillet til hoffet i Plön. Tilladelsen blev givet, men ikke ubetinget; af hensyn til Lübecks indflydelsesrige pottemagerlav kunne ovnfremstilling kun komme på tale efter særlig tilladelse. Med disse restriktioner i sit borgerskab kom P. formentlig ikke i gang i Lübeck, og s.å., 1723, blev han kaldt til Kbh., formentlig på Johan Wolffs foranledning, for at blive tilknyttet den af Wolff ledede fajencefabrik, "Delfs Porcelinseller Hollandsch Steentøys Fabrique", i St. Kongensgade. Efter Wolffs rømning til Sverige i efteråret 1725 forestod P. sandsynligvis fabrikationen, omend uofficielt, da han først ved Rasmus Æreboes tilbagetræden som direktør for fabrikken ved nytårstid 1727 blev udnævnt til fajence-mester for livstid.

P. var et stort aktiv for fabrikken under hans ledelse fik man rolige forhold, produktionen fik et tilfredsstillende omfang og kvalitetsniveau, og efter sin uretfærdige afskedigelse 1749 (af fabrikkens senere eneejer Christian Gierløf) kunne han rose sig af i sin tid på fabrikken at have uddannet hele staben af såvel danske som tyske arbejdere, i alt 34-35 mand. Et vidnesbyrd om P.s betydelige stilling er, at man fra hans tid (indtil 1749), fabrikkens såkaldte 1. periode, kun kender ganske få genstande der ikke bærer hans stempel, og værkstedets hovedsignatur blev P.s i V-form sammenskrevne initialer JP, mens bynavnet Copenhagen eller C udelodes eller blev underordnet hovedsignaturen. – P. boede sammen med sin hustru og deres tre børn i Wolffs tidligere lejlighed i fabrikkens hovedbygning ud mod St. Kongensgade og havde i henved et kvart århundrede både sin bolig og sit virke her. Efter hustruens død 1735 har han formentlig giftet sig igen, da det 1749 forlyder, at han har umyndige børn. – Fabrikkens produktion -bordservicer, te-, kaffe- og chokoladestel, bakke-bordsblade, biskopboller, prydvaser, blomsterkummer, fliser, ovnopsatser m.m.m. – blev for de bedste varers vedkommende ikke overgået af nogen samtidig fabrik i Europa i P.s periode.

Efter sin fordrivelse fra St. Kongensgade i efteråret 1749, hvor P. på én gang stod uden hjem og uden arbejde, fik han logi hos brændevinsbrænder H. W. Schrewe i Adelgade, matr.nr. 235. I december 1749 ansøgte P. kongen om privilegium til at oprette eget fajenceværksted, men forgæves. Først 1.4.1752 ved man, at kongen ansatte ham som mester ved den såkaldte jordlaborering på Blåtårn-fabrikken, og han fik bolig der. 22.10. s.å. omkom han ved en drukneulykke i Kalvebod Strand. – Arbejder fra St. Kongensgade-fabrikken med P.s signatur findes bl.a. på Rosenborg, Nationalmuseet, Kunstindustrimuseet, Kbh.s bymuseum, C. L. Davids samling, Frederiksborg, Odense bys museer (Møntergården) samt flere udenlandske museer.