Johannes Ring

Johannes Ring, Johannes Anders Inge Riese Ring, 3.1.1863-19.6.1936, skuespiller, filantrop. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., urne på Holmens kgd. Da R. havde taget præliminæreksamen uddannedes han til skibsmægler, bl.a. i firmaet C. K. Hansen, men da hans skolekammerater Karl Mantzius, Poul Nielsen og Jacques Wiehe, med hvem han havde spillet dilettankomedie, var gået til scenen, modstod han ikke lysten til at følge dem. Efter at have fået undervisning hos P. Jerndorff optrådte han første gang 11.5.1884 som Rosenkrantz i Hamlet på Det kgl. teater hvor han bl.a. spillede Hans Lauritsen i Ambrosius og Oberon i En Skærsommernatsdrøm, men som han 1888 forlod da en større virksomhed ventede ham på Folketeatret. Til denne scenes historie blev R. knyttet, dels gennem de mere end 200 roller han udførte i tredive år, dels gennem et stort statistisk værk, omfattende tiden 1857–1932, som nu bevares i Teatermuseet. Køn og sympatisk som han var spillede han med L. Stigaard som forbillede først en mængde unge elskere, fx Nicolai i Nøddebo Præstegaard, junker Ove i Et Folkesagn og Christian i Ole Lukøje, men scenisk romantiker var R. ikke; derimod fandt han personlige udtryk for godmodig indskrænkethed, tåbelig tillid, adelig dekadence og borgerlig bornerthed i let komiske karakterroller, fx skrædderdrengen i Den dramatiske Skrædder, Celestin i Frk. Nitouche, Hammer i For Alvor, Bellac i Hvor man keder sig, musiklæreren i Møntergade 39, trafikassistenten i Byens Stolthed, professoren i Feriegæsterne, lensgreven i Den bestøvlede Kat og kammerherren i Pigernes Alfred. Ved sit diskrete lune og sin elskværdige karakteriseringsevne blev R. en af Folketeatrets populære skuespillere, men utilfreds med forholdene under direktionen Einar Christiansen-V. Friedrichsen tog han 1918 engagement ved Det ny teater som han tilhørte til 1924, da han tog afsked ved sit 40 års jubilæum som fabrikanten i Lynggaard & Co., en af de roller der klædte ham bedst og som han også spillede på en landsturné. Siden optrådte R. som gæst på Betty Nansen-teatret, og ved Folketeatrets 75 års jubilæumsforestilling 1932 repræsenterede han fortiden. Gennem tyve år (1907–27) indlagde R. sig fortjeneste som formand for Skuespillerforeningen, især ved at indsamle grundsummen til rejsningen af alderdomshjemmet for scenekunstnere på Bispebjerg, hvis inspektør han blev til sin død.

R.s hustru, Maria Ring, debuterede 1877 som Laura i De Nygifte på Horsens teater, og var i sit første ægteskab mor til Betty Nansen. Ved sin ladylike skønhed var Maria en stor støtte for sin første mands provinsselskab, og med ham kom hun 1883 til Dagmarteatret, i hvis åbningsforestilling hun spillede Adrienne i Notabene. Fra 1885 tilhørte hun med enkelte, kortvarige afbrydelser Folketeatret, og i dets lystspil og vaudeviller arbejdede hun sig frem fra indtagende ingenue (fx Caroline i For Alvor, Stina i Haneben) til at kunne fremstille anstands- og karakterroller, fx fruen i Lynggaard & Co., fru Bornemann i Karen Bornemann og mor Jytte i Manden paa Højriis. Meget hjerte og temperament rådede hun ikke over, men derimod forstand og smag, og i nogle komiske opgaver, fx det jyske pigebarn i Deklarationen, den snøftende ungmø som vil til teatret i Alle mulige Roller, den svenske madam i Gadens Børn og jomfru Pihl i Møntergade 39 ydede hun fortrinlig kunst, der rummede både skarp iagttagelsesevne og ægte lune, og hvis indre værdi langt overgik hendes fremstillinger af damen i folkekomedierne, fx Frida v. Rambow i Landmandsliv. Maria havde ingen afskedsforestilling men gled omkring sit 70. år på grund af sygdom stille ud af repertoiret. Hun optrådte sidste gang 1925 som præstekonen i Nøddebo Præstegaard.