John de Christmas, John Carl Constant Beresford de Christmas-Dirckinck-Holmfeld, 18.2.1860-22.10.1916, læge. Født i Jægersborg, død i Paris, begravet sst. de C. blev student 1878 fra Randers og cand. med. 1885. Allerede som student viste han levende videnskabelig interesse, offentliggjorde 1883 en histologisk-eksperimentel undersøgelse om regio olfactoria og udgav 1884 sammen med sin samtidige Sophus Torup (senere professor i Oslo) Hvorledes skaffes god daglig Kost for den billigste Pris? Den lille bog opnåede to oplag og en svensk udgave. Det var dog særlig bakteriologien der fangede de C.s interesse, og i C. J. Salomonsens nyoprettede laboratorium i Botanisk museums kælder fandt han sin arbejdsplads. Sammen med Salomonsen offentliggjorde han 1884 to interessante arbejder om Jequirity-ophthalmi og om pseudoinfektion hvori et vigtigt almenpatologisk spørgsmål blev belyst. Efter at de C. havde taget lægeeksamen rejste han med støtte af universitetsstipendier til Paris for at arbejde på Institut Pasteur hvorfra han offentliggjorde forskellige afhandlinger i Annales de l'Institut Pasteur. Han følte sig imidlertid så tiltalt af fransk ånd og af livet i Paris at han tog fransk lægeeksamen og på Institut Pasteur udarbejdede sin thése de doctorat Etudes expérimentales sur la suppuration, 1888. Samtidig med at han åbnede en praksis i Paris fortsatte han sine arbejder på Institut Pasteur og interesserede sig særligt for studiet af forskellige bakteriedræbende stoffer. Han påviste den i forhold til toksiciteten forhøjede antiseptiske virkning man kunne opnå ved en blanding af forskellige bactericide stoffer, og fremstillede på basis heraf et antiseptisk stof, phenosalyl, som en tid fik ret udstrakt anvendelse ved kirurgiske operationer o.l. Hans interesse blev senere bl.a. optaget af forsøg på at fremstille et serum til helbredelse af gonokoksygdommen. Hans studier over gonotoksinet blev af betydning, men sit mål nåede han ikke. de C. var en charmerende og elegant verdensmand der var yndet og søgt som læge af legationerne og af den danske koloni i Paris.

Familie

Forældre: sekondløjtnant, senere oberstløjtnant, kammerherre og hofjægermester Walter Edmund C.-D.-H. (1834-1916) og baronesse Tusky Susanne Charlotte D.-H. (1839-1924). Navneforandring fra D. H. C. 8.3.1880. Gift 18.1.1889 i Paris med Adrienne Caroline de Sacy, født 3.9.1863 i Paris, død 27.7.1931 sst., d. af kommandant i den franske marine Adrien Victor Alexandre de S. og Caroline Gault de Rougemont. - Sønnesøn af John C. Bror til Walter C.

Ikonografi

Selvportr. i pastel. Mal. af E. Sparr.

Bibliografi

Ugeskr. for læger LXXVIII, 1916 1968. Th. Thjøtta: Lærebok i bakteriologi II, 2. opl., Oslo 1945 58.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig