Jonna Neiiendam, Ebba Kaja Jonna Neiiendam, 6.6.1872-7.12.1938, skuespiller. Født i Kbh. (Holmens), død på Frbg., urne på Frbg. kgd. N. havde dybe rødder i et teater- og kulturhistorisk miljø. Hendes far fuldførte efter Thomas Overskous død syvbinds værket om Den danske Skueplads og udarbejdede sammen med Arthur Aumont den store teaterstatistik Det danske Nationalteater 1748-1889. Morfaderen var kammersanger Chr. Hansen. Med sine indlysende musiske anlæg var N. således "dømt" til teatervejen. Hun kom ind på Det kgl. teaters elevskole og spillede allerede som nittenårig (1891) 1. pige i Barselstuen sammen med en jævnaldrende elev Sigrid Andersen, der debuterede i samme Holbergkomedie som Ane Kandestøbers. De blev senere svigerinder, da sidstnævnte giftede sig med Robert Neiiendam. Sin egentlige debut havde hun på Dagmarteatret som Helene i Amalie og Erik Skrams Fjeldmennesker (8.9.1892). På dette teater – som i mere end én forstand var et ungdommens teater – fik hendes livsglade talent hurtigt udfoldelsesmuligheder bl.a. i det indiske sagnstykke Vasantasena (1894), iscenesat af Bjørn Bjørnson som var gæsteinstruktør i denne periode og fik meget stor betydning for hende. Deres karske, noget robuste opfattelse af skuespilkunsten var beslægtet. Hun var en præcis fortolker af unge moderne piger med skarp forstand og rap replik. I 1899 lod hun sig friste af et tilbud fra Folketeatret, hvor hun i Gustav Esmanns Alexander den Store viste sin urkomiske karakteriseringsevne som den lade grossererdatter. Esmann havde skrevet hovedrollen til Peter Fjelstrup, men N. var ved at overgå ham i komik uden at følge ham i hans overdrivelser. Med denne "bourgoise" slog hun sin stilling fast som komisk skuespiller. På Casino (1900-02) viste hun at evnerne spændte over et endnu større register. Her foldede hun sig ud som fuldt færdig operettesanger, der med medfødt musikalitet og en dejlig klangfuld mezzosopran boltrede sig i så vanskeligt et parti som Offenbachs Bagermadammen.

Derpå vendte hun tilbage til Det kgl. teater og der blev hun i 36 år – kun afbrudt af et engagement ved Dagmarteatret i 1922 – hvor både hun og Nicolai Neiiendam vendte Det kgl. teater ryggen af bitterhed over Johannes Nielsens afgang som direktør. Det var fra begyndelsen klart at det ikke var ungdommen hun havde sin egentlige force i at fremstille, men karakterfaget hendes dybt originale evner henviste hende til, ofte i roller langt ud over hendes år. Sit første store gennembrud i det moderne repertoire fik hun et par og tredive år gammel som fru Léchat i Forretning er Forretning (1904), sit andet som svigermoderen i Henri Nathansens Mor har Ret (1905). Men ellers var hun så at sige født til de Holbergske Perniller og Magdeloner. Magdelone i Henrik og Pernille, selv en så lille rolle som Magdelone i Erasmus Montanus blev i hendes udførelse en uforglemmelig klassisk matrone. Når Marthe i Jean de France klædte sig ud og agerede madame la Fléche var det et helt karneval af lystighed og hendes Gedske i Den politiske Kandstøber – som hun spillede gennem mange år – blev til et stupiditetens monument. Når hun tronede på scenen med den hvide puddel, stor som en ko, på skødet var hun en apoteose af komik. Gedske, jfr. Æbeltoft i Gulddaasen og Frosine i Moliéres Den Gerrige, hørte til hendes ypperste præstationer og var i slutningen af hendes karriere støbt i en uforlignelig form af præcision, komik og fantasi.

Men i øvrigt gled hun ind i repertoiret med en alsidighed og forvandlingsevne som næsten var uden sidestykke. I det alvorligere repertoire fremstillede hun den onde fru Guldborg i Svend Dyrings Hus, Emilie i Othello, Pauline i Et Vintereventyr, Gina i Vildanden, fru Inga i Kongsemnerne og smukkest Helga Magnusdottir i Paa Skálholt af Gudmunður Kamban. I operarepertoiret var hun uundværlig og forbløffende ved sin store musikalitet og særprægede spændvidde i registret. Hendes mørktfarvede stemme rakte fra Erda (alt) i Rhinguldet, Marthe (alt) i Faust til Waltraute (mezzosopran) i Valkyrien og Ragnarok. Det barokke temperament gjorde hende selvskreven til Marcelinaerne i Figaros Bryllup og Barberen i Sevilla og ikke mindst til den modne, men stadig livslystne Magdelone i Carl Nielsens Maskarade, hvor hun ikke blot sang men også viste at gamle koner kunne danse. Operakarrieren kulminerede med den gamle grevinde i Tjajkovskijs Spader Dame. – En potpourri af alle sine blændende teaterkvaliteter viste hun i sangspil og vaudeviller. Særlig huskes hendes overdådige bakkeprimadonna, madam Voltisubito i Recensenten og Dyret hvori hun trallende, dansende og knaldende med beriderpisken var et sandt fyrværkeri af sindssvage opera- og balletparodier. Figuren havde Johannes Poulsenske dimensioner. Til hendes mesterstykker hørte også den geskæftige kobbersmedemadam i Genboerne, der sang så falsk på de rigtige steder som Voltisubito sang rent. Hun beherskede også resten af 1900-tallets madammer og fruer, madam Sommer i Et Eventyr i Rosenborg Have, madam Rust i Sparekassen og fruerne Krans i Eventyr paa Fodrejsen og Bittermandel i Aprilsnarrene. N. arbejdede i ord, støbte sine replikker, farvede sine betoninger, lod stemmen dale og stige, forstod pausens kunst, uforglemmelig for dem der havde hørt hende. – Faren for manér, for stereotypi i udformningen af så mange figurer gennem et langt teaterliv, lurede altid. N. indså faren, tog kampen op med den, faldt til tider, trodsede til andre tider, men sejrede oftest. I sine sidste år skabte hun to nye figurer, så friske, så aktuelle og så evige som fru Miller i Eugene O'Neills Du skønne Ungdom (1934) og som tante Anna, tåben, familietyrannen i Kjeld AbellsEva aftjener sin Barnepligt (1936). Hun er blevet kaldt Det kgl. teaters "dramatiske enepige", fordi hun udfoldede sig snart sagt på alle felter. Hun var en nødvendig bestanddel, men tillige efterhånden en så selvfølgelig, at hun næppe fuldt ud påskønnedes og fejredes efter fortjeneste. Da hun ikke var mere, indså man hvor uerstattelig en skuespiller hun havde været. Hun optrådte sidste gang som Magdelone i Erasmus Montanus 3.12.1937 og fik sin afsked fra 1.7.1938. – Ingenio et arti 1922, Litteris et artibus (i anledning af et gæstespil i Stockholm), den franske dekoration Officier de l'Instruction publique (guldpalmerne) i anledning af sin medvirken ved Holbergforestillingerne under Firmin Gémiers ledelse på Champs Elysées-teatret i Paris. Hun blev indvalgt i den litterære Holbergklub i Bergen, modtog Tagea Brandts rejselegat 1935 og anmeldernes teaterpokal s.å.

Familie

Forældre: teaterhistoriker Edgar Collin (1836-1906) og Augusta M. Hansen (1841-94). Gift 17.4.1897 i Søllerød med skuespiller Nicolai N., født 21.3.1865 i Kbh. (Johs.), død 15.3.1945 sst, s. af slagtermester Nicolaj Anton Adolph N. (1835-1901) og Dorthea Marie Andersen (1843-1920). – Mor til Tavs N.

Ikonografi

Mal. af Will. Steglich ca. 1888. Buste af Max Meden, 1924. Tegn. af Sophus Jürgensen, 1927 og af H. Jensenius udst. 1928. Mal. af Harald Hansen, 1929 og af H. Vedel, 1936. Pastel af Bertha Dorph, gengivet i farvelitografi. Mal. af H. Nik. Hansen (Teatermus.). Tegn. af Gerda Ploug Sarp (sst.) og tegnet i roller af E. Krause. Statuette af Axel Locher (Teatermus.). Foto.

Bibliografi

Henrik Neiiendam i Weekendavisen 7.12.1979 (om familien). Poul Levin i Teatret XV, 1916 153f. Einar Christiansen: Nogle træk af mit liv og af da. teaters hist., 1930. Fr. Schyberg: Dansk teaterkritik indtil 1914, 1937. Samme i Politiken 8.12.1938. Samme: Ti års teater, 1939. Samme: Danske skuespillerportrætter, 1959 18-20. Haagen Falkenfleth i Nationaltid. 8.12.1938. Sv.

Borberg i Berl. tid. s.d. Georg Wiinblad i Socialdemokraten s.d. Rob. Neiiendam: A/S Kbh.s Hippodrom. Folketeatret 1845-1945, 1945. Samme: Casino, 1948. Teatret på Kongens Nytorv 1748-1948, 1948. Gunnar Sandfeld: Teaterkunst på små scener, 1969. De musiske udsendelser. DR 1925-75 I, 1975.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig