Josephine Eckardt

Josephine Eckardt, Josephine Hortensia Nancy Adelaide Eckardt, 24.11.1839-12.4.1906, skuespiller. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Ass.). E. anvendtes hyppigt i balletterne på Det kgl. teater i hvis danseskole hun fra 1848 fik undervisning af Georg Brodersen, og 2. juledag 1851 indledtes hendes 50-årige kunstnerliv, idet hendes stemme da lød første gang på scenen som et af børnene i Julestuen. Teatret trængte til en seriøs elskerinde der kunne overtage nogle af Johanne Luise Heibergs yngre roller, og da E. 3.2.1861 havde sin egentlige debut som Kirstine i C. Hauchs drama Tycho Brahes Ungdom byggede direktionen på hendes statue-skønne ydre, den slanke skikkelse med de lette bevægelser, gangen der altid bevarede karakteren af en svanes sejlen, og ansigtets linierene træk og mandelformede øjne. Debuten var begyndelsen til et galleri af blonde, granvoksne møer, overlegne borgfrøkener og stolte dronninger, fx Oehlenschlägers Signe, Valborg, Sophie, dronning Margareta og Thora, J. L. Heibergs Agnete, Bjørnsons Maria Stuart, Schillers dronning Elisabeth, Shakespeares lady Macbeth, som hun fremstillede korrekt med evne til at bære dragterne ulasteligt, men uden lidenskab. Men inden for efterromantikkens skuespil fandt hun to opgaver, til hvilke hendes navn vil vedblive at være knyttet: Abigael i Ambrosius, 1878, den overmodige adelsfrøken med de beherskede følelser, og titelrollen i Fulvia, 1881, hvis vestalske skønhed og marmorhvide uberørthed hun fuldkommen rådede over. Vejledt af Frederik Høedt havde E. dog forinden fundet sit egentlige område der førte til hendes kunstneriske gennembrud som den kokette Fru de Léry i Mussets En Kaprice, 1865. Denne figur blev grundtypen for en lang række raillerende kvinder såvel fra de europæiske storbyer som fra det københavnske bourgeoisi. Hun udviklede sin evne med vittig balance mellem dyd og flirt som Lady Teazle i Bagtalelsens Skole, Rosina i Barberen i Sevilla, Elmire i Tartuffe, Celiméne i Misanthropen og Lucretia i Holbergs Den Vægelsindede. I sine sidste teaterår vandt E. en stor sejr som tragedienne, idet fru Borkman i John Gabriel Borkman, 1897, udløste en sum af bitterhed hun gennem årene havde samlet. Det magre, furede ansigt, de korslagte arme og det ubøjelig hårde i stemmen samlede sig til et gribende billede af forstenet alvor og tilbagetrængt lidenskab. 1.6.1901 tog hun afsked som Henrik Hertz' Ninon, men var dog senere gæst på Folketeatret da hun som hertuginden i Hvor man keder sig fremførte sin unge niece, Agnes Thorberg-Sommer (senere Wieth) der debuterede i Suzannes rolle. Her optrådte E. sidste gang 16.12.1904.

E. hørte ikke til dansk skuespilkunsts store, men hun var en af dem der gav nationalteatret stil. Christian IXs yndlingsskuespiller var damen på scenen som ingen anden efter hendes tid, fornem og vittig, uangribelig i al sin færd.