Carsten Hauch, Johannes Carsten Hauch, 12.5.1790-4.3.1872, forfatter, zoolog. Carsten Hauch blev i sin første barndom i Bergen så vidt muligt holdt borte fra omgang med jævnaldrende; domkirkens klokketoner og synet af talrige ligbegængelser er det han bedst huskede fra denne tid. En lykkeligere periode oprandt da han i otteårsalderen blev sat i pension hos den behjertede præst Niels Hertzberg i Malmanger præstegård nær Hardanger. Her blev han indtil 1803 og levede et rask kammeratliv. Han var en modig og ærekær dreng, hengiven til sport og dybt bunden til den natur der omgav ham. Det var smertefuldt for ham at måtte forlade Norge 1803, hans hjerte hang bestandig ved hjemstavnen, og det blev en oplevelse i hans høje alderdom at gense den (1866).

I august 1803 blev Carsten Hauch sat i det Schouboeske institut i København. Under englændernes overfald 1807 blev han optaget i livjægernes korps og deltog i deres udfald. 1808 fik han studentereksamen og n.å. anden eksamen. I en række år studerede han jura, men uden interesse. Derimod var kærligheden til poesien tidligt vakt hos ham. I skoletiden havde han elsket Horats' oder, Shakespeares King Lear og spændende romaner. I studieårene fulgte bekendtskabet med den danske og tyske romantiske poesi, Adam Oehlenschläger og Novalis (pseudonym for Friedrich v. Hardenberg), N.F.S. Grundtvig og Goethe. Med de unge junkere der var den naturlige omgangskreds for en adelsmand af Hauchs byrd havde han ringe sympati, han skal have duelleret med en Moltke; heller ikke vides han at have været tiltrukken af nogen kvinde. 1814 valgte han naturvidenskaberne til studium, meget imod familiens ønske. Han gik med dette som med alt hvad han foretog sig, meget grundigt til værks, men den største tillokkelse havde faget for ham ved de store løfter som naturfilosofien ved århundredets begyndelse havde givet sine dyrkere. Jacob Böhme og Franz Baader, Schelling og hans skole virkede uimodståeligt på ham, og han drømte om at finde den store enhed i tilværelsen. Hauchs tidligste afhandlinger og digte i C. Molbechs tidsskrift Athene viser ham søgende efter de vises sten. Hans første digt, Forskeren (sept. 1814) og hans ældste afhandling Konst og Videnskab, Philosofie og Poesie, hvorvidt forskiellige? (maj 1815) beskæftiger sig med det evige romantiske grundproblem, enheden mellem digtning og forskning der kun fra vor jordiske ufuldkommenheds standpunkt tager sig ud som en dualisme.

Disse og flere arbejder skaffede vel ikke Carsten Hauch nogen stor berømmelse, men de gjorde ham bekendt med H.C. Ørsted og Oehlenschläger hvis advarsler mod at fare vild på fantasiens veje ikke undlod at gøre indtryk på ham. Et vidnesbyrd herom er hans første bog Contrasterne, to dramatiske Digte (udk. juni 1816). I dens fortale bekender han sig til naturfilosofien og kristendommen men erkender at den romantiske poesi hos "den nyere Skoles Efterabere" var udartet. Der er allerede noget ægte Hauchsk i disse digtes vaklen mellem bidsk polemik mod andre og knusende selvdom og i forfatterens bestræbelser for at holde en midterlinje mellem fantasi og forstand. Det første digt, Reisen til Ginnistan, er en Don Quixotiade, en slags "Ulysses von Ithacia" vendt imod den romantiske fantasidyrkelse, med mange uvenlige sideblik til B.S. Ingemann, ikke mindst dennes "Reinald Underbarnet". Det andet, Phantasiens Magt, er en højspændt skildring af den ungdommelige idealismes udskejelser, der fører mand og kvinde i døden. Hauch lagde senere ingen vægt på denne bog der dog er dybsindig og har glimt både af hed poesi og af åndfuld satire. Den eneste i samtiden der havde blik for dens dybder var, ironisk nok, Jens Baggesen, der hilste "Kontrasternes Digter" med et epigram i sit tidsskrift Danfana; men Carsten Hauch sluttede op blandt hans modstandere. I kritiske og polemiske essays og digte optrådte han som den forstående lovpriser af Oehlenschlägers poesi og som Baggesens forbitrede modstander: Om Oehlenschlægers Freias Alter (Athene VII), Om Digtet Helge af Oehlenschlæger (sst. VIII), Castor og Pollux eller Endnu et par Ord om Tvillingforkasterne af Freias Alter (1817), Ode til Jens Baggesen (i Dagen 18.9.1818), Om J. J. Baggesens Anmærkninger til de saakaldte 101 Aphorismer (s.å.); den af Hauch udgivne Iris, Nytaarsgave for /5/P(s.å.) var næsten udelukkende viet den litterære strid, Hauch selv bidrog med den vittige heksametersatire Hunden til Maanen; Baggesen svarede med digtet Makulaturens Iris. Sammen med flere af digterkongens drabanter udsendte Hauch 1820 Hermes, Nytaarsgave for 1920 hvori han fortsætter i dyrefablens spor med digtet Abekatten og Biørnen (ɔ: Baggesen og Grundtvig). Han hørte naturligvis til "tylvten", de tolv studenter som udfordrede Baggesen.

Det eneste arbejde fra Hauchs væbnertid som ikke har rapport til den litterære fejde er dramaet Rosaura, 1817, italianiserende og romantisk, det faldt til jorden, endog Oehlenschläger skrev til Hauch "at han beværtede med Syltetøj og Dessert istedenfor med solide Retter". Under alt dette læste Hauch flittigt til magisterkonferens i naturhistorie som han bestod med udmærkelse i november 1820; 16.1.1821 forsvarede han sin omfattende, stærkt spekulative afhandling Annotationes ad modum arbitrarium cum organis ad modum pertinentibus comparatum, in animalibus, vertebris instructis for doktorgraden med sin bedste ven C. Lütken som respondent imod tolv opponenter, deriblandt H.C. Ørsted, F.C. Sibbern og N.C. Møhl. I disputatsen opstiller Hauch en række regler for lemmernes udvikling, mens han i sit næste arbejde, Kort Oversigt over en Deel rudimentariske Organer, over deres Bestemmelse i Naturen, samt over en systematisk Udviklingsfølge, der tildeels på disse kunde bygges (udg. på italiensk 1826; senere i Blandinger fra Sorøe, 1831) fremhæver de rudimentære organers betydning for opfattelsen af dyrenes slægtsforhold, et synspunkt som Darwin senere bragte til gennembrud. Intet i Hauchs øvrige zoologiske produktion har blivende værdi, selvom den udøvede en vis indflydelse i samtiden og den nærmeste eftertid; således er Japetus Steenstrups arbejder fra Sorøtiden tydeligt påvirkede af Carsten Hauch.

Den smukke afslutning af Hauchs zoologiske studier skaffede ham familiens bifald og et rejsestipendium. Han tog over Hamburg, Frankfürt og Koblenz til Paris hvor han ankom midt i juli. Byen var dengang et midtpunkt for naturvidenskabelig forskning, især var det Hauch om at gøre at vinde George de Cuviers tillid, og det lykkedes ham. Han kendte ellers ikke mange franskmænd og vendte snart også ryggen til de fleste danske, dog omgikkedes han til stadighed J.L. Heiberg. For den franske poesi havde han ingen smag, men skuespilhusene tiltrak ham. I Hamadryaden har han samlet noget af sin uvilje mod den franske nation i skildringen af den flove vindmager Deleau. Det var dog den lykkeligste del af hans udenrigsophold, siden fulgte ulykkerne. I oktober 1822 kom han til Nice hvor han mente at finde sit sande kald som forsker af havets dyreverden. Men det meste af det år, han tilbragte her, blev ødelagt for ham ved en betændelse i den venstre fod som forværredes ved et fejltrin. Han måtte nu besøge badestedet Valdiére hvor han blev genstand for de første omvendelsesforsøg fra gejstlighedens side; derfra rejste han til Milano hvor han konsulterede en berømt læge; han var da allerede så dårlig, at han næsten intet fik set af byen. Så fulgte ni måneders lidelser og angst i Genua. I juni sejlede han til Napoli og benyttede uden held badene på Ischia. Den følgende vinter var han nedbrudt, man var også ved at opgive ham i hjemmet. Men netop på det tidspunkt da han begyndte at imødese tanken om en amputation, "vendte Poesien om en trøstende Engel" tilbage. I mange år havde han intet frembragt, idet han stolede på Oehlenschlägers ugunstige dom om hans digterkald. På sygelejet begyndte han at digte, eventyrdramaet Hamadryaden, en del af tragedien Bajazet og to utrykte orientalske komedier blev til. 26.3.1825 amputerede den berømte kirurg Mancini hans syge fod.

Rekreationen var langsom, og livet viste sig fra nu af i en ny belysning for ham. Hans ærgerrighed som naturforsker var forsvunden, og med det digteriske arbejde havde han liden fremgang. Tanken om at vende hjem til fædrelandet som krøbling var ham modbydelig, men hans far ville ikke på det uvisse understøtte ham i det fremmede. I det dybeste tungsind fattede han da beslutningen om selvmord og søgte 16.4.1826 at berøve sig livet ved to pistolskud. Han kom sig vel hurtigt, men var nu aldeles uden håb og trøst. Da bragte hans opofrende ven Jean Dalgas ham atter til besindelse, skrev til Oehlenschläger der fik sin vildfarende lærling forsonet med familien. I august tog han nordpå til Rom hvor han boede i Via Sistina i samme hus som Bertel Thorvaldsen og H.E. Freund. I selskab med dem og Ludvig Bødtcher kom han omsider på ret køl. Han satte sig grundigt ind i oldtidens og renæssancens kunst, især var Michelangelo hans helt, som Shakespeare i litteraturen. Fra nu af træder et element af historisk og platonisk skønhedsdyrkelse ind i hans digtning. Under indflydelse af antik skulptur og latinsk litteratur, og med Shakespeares (måske også Ben Jonsons) romerdramer som direkte forbillede blev her den karakterfulde tragedie Tiberius til. I det følgende drama, Gregorius den Syvende, digter han over religionshistoriske ideer. Nemesistanken som fra nu af skulle blive bærende i Hauchs digtning er blevet hans ejendom i Italien som en frugt af hans religiøse grublen over de uhyre lidelser han havde gennemgået, og af lærde studier i omgivelser hvor stenene talte. Som det andet led i en trilogi ville han have anbragt en tragedie om Julian den Frafaldne; den måtte imidlertid vente 40 år med at se lyset. Oplevelserne i Napoli og Rom blev afgørende for hans liv; hvad der gik forud stod for ham som "en Omvej". Hauch havde i den mørke periode været langt fra kristendommen; han forlod Italien som nyomvendt. Heri havde katolicismen ingen andel, men til en vis grad den kendte reformerte præst Adolphe Monod. På hjemvejen besøgte han i Dresden J.L. Tieck der udtalte sig med stærk beundring om Hamadryaden som Hauch kunne forelægge ham i en tysk bearbejdelse. Til København kom han i juli og blev udnævnt til lektor i naturvidenskaberne ved akademiet i Sorø hvor han var bosat i atten år, uden at dog stedets historie eller naturskønhed inspirerede ham til det mindste lille digt.

Efter hjemkomsten udgav Carsten Hauch sine Dramatiske Værker i tre bind, hans fire arbejder fra rejsen tillige med et mislykket "sørgespil" om Don Juan (1828–30). J.L. Heiberg der havde modtaget Hauch med venlighed og rost ham i Kjøbenhavns flyvende Post, offentliggjorde just ved denne tid sin kritik af Oehlenschlägers Væringerne i Miklagard der vakte Carsten Hauchs harme. Han følte sig på ny forpligtet til at forsvare sin mester, stredes med Heiberg 1828 om Freias Alter, 1829 om Hrolf Krake, og udgav 1830 sin plumpe satire Den babyloniske Taarnbygning i Mignature. Et Forsøg i den Aristophaniske Comoedie, nærmest efter forbillede af Karl v. H. Platens Der verhångnisvolle Gabel. Herved indvikledes han i en helt håbløs polemik mod Heiberg der spiddede ham på sin lette kårde. Der var i Hauchs åbenlyse eller formummede angreb på samtidige ofte noget af en junkeragtig brutalitet; ikke mindst gjaldt dette hans udfald mod H.C. Andersen, først i "Taarnbygningen" og senere i romanen Slottet ved Rhinen, 1845.

Carsten Hauch fortsatte sin dramatiske digtning med en mængde skuespil som viser stigende teknisk håndelag, men som for størstedelen mere er kolde dramatiske øvelser end levende digtning. En efterklang af ungdommens studier over det sygelige sjæleliv er endnu Carl den Femtes Død, 1831. Med Maastrichts Beleiring, 1832, slog han ind på en mere idébetonet historisk digtning i Schillers manér, det er et problemdrama om aristokrati contra frihed. I Svend Grathe, 1841, behandles spørgsmålet magtadkomstlykke, hvorved Hauch foregriber Ibsens Kongsemnerne; stykket bragte Hauch forsoning med Heiberg og en stærk, overdreven ros i dennes "intelligensblade". Søstrene paa Kinnekullen, 1849 der handler om lykke, rigdom og begær, blev Hauchs populæreste scenearbejde, det var utænkeligt uden Henrik Hertz' Svend Dyrings Huus. Carsten Hauchs produktion sattes i ikke ringe grad i bevægelse ved andres succes'er. Et stort forsøg er Marsk Stig, 1850, en erotisk tragedie i historisk klædebon, stilen lidt farvet af folkeviserne. Hertil slutter sig Tycho Brahes Ungdom, 1852 der indeholder et personligt motiv, idet Hauch har skildret sig selv som han i sin ungdom stod over for valget mellem den begunstigede adelsmands fastlagte løbebane og den indre tilskyndelse. Men allerede dette skuespil nærmer sig stærkt til de intrige- og situationsstykker af den Heibergsk-Scribeske skole som var ved at beherske den danske scene. Herhen hører Æren tabt og vunden, 1851, Gjengjeldelsen, 1854, Et Eventyr i Ørkenen, 1855, Kongens Yndling, 1858 (fra Christian IVs tid), Henrik af Navarra, 1863 (et velbygget drama), Qvindehævn, 1868 (efter et forarbejde fra hans sygdomstid). Med disse mange scenearbejder nåede Hauch dog aldrig at få det københavnske publikum rigtig i tale; de var og blev repræsentanter for den litteratur som P. Chievitz 1854 spottende kaldte for "det kedelige Drama". Helt uden betydning er også hans to komedier Den hjemkomne Sømand, 1837 og Flugten til Sæteren, 1850 (utrykt).

Det lykkedes ham derimod at vinde en større læserkreds med sine romaner. Også her virkede andres eksempel ansporende på ham, først Ingemanns, senere H.C. Andersens. I Vilhelm Zabern, 1834, behandler han et emne fra Christian IIs tid; helten er en tilbeder af Dyveke der på nært hold bliver vidne til hendes skæbne. Formen er selvbiografisk, hvad der på den ene side giver bogen enhed og samling, men på den anden side tillader dens forfatter i meget høj grad at identificere sig med hovedpersonen. Den lyriske selvkarakteristik er i det hele taget styrken og svagheden ved Hauchs romaner. Guldmageren, 1836, har emne fra 1700-tallet; den er fortalt i tredje person, men 1837 supplerede Carsten Hauch denne roman som er hans bedste med en episode, De Geers Ungdomsliv, fortalt af ham selv, der ligesom skal kaste et inderligere lys over de fortalte begivenheder og vejlede læseren til at finde en dybere, allegorisk mening i digterværket som skildrer Hauchs dunkle og dybe, men utilfredsstillede åndelige stræben. En polsk Familie, 1839, har nutidsemne, men foregår som alle Hauchs større fiktionsværker uden for Danmarks grænser, den er løsere og vagere i fremstilling og karakteristik end de forudgående. Slottet ved Rhinen, eller deforskjellige Standpunkter, 1845 er ligeledes en nutidsroman; den viser Hauch som fortæller fra den svageste side, personerne er påklædte eksempler på livsopfattelser, de træk der er hentede fra livet er kunsterisk uforarbejdede, og spændingen vækkes ved midler der er lånte fra den tarveligste underholdningslitteratur.

Den ældre række af Carsten Hauchs prosaværker slutter med Saga om Thorvald Vidførle eller den Vidtbereiste, 1849, en i alle enkeltheder omhyggeligt udført imitation af den islandske slægtssaga; de oldnordiske forbilleder har her stivet Hauchs leddeløse fortællerkunst af, men det lærde stilistiske apparat virker ofte knugende på det poetiske liv. Den strenge disciplin har imidlertid haft gunstige eftervirkninger for Hauchs nye fortællinger efter 1850 der vel symbolsk og psykologisk kun er dubletter til de ældre, men som har en strengere holdning. Robert Fulton, 1853 der fortsætter Guldmagerens ideer og karakterer, behandler Hauchs yndlingsemne, den geniale naturs miskendelse og kamp. Charles de la Bussiére, 1860, en pariserroman fra revolutionstiden, fortsætter på lignende måde Vilhelm Zabern i andet stof. Fortælling om Haldor, 1864, er en replik til Thorvald Vidførle, mindre skoleret, men også varmere og naturligere. Rækken sluttes med den velfortalte Kierkegaardske novelle Et Martyrium i Nutiden, 1866 der reducerer de "forskellige Standpunkter" til kampen mellem tro og tvivl i det grublende sind.

Carsten Hauchs romaner lider under svære mangler. Stilen er ofte livløs og forstandsmæssig, uden forhold til den sanselige verden; betegnende nok foregår alt på steder som Hauch ikke under udarbejdelsen havde for øje. Personerne er mest skabelonmæssige eller kalkerede over Hauchs bekendtskabskreds. Kompositionen føles trods al teknisk kunnen og koldblodig beregning af skyld og skæbne ukunstnerisk. Men det er digterværker, de har en værdifuld lyrisk kerne; poesien bryder igennem i de indlagte episoder, i vingede replikker og billeder, fremfor alt i de mange lyriske digte hvori Hauch sammenfatter sine karakterer og situationer.

Det var først sent Carsten Hauch kom til erkendelse af at lyrikken var hans egentlige felt som digter. Endnu i fortalen til sine Lyriske Digte, 1842 (meget forøget udg. 1854) gør han nærmest undskyldning for at optræde som poet. Senere udgav han Lyriske Digte og Romancer, 1861, der bl.a. rummer en episk digtkreds Valdemar Atterdag, inspireret af Hjortens Flugt, en ny cyklus Valdemar Seier, 1862, endelig Nye Digtninger, 1869, vidnesbyrd om en utrolig evne til poetisk selvfornyelse og ekspansion i den høje alderdom. Formelt holdt han sig vel forsigtigt til den rige skat af strofer og vers som den dansktyske romantik havde frembragt før ham, men hans versifikation er strengere gennemarbejdet og mere lødig end de fleste samtidiges; især er hans behandling af Niebelungenstrofen og de frie rytmer (som i Goethes Prometheus) mesterlig. Ofte tager han sit udgangspunkt i folkesangen, men han savner dens simpelhed.

Man kan skelne mellem en musikalsk og en recitativ gruppe af hans digte. Til den første hører de fleste digte fra hans skuespil og fortællinger: Agnes' sange i Hamadryaden, Dyvekes i Vilhelm Zabern, Lauras i Robert Fulton, sangene fra En polsk Familie, endvidere hans salmer; til den anden hører hymner, tankedigte og ordsproglige digte som Trøst i Modgang, Afsked med Verden, Vaaren, Det vaagnende Foraar, sange ved de nordiske naturforskermøder og de fordringsfulde monologer Bekjendelse, Plejadernes Sang ved Midnat, Calafs Sang, Barlows Digt om Amerika, mindedigtet over Christiane Oehlenschläger. Af hans ballader og romancer er foruden de to store digtkredse Magnus og Knud Lavard og Kong Olaf og hans Staller berømte. En dyb melankoli, en uslukkelig verdenssmerte der til tider kan blive til høj patos, er indholdet af denne nordiske sangers bedste digte. De fortæller som alle hans romaner om et delt sind der snart griber efter jordelivet, snart skuffet vender sig mod det hinsides. Længslen bort fra "den kolde, dunkle Jord" kan blive til attrå efter døden. Det er en drømmers og nyplatonikers værk: alting, lærer han, er forberedelse i dette liv, og al brøde gengældes her, men man tør ikke vente erstatning. Mindre fast er hans udødelighedshåb forankret, tvivlen nager ved roden af hans religiøsitet.

Carsten Hauch var i marts 1846 blevet professor i nordisk sprog og litteratur i Kiel; han egnede sig ikke ilde til denne udsatte post, fortrolig som han var med tysk tænkemåde og fornem i sin holdning. Han udgav her en nordisk mytologi på tysk (1847). 1851 blev han professor i æstetik i København, 1855 formand for den kommission der skulle ordne Det kgl. teaters indre forhold, 1858–59 den ene af dets to direktører, 1860–71 dets censor. I efteråret 1871 rejste han sydpå og døde i Rom. Fra hans professortid stammer de fleste af hans glimrende skrevne litterære studier, samlede i bindene Afhandlinger og æsthetiske Betragtninger I–II, 1855 og 1869 og Æsthetiske Afhandlinger og Recensioner, 1861. Han var en fremragende æstetiker. Skønt han stod med begge ben plantede i den romantiske poetik var han ikke bunden til romantikkens fordomme. Han gendigtede, undertiden vistnok på en meget subjektiv måde, de store digteres værker, især fordybede han sig gerne i Oehlenschläger og Shakespeare, altid positivt medfølende. I disse skrifter viser han en smidighed og alsidighed hvori man har ondt ved at genkende den hidsige polemiker fra Baggesenfejdens tid. Hans mærkeligste analyse turde være den af Njáls saga, baseret på forelæsninger fra efteråret 1848, den gør rede for den kunstforstandige tilrettelæggelse af det episke stof, fremstiller sagaens forfatter som en stor romanskriver, insinuerer egentlig at den er fri opfindelse.

Carsten Hauchs sidste værker var to prægtige bind Minder, 1867 og 1871, nedskrevne uden benyttelse af håndskriftligt materiale, derfor uden anekdotiske detaljer. De giver os nøglen til hans sjæl: første del den tabte idyl, anden del hans lidelseshistorie; det er vel vor litteraturs mest helstøbte memoireværk; det standser foran hans egentlige forfatterskab.

Carsten Hauch var en dyb ånd, men ligesom splittet, svækket ved indre modsigelser. En grundidé i al hans digtning er modsætningen mellem det indre værd og den ydre glans, mellem det dybere gemyt og det overfladiske sind. Nogen rig og frodig digternatur var han ikke, og hans karakter havde sine brist, især en vis kulde og tvetydighed i menneskelige forhold – hans loyalitet mod anderledestænkende hang sammen med at han ikke helt og fuldt var tro mod sine venner og de ideer han svor til. Det billede af sig selv han gerne ønskede at overlevere til eftertiden, er heller ikke helt autentisk: han var knap så abstrakt ædel som han selv gjorde sig til og ikke den naive og gedigne digternatur han ville gælde for. Han fortæredes af en umættelig ærgerrighed. Til hans fortrin hører en stærk tragisk patos, en usædvanlig selvkritik og perfektibilitet, en omfattende, lidt farveløs intelligens og en brændende kærlighed til poesien der næsten gjorde det ud for religion i hans system. Hauch hører ikke til de største i vor guldalderlitteratur, men han er dens mærkeligste personlighed, og han ligesom voksede med alderen. Etatsråd 1851. Konferensråd 1859.

Familie

Født i Frederikshald, død i Rom, begravet sammesteds (protestantisk kirkegård). Forældre: stiftamtmand, senere generalpostdirektør Frederik Hauch. (1754–1839) og Karen Tank (1764–1802). Gift 18.2.1829 i København (Slotsk.) med Frederikke (Rinna) Elisabeth Brun Juul, født 13.6.1811 i Helsingør, død 24.3.1896 på Frederiksberg, d. af byfoged Svend Brun Juul (1774–1813) og Helene Elisabeth v. Munthe af Morgenstierne (1781–1820). – Far til A.G Ø. Hauch og L.A. Hauch.

Udnævnelser

R. 1845. DM. 1856. K. 1867.

Ikonografi

Litografi af Edv. Lehmann, 1837, samt gentagelse. Tegn. af J.F. Vermehren, 1847, litograferet 1850, 1852 og 1853 samt gengivet i træsnit 1890. Tegnet i digtergruppe af N. Simonsen (Fr.borg). Litografi af Em. Bærentzen, efter dette litograferet af A.M. Petersen i gruppe af danske digtere, 1848, samt gengivet i træsnit 1856. Buste af H.V. Bissen, 1851. Tegn. sign. J. Kayser, 1852 (Fr.borg). Buste af H.V. Bissen, 1858 (St.mus., Fr.borg, Det kgl. teater), forstørret ekspl. (Sorø akad. park). Træsnit efter tegn. af H. Olrik, 1862, efter dette træsnit 1872. To litografrer i ens type, det ene 1871. Afbildet på M. Petersens stik af nord. digtere, 1869, efter dette portr. flere litografier og træsnit. Træsnit af R. Neergaard, 1871, kopieret 1872. Træsnit af J. F. Rosenstand, 1872. Dødsmaske (Fr.borg). Træsnit af H. P. Hansen, 1877. Silhouet af Ida Schiøtz Jensen. Foto.

Bibliografi

Udg. Dramatiske værker, 2. udg. I–III, 1852–59. Samlede romaner og fortællinger I–VII, 1873–74 (2. udg. 1903–05). Samlede digte I–II, 1891. Digte, udg. Harald Nielsen, 1921. Udvalgte digte, 1923. Udvalgte skrifter, udg. P. Schjærff I–III, 1926–29. Lyriske digte 1842, udg. Paul V. Rubow, 1949.

Kilder. Carsten Hauch: Minder fra min barndom og min ungdom, 1867. Samme: Minder fra min første udenlandsrejse, 1871. Udvalg af breve til P. Hjort, 1867 201–62. Ny saml., 1869 391–94. Breve til H.C. Andersen, 1877 185–240. Carsten og Renna Hauchs breve 1870–71 i Tilskueren, 1928 II 17–30 86–95 195–210 248–65. Hauch og Ingemann. En brevveksling, udg. m. indledning af M. Hatting, 1933. Danske mag. 6.r.VI, 1933 (aktstykker ang. det da. docentur ved Kiels univ. m. kommentarer af Harald Skalberg).

Lit. C.C.A. Gosch: Udsigt over Danmarks zool. lit. II, 2, 1875 47–56; III, 1878 281–83 (bibliografi). F. Rønning: Johannes Carsten Hauch, 1890 (2. opl. 1903) = Folkelæsning CLXXII. G. Brandes: Samlede skrifter I, 1899 368–427. Paul V. Rubow: Dansk lit. kritik, 1921 (nyt. opl. 1970). Samme: Saga og pastiche, 1923 (nyt opl. 1968). Samme i Tilskueren, 1928 I 351–53. Samme: Små kritiske studier, 1935 32–39. Samme i Danske i Paris, red. Fr.v. Jessen I, 1936. Samme i Rom og Danmark, red. L. Bobé II, 1937. P.A. Rosenberg: Erindringer I, 1934 158–62. Torben Krogh i Tilskueren, 1929 I 412–22. K. Galster: Carsten Hauchs barndom og ungdom, 1930. Samme: Carsten Hauchs manddom og alderdom, 1935. Louis Pedersen i Danske studier, 1931 118–26. Samme sst. 1932 157–65 (m. brevveksl, med P.L. Møller). Samme sst. 1933 83–86. Ole Restrup sst. 11–16. Jørgen Breitenstein sst. 1969 20–47. Per Krarup i Århus stiftstid. 3.3.1972. Papirer, manus, og breve i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig