Juliane Marie

Juliane Marie, 4.9.1729-10.10.1796, dronning. Født i Wolfenbüttel, død på Fredensborg, begravet i Roskilde domk. J. M. fik som sine søskende en streng opdragelse og, som flere medlemmer af det braunschweigske hus, stammede hun en smule. Hun var fåmælt og tilbageholdende da hun kom til Danmark som dronning for den allerede da depraverede Frederik V, og i sin tid som dronning synes hun ikke at have forsøgt at spille nogen politisk rolle. Hvor meget hun har virket i det stille unddrager sin iagttagelse; at hun ikke savnede selvfølelse og magtvilje gav hun senere bevis på. Som efterfølger for den folkeyndede engelskfødte dronning Louise fik hun en umulig opgave som hun hverken i kraft af opdragelse eller gemyt var i stand til at løse. – Hendes eneste søn, arveprins Frederik, fik udmærkede danske lærere som J. S. Sneedorff og Ove (Høegh) Guldberg. Der er ingen grund til at tro at dette var hendes eget valg eftersom man her fulgte en tradition fra dronning Louises tid, men i den senere kraftige nationale reaktion i borgerskabet mod fremmedindflydelsen, der netop under Frederik V nåede sit højdepunkt, blev det dansk-nationale basis for J. M.s popularitet efter 1772.

Som svigerinde til Frederik II af Preussen var hun næppe positivt indstillet over for den danske regeringskreds og dens enkelte medlemmer. Det er rimeligt at antage at hun følte en form for jalousi over for kongens fortrolige beskytter A. G. Moltke, hvis forsøg på at holde kongens privatliv så skjult som muligt også kom til at isolere dronningen. Til J. H. E. Bernstorff kom hun aldrig i noget positivt forhold, og det er ikke usandsynligt at hun har haft en finger med i spillet da prinsesse Louise meget mod Bernstorffs vilje blev givet til Carl af Hessen.

Ved Frederik Vs død i jan. 1766 trådte hun helt i baggrunden og fik overladt Fredensborg som enkesæde. Med stedsønnen Christian VII kom hun aldrig på nogen god fod. Derimod omgikkes hun tilsyneladende venskabeligt med Caroline Mathilde og dronning Sophie Magdalene mens kongen 1768 foretog sin store udenlandsrejse. Med J. F. Struensees magtovertagelse fra 1770 begyndte en svær tid hvor hun og sønnen udsattes for fornærmende tilsidesættelser. Hendes tanker om at denne elskede søn, hvem hun ganske uden grund tillagde evner som regent, burde overtage tronen i stedet for den formørkede stedsøn, var så levende hos hende at hun ikke tøvede med at gribe til da øjeblikket kom. Hendes opfattelse er utvetydigt angivet i det billede hofmaleren J. G. Ziesenis malede af hende og arveprinsen. Med portrættet af denne i skødet og holdende i venstre hånd rammens kongekrone gør hun med højre en talende gestus mod prinsen.

Der er intet bevis for at J. M. selv har taget noget initiativ til statskuppet 17.1.1772. Her må formentlig Guldberg bære hele ansvaret. På den anden side var han så fortrolig med enkedronningens tanker at han ikke tog fejl da sammensværgelsen tog form. Under kuppets udførelse påtog hun sig at udstede de nødvendige ordrer, medvirkede til at sikre kongens person for de sammensvorne hvorved de udførte handlinger kunne legaliseres, og var en betydelig og drivende kraft bag processen mod de styrtede magthavere og mod Caroline Mathilde. Hendes had til – og frygt for – denne- ophørte først ved Caroline Mathildes død. Hun var ligeledes utrættelig i sine bestræbelser for at legitimere det skete ved at lade kongen og den lille kronprins underskrive takkebreve til hende for deres redning. Efter kuppet viste hun sin personlige magtvilje ved at hun en kort tid mod kongelovens ånd og bogstav deltog i statsrådets møder hvilket Guldberg dog fik hende fra. Hendes indflydelse gennem det kabinetsstyre der opretholdtes, til trods for at netop et sådant styre var en af de alvorligste anklager mod Strueense, var imidlertid fortsat stor og øgedes mod periodens slutning. – I disse år opretholdt hun en livlig korrespondance med den preussiske konge, men selv om politiske emner nu og da berøres er der intet der tyder på at han derigennem har haft nogen direkte indflydelse på den danske regerings politik. Da A. P. Bernstorff 1780 fik sin afsked som udenrigsminister kunne det hilses med velvilje i Preussen, men årsagen var at finde i J. M.s og Guldbergs utilfredshed med Bernstorffs utilslørede kritik mod kabinetsregeringen. J. M.s uskrømtede glæde ved magten var ikke begrundet i egentlige regentevner, hendes kundskaber var ikke store, og af natur var hun mere passiv end initiativrig. Efter 1772 blev hun genstand for en enestående hyldest og smiger som hun nød uden reservation. Et øjenvidne til hendes magtperiode siger om hende: "Hun havde ved sine skønne høje og ranke Figur en imponerende Anstand og et Øje, som sagde meget, naar hun fandt det for godt" (Johan Bülow). Efter at frygten for et modkup ved Caroline Mathildes død 1775 var ophørt levede hun sorgløst uden tanke for at nogen fare kunne true fra den unge kronprins. Hun havde da han var tolv søgt at få ham forlovet med en russisk prinsesse, og da dette mislykkedes, med en preussisk. Trods advarsler fra svogeren kom kronprinsens kup 1784 helt bag på hende. Hun trak sig tilbage med bitterhed, men efter en første opbrusende vrede lykkedes det hende i nogen grad at spille rollen som den der også her havde fået sin vilje. Derefter trådte hun atter i baggrunden. I hendes arkiv findes en del kalenderoptegnelser, breve fra bl.a. kronprinsen og kongen, samt notater der viser at hun har søgt at lære italiensk. Nogen god økonom var hun ikke. Hun fik 1784 tilsagn om at hendes apanage måtte udbetales til boet et år efter hendes død for at dække evt. gæld, og med sikkerhed heri lånte hun straks betydelige summer af statskassen.