K.A. Wieth Knudsen

K.A. Wieth Knudsen, Knud Asbjørn Wieth Knudsen, 8.1.1878-22.2.1962, nationaløkonom. Født i Kbh. (Trin.), død i Hellerup, begravet Vrigsted kgd., Vejle amt. W. K. voksede op under beskedne kår, da faderen flyttede til Århus og moderen alene måtte sørge for to børn. Fra Krebs' skole kom han ind på Metropolitanskolen hvor han blev leder af skolens orkester. Han blev student 1897. Da han og familien ikke regnede med at han som musiker kunne skaffe sig et levebrød, valgte han at studere statsvidenskab. Samtidig fik han undervisning i musik (klaver og klarinet) og kompositionsundervisning hos Otto Malling. Han arbejdede flittigt med statsvidenskaben og fik 1901 guldmedalje for afhandlingen Hovedtrækkene af Kapitalrentens Historie i Danmark siden Midten af forrige Aarhundrede. S.å. udsendte han en lille bog Hvad man kan se af Vekselkurserne der blev meget rost. 1902 blev han cand.polit. og beregner i forsikringsselskabet Mundus. 1904-07 var han på studierejse i Tyskland, Frankrig og Schweiz. Han fortsatte med at dyrke både statsvidenskab og musik. Det sidste bl.a. hos Felix Draeske i Dresden. 1905 kom hans første kompositioner: Fire sange hos Kahnt i Leipzig. Han samlede et stort materiale til belysning af befolkningsspørgsmålet og blev 1908 dr.polit. på værket Formerelse og Fremskridt (fransk udg. 1936). Heri hævdede han, at Thomas Malthus' befolkningslære i hovedtræk var gældende, og den almindelige befolkning ikke havde fået del i fremskridtet. Bogen vakte diskussion, men forfatteren blev rost for selvstændig tænkning og omfattende viden. S.å. søgte han at blive docent i nationaløkonomi ved landbohøjskolen. Et flertal i bedømmelsesudvalget indstillede ham, men der blev truffet en politisk afgørelse. K. Riis-Hansen der havde vikarieret i stillingen blev udnævnt.

Året efter blev W. K. kontorchef ved det internationale landbrugsinstitut i Rom. 1910-12 var han præsident for den skandinaviske forening. 1911 deltog han ved Kbh.s univ. i konkurrencen om W. Scharlings professorat. Han blev anset for kvalificeret, men Axel Nielsen fik professoratet. Hans konkurrenceafhandling, Hovedtræk af Landboreformerne i Rusland blev udgivet s.å. og 1913 i udvidet udg. udgivet på tysk. S.å. vendte han tilbage til Danmark. Et par semestre ledede han på universitetet et økonomisk seminar der da var en ny form for øvelser. Han skrev samtidig om udenrigspolitik til blade og tidsskrifter, navnlig til "København". 1914 lod han en bog, Danmark under Verdenskrisen, trykke som manuskript og sende som lukket brev til regering, rigsdag og ledende officerer. Bogen som bl.a. omtalte mineudlægningen i Storebælt medførte en anklage for højforræderi. Ved kriminalretten fik han 3 mdr.s fængsel, men blev 1915 frikendt ved højesteret. Sagen gav ham en omfattende foredragsvirksomhed. 1920 afløste han Riis-Hansen som docent, og 1922 blev han professor i socialøkonomi, finansvidenskab og retslære ved Norges tekniske højskole i Trondhjem. Hans skribentvirksomhed fortsatte. Foruden artikler i danske, norske, tyske og franske tidsskrifter skrev han flere bøger. 1922 blev en samling artikler udgivet i Trondhjem under titlen Økonomisk-tekniske avhandlinger. 1924 kom i Kbh. en bog som vakte debat Feminismen (oversat til flere fremmede sprog). Her vil han vise at kvindens stilling i samfundet efter hendes natur og karakter må være mere beskeden end mandens, og at kvindefrigørelsen har medført forskellige udskejelser. I det norske Statsøkonomisk Tidsskrift, 1928 skrev han Sociologiens Kvintessens, genudg. i udv. form 1931 som Sociologiske Grundlove, 1928 Dansk Skattepolitik og Finansvæsen fra Enevælde til Folkestyre hvor han fremhæver lyse sider ved enevælden og kritiserer nutidens sociale love og beskatning. S.å. kom Den europæiske Musiks Skæbnetime. Han går her imod de moderne tendenser i musikken og udregner hvor mange muligheder der er for nye kompositioner, selv om opbygningen sker på traditionel vis. 1923 var W. blevet dansk konsul i Trondhjem. 1927 blev han medlem af det norske videnskabernes selskab. Han havde et godt samarbejde både med studenter og kolleger ved højskolen, men alligevel var et professorat i Kbh. hans mål. 1930 var der et sådant ledigt; statsvidenskabelige professorer ville imidlertid ikke have ham med i konkurrencen. Da denne beslutning blev ændret opgav han det på grund af bedømmelsesudvalgets sammensætning. S.å. udsendte han Mit videnskabelige Livs Drama som angriber de daværende statsvidenskabelige professorer, navnlig L. V. Birck. Efter Bircks død 1933 forsøgte W. K. på ny forgæves at komme til Kbh.s univ. 1934 udgav han sammen med ingeniør E. Einarsen Verdenskrisen og det daglige Brød, 1935 Hvad vet vi om Sovjetrussland? Efter nazismens sejr i Tyskland forsvarede W. K. udviklingen i landet, men erklærede at han ikke var nazist. Senere i 30erne var han tilfreds med at der i Danmark var en voksende forståelse for den tyske politik. 1939 fik han sygeorlov fra stillingen i Trondhjem (afsked 1.1.1942). Han opholdt sig herefter en tid på et sanatorium for sukkersyge i Danmark. 1940 var han medstifter af et tidsskrift for dansk folkemusik. Efter 1945 gik W. K. på ny ind i den offentlige debat. 1946 kom en pjece, Sydslesvig – nu eller aldrig med et ønske om Danmark til Ejderen, 1949 Atlanterhavs-Skandinavisme?, 1951 Sexualoplysning og Fosterdrab, 1952 en bog Danmarks Nationaløkonomi og Udenrigspolitik gennem 20 Aar, der kritiserer reguleringssamfundet og tilslutningen til NATO. 1955 hævder han i pjecen 9. April -Ærens Dag eller Dommens Dag?, at Danmark aldrig vil forvinde at der ikke blev mobiliseret i april 1940.

Allerede som ganske ung drev W. K. alvorlige musikalske studier, og i sin studentertid tog han samtidig med han forberedte sig til embedseksamen, klaver- og klarinetundervisning, en tid tillige kompositionsundervisning hos Otto Malling. Senere studerede han hos Felix Draescke i Dresden og udgav allerede 1905 sine første kompositioner, fire sange, hos Kahnt i Leipzig. Senere udkom en del sange med klaver eller orkester, en strygekvartet (op. 10), en cello-sonate (op.8) og en Festfinale for orkester. Af større utrykte værker kan nævnes endnu en strygekvartet (f-mol, op.20), en klavertrio (g-mol, op. 18), en ballade med cello for orkester (op. 16), en violinkoncert og operaen "Das irdische Dunkel". I sin musik, der for de værkers vedkommende som udkom herhjemme (især tre hæfter sange til tekster af Thor Lange) er udgivet under pseudonymet Niels Knudsen, følger W. K. Leipzig-romantikkens baner. En betydelig teknisk kunnen og sund, men ikke særpræget, melodisk åre er hans fornemste musikalske kendetegn. Fra W. K.s senere år skriver sig en orkestersuite Danske Musikbilleder og en romance (op.87), som han skrev som 83-årig. W. K. var en meget dygtig skribent. Hans ungdoms videnskabelige indsats gjorde det forståeligt at han var bitter over ikke at få en docent- eller professorstilling i Kbh. Hans senere skrifter var i stort antal mere politisk og moralsk engagerede end videnskabelige. Han så op til kritikeren Harald Nielsen og fandt positive sider ved nazismen, men afviste Fritz Clausens opfordringer om at melde sig ind i hans parti.