William Scharling

William Scharling, Hans William Scharling, 22.9.1837-29.4.1911, nationaløkonom, Finansminister. Født i Kbh. (Frue), død på Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). S. blev student 1855 fra Metropolitanskolen og cand.jur. 1861. Året efter fik han universitetets guldmedalje for besvarelse af en statsvidenskabelig opgave, Hvad forstaaes ved Proletariat og hvad kan fra Statens Side gjøres for at forhindre dets Opkomst og Udbredelse? 1863 deltog S. i konkurrencen om et professorat i statsøkonomi. Ingen af de fire deltagere blev erklæret for fuldt kvalificerede. De tre andre deltagere var de senere professorer L. Holst og N. C. Frederiksen samt bureauchef Marius Gad. 1865–66 var S. på en længere udenlandsrejse med offentlig understøttelse. 1867 blev han ansat i indenrigsministeriet. S.å. døde Holst og S. sejrede 1869 i konkurrencen om hans professorat over V. Falbe-Hansen med afhandlingen, Pengenes synkende Værdi, belyst ved danske Aktstykker. S. blev herefter professor i statsøkonomi og statistik i mere end 40 år til sin død – kun afbrudt 1900–01 da han var finansminster i det sidste højreministerium. Som lærer virkede S. tør og pedantisk – navnlig ved sine eksaminationer. Selv om hans forelæsninger var velformede, klare og grundigt forberedte virkede de ikke inspirerende, og han havde kun i ringe grad kontakt med studenterne. Han gav den klassiske liberale nationaløkonomi principiel tilslutning, men han havde også forståelse for den tyske historiske skole. Som professor fik han stor betydning gennem sit forfatterskab. 1868 udgav han Indledning til den politiske Økonomi, 1870 Grundrids af den rene Arbejdslære, 1878–87 udsendte han sammen med V. Falbe-Hansen Danmarks Statistik (I-V, supplementsbind 1891). Heri skrev han afsnittene om befolkningen, samfærdselsmidlerne, industrien, pengevæsenet, de sociale forhold, rigsdagsstatistikken og finansvæsenet med undtagelse af skatterne. Værket var en grundig beskrivelse af alle væsentlige økonomiske og sociale forhold i samtiden med belysning af vigtige sider af den økonomiske sammenhæng. Den blev i mange år en meget anvendt håndbog og er til vore dage blevet anvendt ved udarbejdelse af økonomisk-historiske afhandlinger, men var en vanskelig lærebog for datidens studenter.

1900 udsendte S. Bankpolitik samtidig på dansk og tysk (senere oversat til ungarsk), 1903 Værdilærens Udvikling 1871–1900, s.å. Grundrids af Nationaløkonomiens Theori, 1905 Handels- og Toldpolitik. 1907 påbegyndte han et omfattende systemværk Samfundsøkonomiens Theori, hvoraf han dog kun nåede at fuldføre Samfundsproduktionen, 1907–08 og Handel, Værdi og Penge, 1909. S.s bøger gav studenterne nyttigt læsestof hvor de i vid udstrækning tidligere havde været henvist til forelæsningsnotater, men bøgerne gav ikke nye landvindinger for den økonomiske teori og mange af dem blev hurtigt forældede. Udover bøgerne skrev S. talrige artikler i danske og udenlandske tidsskrifter. Han havde været medstifter af nationaløkonomisk forening 1872, var i mange år medlem af bestyrelsen og 1873–1900 medudgiver af foreningens tidsskrift hvor der i de fleste årgange i hans levetid var et par artikler fra hans hånd. I sine bøger og afhandlinger tog han ofte stilling til den aktuelle økonomiske udvikling. I modsætning til mange andre samtidige var han monoterist. Prisfaldet fra 80erne hang efter hans opfattelse sammen med den relativt faldende pengemængde. Han er fulgt af mange senere økonomer i at tillægge renten (diskontoen) betydning for omsætningsforholdet med udlandet; derimod ikke i, at rentens højde havde betydning for opsparingens størrelse. Han tog fejl ved at tvivle på at landbruget kunne erstatte korneksporten med eksport af andre landbrugsprodukter. Hans kritik af byggeriets stærke vækst 1907 blev bekræftet ved byggekrisen det følgende år. S. var også optaget af universitetets administration. Han blev tidligt medlem af konsistorium og var bl.a. efor for legater. 1887–88 var han universitetets rektor. Som videnskabsmand blev S. kendt i en række lande. 1877 holdt han forelæsninger ved universitetet i Uppsala og blev s.å. i anledning af universitetets 400 års jubilæum udnævnt til dr.juris. Ved internationale statistiske kongresser 1872 og 1876 repræsenterede han Danmark og som medlem af det 1885 stiftede Institut international de Statistique deltog han i flere af dette selskabs kongresser. Han valgtes 1886 til medlem af Cobden Club og 1889 til medlem af Société d'Economie Politique. Han var også medlem af Commission Centrale de statistique de Belgique og var fra 1909 korresponderende medlem af Kgl. svenska veten-skapsakademien. S.å. da han havde virket ved Kbh.s universitet i 40 år blev han æresdoktor i statsvidenskab.

Ved siden af sit arbejde som professor var S. i en årrække politiker med tilslutning til højre. 1873–81 var han medlem af Kbh.s borgerrepræsentation og i flere år formand og ordfører for budgetudvalget. Ved folketingsvalget 1872 og 1873 søgte han forgæves valg i Grenå. 1876 blev han valgt i Kbh.s 4. kreds som han repræsenterede til 1898 da han selv trak sig tilbage. I folketinget var det navnlig det saglige arbejde der interesserede ham, men uanset hans mange relevante kundskaber, der ofte gjorde ham til højres ordfører, fik han næppe megen indflydelse på lovgivningen. Hans saglighed var kedelig og hans væsen reserveret. I den politiske kamp fulgte han Estrup. Han var dog betænkelig ved de foreløbige finanslove som han frygtede ville medføre en forfatningsforandring. Han var derfor forsigtigt medvirkende til forligsbestræbelserne 1891–94 og var højres ordfører ved den afsluttende debat 1894. Hans anbefaling af forliget var meget kølig og med beklagelse af højres indrømmelser. Efter forliget blev han viceformand i folketinget og 1895 valgt til formand for højres repræsentantskab. Som helhed fandt han dog at det politiske arbejde var for ufrugtbart og meddelte ved valget 1895 at det var sidste gang han stillede sig. Ministerierne Reedtz-Thotts og Hørrings forsøg på at få gennemført en skattereform fulgte han med skepsis og afslog 1897 en portefølje i ministeriet Hørring. Alligevel lod han sig efter at have forladt folketinget bevæge til at blive finansminister i ministeriet Sehested fra den 27.4.1900. Da han tiltrådte var der i folketinget med nogen tilslutning fra højre opnået forlig om en landbrugsvenlig skattereform. Uden hensyn hertil forelagde han i landstinget et regeringsforslag til en skattereform der tog mere hensyn til byerne og bl.a. undlod at medtage den for landbruget særlig gunstige tiendeafløsning, som indgik i det indgåede forlig. Den herved skabte forvirring omkring skattereformen var medvirkende til højres store nederlag ved valget 1901. S. formåede heller ikke at gennemføre et forslag om optagelse af et lån i Frankrig og måtte af hensyn til den tomme statskasse som den første finansminister efter 1848 overtrække statens konto i nationalbanken. Sehested og de fleste af hans ministre var indstillet på at fortsætte uanset valgnederlaget, men kongen var træt af den politiske kamp og ønskede et ministerium af venstre. S. var ked af at blive tvunget bort som minister, men opgav herefter helt sine politiske aktiviteter. Ved siden af sit virke som professor og politiker havde S. en række andre hverv. 1873 blev han medlem af nationalbankens repræsentantskab. 1891 blev han valgt til kontrollerende direktør i Det octroierede almindelige brandassurance-kompagni. 1894 blev han medlem af bestyrelsen for Statsanstalten for Livsforsikring. Han var desuden formand for Nordisk forening for økonomisk samarbejde, formand i bestyrelsen for De danske Spritfabrikker, formand i Låne- og spareforeningen for embeds- og bestillingsmænd og medlem af bestyrelsen for Alderdoms friboliger. S. var også medlem af flere offentlige kommissioner bl.a. møntkommissionen af 1872 og blev tilkaldt til den "store" arbejderkommission (1875–78). Selv om S. hurtigt fik mange opgaver uden for universitetet opfattede han professorstillingen som det centrale og passede den med stor pligttroskab. Hans forfatterskab tilførte den nationaløkonomiske litteratur en omfattende og nyttig tilvækst. Hans højreprægede synspunkter var med til at forringe hans kontakter med studenterne og yngre økonomer, men hans debatindlæg fik aldrig en bitter personlig karakter. Han var et elskværdigt menneske der også havde sans for livets lyse sider og for kunst og natur. -R. 1878. DM. 1888. K². 1892. K¹. 1901.