Lars Bjørnbak, Lars Nielsen Bjørnbak, 19.1.1824-2.1.1878, politiker. Født i Lendum, Vendsyssel, død i Viby, Århus, begravet sst. B.s far der var en af sin tids mange skolelærere uden eksamen repræsenterede en ikke ringe type på de mænd der førte 1814-ordningen ud i livet, pligtopfyldende og praktisk virksom som han var. B. blev hyrdedreng som niårig, og i de hvilestunder han kunne finde opbyggede han sig efter sin egen beretning ved læsning af den for tiden omkring 1800 typiske litteratur. Gennem gamle tidsskrifter fik han indtryk af "gode menneskers ædle gerninger til fordel for dyd og menneskeret". Efter konfirmationen fik han plads som huslærer en tid, og 1841 blev han optaget på Snedsted seminarium hvor han påvirkedes af L. C. Müller og især af forstanderen, den senere biskop G. P. Brammer. 1843 tog han lærereksamen, og 1844 blev han lærer i Guldager, Vrejlev sogn i Midtvendsyssel. Han var tidligt blevet politisk interesseret og opstillede til folketinget i Vrejlevkredsen 1852. 1855 blev B. lærer og kirkesanger i Viby ved Århus hvor hans fremtidige virksomhed skulle komme til at ligge. 1.10.1857 åbnede han Viby højere landboskole, en bonde-skole i ikke-grundtvigsk ånd og med vægten lagt på det rent oplysende og direkte opdragende. Skolen i Viby fik fodfæste i Århus-egnens befolkning (1866–67: 36 elever, 1871–72: 80 og 1876–77: 86), og B. udmøntede i denne skolevirksomhed det program for bondestandens oplysning han allerede i en artikelserie i Nørrejysk Tidende 1854–56 havde offentliggjort, og som han udsendte som særligt skrift 1860: "Frem, Bondemand, frem" (heri slagordet: Kundskab er Magt, Uvidenhed Trældom). B. tog livlig del i det politiske foreningsliv der var begyndt at røre sig på egnen, inspireret af Odderkredsens folketingsmand, Geert Winther, og som knyttede sig til den Tscherningske fløj af bondevennerne. 1862 var B. medstifter af Den jyske folkeforening, og s.å. deltog han i oprettelsen af Landbosparekassen i Århus. Under krigen 1864 kom B. der var kendt som en afgjort krigsmodstander i dårligt ry i mere nationale kredse, både lokalt og i den øvrige del af landet, men under den fjendtlige besættelse kom han til gengæld til at stå som den uofficielle leder af Århus-egnens landbefolkning. Efter krigen deltog han i kampen for den almindelige valgret, og han stillede sig forgæves til folketinget i Århus 1865. Året efter stiftede B. sammen med brandforsikringsmanden J. C. N. Wistoft (den egentlige initiativtager) venstreavisen Aarhus Amtstidende hvis eneredaktør og -udgiver B. snart skulle blive. Efter at Jens Nørregaard 1866 havde åbnet Testrup folkehøjskole mødtes han med denne konkurrent til meget livlige kampmøder hvor B. med dygtighed og voldsomhed forsvarede sine politiske og pædagogiske idealer. Først stod striden om skandinavismen der forsvaredes fra grundtvigsk side men af B. angrebes som landsskadeligt sværmeri. Senere blev der ført en lang række diskussioner om formen for undervisning hvor B. hævdede de gammeldags metoder over for grundtvigianernes friskoletanker og ganske særlig deres anvendelse af de oldnordiske sagn og brug af "folkeånden". Disse møder bidrog til at sætte et skarpt skel mellem "Bjørnbakkere" og grundtvigianere, og i de sidstes øjne kom B. til at stå som inkarnationen af materialismen og en arg "jætte".

I 1870 udæskede B. atter det århusianske borgerskab ved bestemt at gå imod dansk deltagelse i den fransk-tyske krig, og under indtryk af krigen udformede han sammen med sin medarbejder på Aarhus Amtstidende, cand. teol. Sofus v. Haven, en særlig fredspolitik med krav om militærvæsenets indskrænkning til en lille lejet hær. B. foregreb herigennem den senere antimilitarisme hos andre venstrepolitikere, først og fremmest V. Hørup, og selv om der måske ikke har været tale om en direkte påvirkning har B. forberedt grunden for modtagelsen af den hørupske agitation mod militarismen. 1871 stillede B. sig imødekommende over for den nyopdukkede arbejderbevægelse og indmeldte sig i den lokale afdeling af "Internationale". B. sluttede sig ikke til foreningens program, men forestillede sig antagelig at der gennem samarbejdet med arbejderbevægelsen kunne skabes en bredere basis for virkeliggørelsen af de bjørnbakske ideer. Efter urolighederne i København maj 1872 udtrådte B. af foreningen hvor det allerede havde vist sig vanskeligt at opretholde alliancen. Ved folketingsvalget s.å. indvalgtes en lille kreds af jyske venstremænd der mere eller mindre var prægede af B.s program, og året efter søgte han – atter forgæves – valg i Århuskredsen. Det var kort før dette valg at han præsenterede sig for det københavnske venstre ved et stort møde i Casino hvor V. Hørup var dirigent. B. nåede ikke at blive indvalgt i folketinget, og han var i øvrigt ned gennem 70erne stærkt kritisk over for det forenede venstres politik hvor han ikke fandt imødekommenhed over for sine ideer, fx militærspørgsmålet. Det første provisorium 1877 førte dog B. sammen med de øvrige venstregrupper i en fælles harme og protest, og ved en grundlovstale i Odder 1877 brugte han så voldsomme udtryk om provisoriet at justitsministeriet indledte en undersøgelse af B.s udtalelser med henblik på evt. retsforfølgelse i henhold til straffelovens bestemmelser om oprør. B. døde imidlertid inden undersøgelsens afslutning, og det er tvivlsomt om tiltale ville være blevet rejst. – Mens B. således kun fik en begrænset indflydelse på den egentlige lands- og rigsdagspolitik, og det alene igennem venstremænd der mere eller mindre sluttede sig til de B.ske tanker som Søren Kjær og Geert Winther, øvede han en meget betydelig lokal indflydelse. Amtstidende og Landbosparekassen fulgtes 1875 af opførelsen af Den folkelige forsamlingsbygning i Østergade i Århus hvor B. og hans tilhængere kunne holde deres møder. I mere end en menneskealder efter hans første politiske fremtræden kan der tales om en bjørn-baksk bevægelse med centrum i området umiddelbart uden for Århus – Ning, Framlev, Sabro, Hasle, Vr. og en del af Ø. Lisbjerg herreder var kernelandet – men de bjørnbakske tanker havde også stedvis fænget i Midtjylland i et område øst og syd for en kreds Randers-Silkeborg-Skanderborg-Horsens. Bevægelsen var stærkest i årtiet fra 1875 til 1885 hvor den markerede sig ved endelig erobring af Landbosparekassen 1876, ved amtsrådsvalget i Århus amt s.å., ved Niels Rasmussens (Terp) fald som landstingsmand 1882 og på ny ved amtsrådsvalget i Århus amt 1883. Den tilspidsede kamp mellem venstre og højre ved 80ernes midte bidrog til at mindske de interne skel i venstregrupperne også i dette område, men endnu op imod århundredskiftet havde Århusegnens politiske og folkelige foreningsliv bevaret træk af B.s ideer. En yngre agrarpolitiker som Chr. Leth Espensen der havde været elev hos B. på højskolen i Viby videreførte sider af B.s politiske linie og stil ligesom den bjørnbakske "realisme" utvivlsomt har været medvirkende til at præge den unge Vilh. Lassen i hans tid som medarbejder på Aarhus Amtstidende. B. kom i udpræget grad til i sine modstanderes (grundtvigianerne, de nationalliberale, senere højre) øjne til at stå som inkarnationen af plebejismens sletteste egenskaber og samtidig som en på en gang farlig og komisk demagog. Hertil bidrog, foruden B.s voldsomme form i den verbale agitation, utvivlsomt også hans proceslyst (mest kendt mod L.Kofod 1874–75) der åbnede angrebsflader for beskyldninger for grovhed og brutalitet. Hans umiddelbare modstander var lokalt, fx ved folketingsvalgene, det århusianske borgerskab, og den aggressive reaktionære udgave af konservatismen der langt op i dette århundrede har præget århusiansk borgerlighed har traditioner tilbage til kampen mod B. og hans tilhængere.

Efter sit egentlige væsen har B. været en lovens og autoritetens mand, oprindelig endog kongeligsindet. I religiøs henseende hævdede han til stadighed at indtage et rettroende lutheransk standpunkt, men han var gennempræget af den gamle folkelige rationalisme der endnu var levende blandt præster og lærere i hans barndoms- og ungdomstid. I sit syn på militærvæsenet viser han ligeledes tilbage til ret udbredte stemninger, især i Jylland, under Frederik VI's styre. Mens han virkede i Vendsyssel prægedes han af Rasmus Sørensen, den af de ældre bondepolitikere der udtrykker mest af det der siden skulle indgå i B.s ideer. Som børnelærer virkede han ud fra 1814-ordningen og i dens ånd. Han ville bibringe sine elever ordentlige kundskaber og holde dem i tugt mens han vendte sig brysk mod de grundtvigske opdragelsesideer som pjank. I sin højskoleundervisning gennemførte han systematisk kundskabsmeddelelse og lod kurset slutte med eksamen. Hans undervisning var rettet ind mod landboernes praktiske tarv, men gav dog også plads for den historiske og almendannende oplysning. B. var næppe den materialist man beskyldte ham for, snarere rationalist og som sådan videreførende traditionerne fra 1700-tallets slutning. Han var en opdrager der på højskolen gav sine elever kurser i ydre anstand og manerer, og i sin velkendte bestræbelse for at erstatte det jyske "A" med rigssprogets "jeg" søgte han at virke for menigmands højnelse og standsskellenes udjævning. Det var ligheden mere end friheden der var hans mål, og i meget sporedes slægtskabet med den faderlige enevældes og bureaukratiets bestræbelser i samme retning. Hertil var imidlertid bondestandens højnelse politisk, socialt og kulturelt en nødvendighed, og dette mål forfulgte han med energi og kraft. Sin almene historiske interesse får B. og hans tilhængerskare ved at være den eneste kraftige modbevægelse mod grundtvigianismen og ved at være den første folkelige afrustningsbevægelse i dansk politik. – En bror til B., Thomas Bjørnbak (1819–89) virkede som lærer i Vendsyssel og siden som folkehøjskoleforstander, fra 1855 i Smidstrup og fra 1857 i Fjellerad i Himmerland. Han virkede i samme retning som broderen, men fik ikke en tilsvarende indflydelse. – Lars B.s søn Viggo Bjørnbak (1853–92) ledede højskolen i Viby 1878–86 og førte ligeledes Aarhus Amtstidende videre. Han var 1884–92 medlem af folketinget for Odderkredsen. Hverken som højskolemand eller som politiker hvor han videreførte faderens ideer fik han dog nogen betydning, og højskolen tabte snart betydning for andet end en lokal kreds (lukket 1899).

Familie

Forældre: lærer Niels Thomsen B. (1786–1862) og Cathrine Marie Larsdatter (1796–1857). -12.4.1845 i Lendum med Eline Marie Hedegaard, født 18.1.1821 i Ålborg, død 31.8.1884 i Viby, d. af frislagter Jens Sørensen H. (ca. 1785–1837) og Inger Marie Larsdatter (ca. 1795–1834).

Ikonografi

Litografi, en del træsnit efter dette 1873–85. Mal. samt buste af Jerichau. Foto.

Bibliografi

Hans Jensen: Lars Bjørnbak og den bjørnbakske bevægelse, 1919. Østjysk hjemstavn 1936 108–22.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig