Lars P. Jensen, Alf Børge Lars Peter Jensen, 23.4.1909-9.10.1986, minister. Født i Gl. Holte (Søllerød). J.s far var medstifter af Papirarbejderforbundet og i hjemmet kom en række af socialdemokratiets ledere. Han blev derigennem præget af politik fra drengeårene. 1927 blev han udlært som kommis i brugsforeningen i Gl. Holte og kom derefter til Holbæk Brugsforening. Her var han sammen med Carl Emil Hansen (senere borgmester i Nakskov) og Urban Hansen energisk i arbejdet for at oprette DSU-afdelinger. 1936–39 var han uddeler i Nakskov og 1939–46 i Silkeborg hvor han samtidig arbejdede i de lokale partiorganisationer. J. valgtes 1945 til folketinget i Silkeborgkredsen hvor han genvalgtes til han i 1966 trak sig tilbage.

I høj grad blev J. byens folketingsmand der arbejdede for både store og små sager i København. I folketinget som i hjembyen blev han vellidt for sit lune, det ukuelige humør og den raske replik. Karrieren var ikke hurtig, men støt, med et voksende tal af centrale udvalgsposter, bl.a. finansudvalget. Det blev især handels- og toldforhold der blev hans område, og 1960 blev han handelsminister i ministeriet Kampmann I og fortsatte som sådan i ministeriet Kampmann II indtil han i september 1961 gik over i indenrigsministeriet hvor han blev under J. O. Krags første regering; da de radikale trådte ud af regeringen blev han 1964 på ny handelsminister indtil han i september 1966 trådte ud af politik for at blive formand for bestyrelsen for FDB.

I ministertiden fik han bl.a. gennemført en længe planlagt licitationslov og forberedt ny patentlov og lov om søfartsuddannelse som blev vedtaget kort efter hans tilbagetræden. Skønt kommende fra kooperationen fik han et ligefremt og åbent forhold til erhvervslivets ledere. Da han blev FDB-formand var brugsforeningerne midt i en strukturomlægning og modernisering der på mange områder brød med hævdvundne forestillinger; også her viste J. sig at være en smidig formidler der trods den nye tids krav om stordrift og rationalisering formåede at bevare det folkelige element i ledelsen. Efter ti år som formand trak han sig tilbage 1976.

Familie

Forældre: arbejdsmand, senere forretningsfører i Dansk papirarb. forbund Lars Peter J. (1867–1945) og Kristine Nielsen (1872–1915). Gift 26.8.1934 i Skamstrup med syerske Erna Jacobsen, født 11.10.1913 i Skamstrup, d. af tømrer Jens Carl J. (1879–1968) og Anna Margrethe Sofie Jensen (1890–1972).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Verdens gang, 1960 96. Børsen 21.4.1969. Demokraten 22.4.s.å. Aktuelt 21.-22.4.1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig