Marcus Jordan

Marcus Jordan, d. .1595, kartograf. Født i Krempe i Holsten. Død sst. Som magister blev J. 1550 professor i matematik ved Kbh.s univ. hvor han læste over Ptolomæus' geografi og af hensyn til teologerne over apostlen Paulus' rejser; disse sidste har han 1572 skildret på latinske vers i en særlig bog. 1552 udgav han hos Hans Vingaard i Kbh. et kort over Danmark, af hvilket intet eksemplar er bevaret, og 1559 i Hamburg det første eksisterende specialkort over hertugdømmerne. Efter at være vendt tilbage til Krempe blev han 1568 vistnok rådmand og 1582 (el. 1583) borgmester i sin fødeby om hvis historie han skrev en kortfattet krønike gående fra 1435 til 1593. På opfordring af Henrik Rantzau leverede han et kort over Danmark til Georg Brauns berømte "Theatrum urbium"; dette kort bærer årstallet 1585 og var længe normgivende for de geografiske forestillinger om Danmark.

Familie

Forældre og øvrige familieforhold ukendte.

Bibliografi

H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. I, 1868–69 637–40. Edv. Erslev: Jylland, 1886 144–53. Anecdota cartographica septentrionalia, udg. A. A. Bjørnbo og Carl S. Petersen, 1908 tvl. 6 (jfr. Georg Wegemann i Die Heimat, Flensb. 1923 1–4 og H. Buick sst. 1924 149). Edw. Lynam i Geographical journal LXX, London 1927 61–67. Ortelii Catalogus cartographorum, udg. Leo Bagrow I, Gotha 1928 = Petermanns Mitteilungen. Erg. Hft. CXCIX 123f. Herman Richter: Skåttes karta I, Lund 1929. N. E. Nørlund: Danm.s kortlægning 1, 1942 24–30. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig