Marie Wulf

Marie Wulf, døbt Maren Hansdatter, senere ændret til Marie Martens, 2.8.1685 (dåb)-27.1.1738, forsamlingsleder, oversætter. Født i Oksenvad sg., død i København. Marie Wulf voksede op i Bovrup og Gråsten på den tid da pietismen fra Halle var begyndt at brede sig til Danmark og særlig havde tag i Sønderjylland. Den unge pige blev tidligt vakt, især ved den tyske præst Chr. Scrivers skrifter, og allerede som 25-årig viste hun iver og evne for at viderebringe sin tro da hun 1711 "af Kjærlighed til Gud og mine danske Venner" oversatte et udvalg af Scrivers Seelen-Schatz. Det blev til en lille tyk bog på godt 1000 sider, Chr. Scriver, Gyldene Bøn-Klenodie eller Udtog af alle Bønner og Sukke, som i hans Seelen-Schatz her og der findes. Overs. af M. M. Bogen kendes nu kun i to eksemplarer med trykåret 1718.

Som gift kom Marie Wulf til at bo i København hvor hendes mand var med i flere store byggeforetagender. Men parret kom efter nogle år ind i stor modgang. 1723 entrerede manden med Chr. Ditlev Reventlow om ombygning af storkanslergården. Da arbejdet var leveret kunne Reventlow ikke formås til at betale Mathias Wulf som af sin egen lomme måtte udrede 10 000 rdl. – alle familiens sparepenge – til håndværkerne hvilket medførte hans "Velfærds og Helbreds Spilde" og endelig hans tidlige død. – Tilbage sad nu den fattige enke med fem børn. Til undersøgelse af byggesagen blev der 1729 nedsat en kommission hvis kendelse enstemmigt faldt ud til fordel for Marie Wulf. 1730-31 førte hun processen videre ved højesteret for at få 2000 rdl. som endnu skyldtes boet. Igen fik hun medhold, og Reventlow dømtes til at betale enken 600 rdl. i sagsomkostninger. Mens alle disse vanskeligheder stod på søgte Marie Wulf trøst og hjælp hos vajsenhuspræsten Enevold Ewald som blev en religiøs og menneskelig støtte for hende. Derfor betroede hun ham sin ældste datter Maries opdragelse, og kort efter (1730) giftede han sig med den kun 15-årige pige som senere blev mor til digteren Johs. Ewald. – Således er Marie Wulf i personalhistorien blevet husket som svigermor og mormor til berømte mænd, men hendes egen kraftige personlighed har selvstændig historisk interesse da hun kom til at præge det religiøse liv i København i nogle bevægede brydningsår.

Med tyskeren Ph. J. Speners collegia pietatis som forbillede var det i begyndelsen af 1730'erne blevet pietistisk skik at holde gudelige forsamlinger i private hjem med sang, bibellæsning og bekendelser om synd og frelse. Marie Wulf, som efterhånden regnedes for "kronen" i de vaktes kreds, holdt forsamling to gange om ugen og ledede møderne med en sådan kraft og veltalenhed at tilhørerne flokkedes om hende. Hun havde ordet i sin magt og brugte det både til at agitere for sin overbevisning og til at skælde ud på anderledes tænkende. Ofte var det en broget skare der mødtes hos hende på Gammeltorv i "Den forgyldte Oxe" som i folkemunde nu hed "Den hellige Oxe", og mange blev til langt ud på natten under sang og tummel, en uforsigtighed som mistænkeliggjorde Marie Wulfs rygte. Da grev N.L. v. Zinzendorf kom til København 1731 blev Marie Wulf grebet af hans lære, og da det under hans indflydelse blev bestemt at forsamlingerne på herrnhutisk vis skulle holdes adskilt for mænd og kvinder påtog Marie Wulf sig at lede kvindemøderne. Denne forandring behagede ikke de stedlige vakte, og der opstod nu så megen uro omkring forsamlingerne, yderligere opildnet af de ortodokse præster, at der 1732 udstedtes forbud mod forsamlinger med bibellæsning. Marie Wulf fortsatte herefter ufortrødent med bønnemøder uden brug af Bibelen, men stemningen blandt præsterne blev nu så ophidset at Chr. 6. nedsatte en kommission 1734 til undersøgelse af klagerne mod pietisterne, og især mod Ewald og hans svigermor. – Under forhørene forstod Marie Wulf så godt at svare for sig at hun blev pure frifundet af kongens rådgiver grev C.E. Stolberg. – Af det materiale kommissionen fremskaffede får man et levende billede af Marie Wulf såvel som af den urolige pietistiske kreds i København hvori hun var midtpunkt.