Mortin Jensen Støttrup, ca. 1705-1.9.1784, separatist. Født antagelig i Nibe, død i Hamburg, begravet sst. Alle hjemmets fire sønner blev påvirket af den antikirkelige separatisme, men stærkest kom S. under dens indflydelse. Han og hans bror Niels (f. 1708) blev studenter (Ålborg) 1728 og tog filosofisk eksamen 1731. I forbindelse med disse års vækkelse i Kbh blev S. grebet af tanken om kristenhedens elendighed, fremkaldt ved blind tillid til den rene lære, kirkeinstitutionen, absolutionen i skriftemålet og hele sammenblandingen af åndeligt og verdsligt regimente. Som en grublende og skrupuløs natur var han typisk for den kirkefjendske spritualisme der i sin yderste konsekvens kun anerkendte åndens indre "lys" i sjælen som sandhedskriterium. 1734 radikaliseredes vækkelsen i Kbh. – bl.a. gennem svenske emigranter – og under et besøg i Viborg s.å. holdt S. forsamlinger hos sin bror Anders, der var guldsmed, og blev i præsteskabets nærvær forhørt af biskop J. Trellund; han forkastede barnedåben, den lutherske nadverlære (skrifte-målspraksis) og det kirkelige embede. S. blev sat i Viborg arrest hvor broderen Laurids, en sadelmager, gjorde ham selskab, men 1735 tilbagekaldte han sine vildfarelser, stod åbenbart skrifte og gik til alters med sine brødre. Derpå rejste han til Kbh., kom atter under indflydelse af separatismen og forsøgte under en ny rejse til Viborg at påvirke sine forældre. Resultatet blev en provsteret mod hele familien som nu ville til Kbh., men blev arresteret i Nyborg. Efter mange forhandlinger sattes tre af brødrene i kastellet hvor de skulle modtage gejstlig belæring, men da de ikke ville love at afholde sig fra propaganda blev S. og Niels – siden også Anders – 1738 forvist til Altona hvor der var "religionsfrihed". Laurids, der boede med forældrene i Slagelse, forvistes 1745. S. holdt fast ved sine anskuelser og levede til sin død som instrumentmager i Hamburg.

Familie

Forældre: bødker, senere i Støttrup, Farsø sg., Gislum hrd. Jens Olesen (død tidl. 1745) og Christine Marit Lund. Gift antagelig før 1750 med Christine Lind.

Bibliografi

A. C. Krog: Saml. efterretn. om Viborg by, 1779 (faks. udg. 1977) 247–70. J. N. Wilse: Rejse-iagttagelser III, 1792 423–25. [Em. Tauber:] Saml. af biogr. notitser om nogle af de fra Ålborg katedralskole til univ. dimitterede disciple, 1840 = Ålborg skoleprogr. 1840 129f. Kr. Sørensen Testrup i Saml. til jydsk hist. og top. II, 1868–69 29–34 36–56. Kirkehist. saml. 5.r.IV, 1907–09 72 74 og V, 1909–11 327–30. P. Severinsen: Viborg domkirke, 1932 = Skivebogen 1932 og Fra Viborg amt s.å. 457–67. Johs. Pedersen i Den danske kirkes hist. V, 1951.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig