Niels Neergaard, Niels Thomasius Neergaard, 27.6.1854-2.9.1936, statsminister, historiker. Født i Ugilt, død i Kbh. (Pauls), begravet sst. (Ass.). Gennem sin slægt optog og videreførte N. stærke mindelser fra oplysningstidens kultur. Faderen var som 1700-tallets præster lige så optaget af sit landbrugs trivsel som af faderlig omsorg for sine sognebørn. Direkte påvirkning fra faderen fik N. dog ikke da denne blev syg og døde relativt ung. Heller ikke med sine søskende fik N. megen kontakt. Han var en efternøler – der var elleve år fra ham til hans nærmeste bror i alder. Faderens sygdom og død lagde tunge skygger over N.s barndom. Da han var otte år flyttede familien til Kbh., men han følte dog fortsat Vendsyssel som sit rette hjemsted. – N. var født med en enorm videbegærlighed. Efter sit eget udsagn tog han fra treårsalderen fat på præstegårdens bogsamling, og takket være en fænomenal hukommelse blev hans viden efterhånden kolossal. Hans interesser spændte så vidt at han havde svært ved at vælge studium. Efter bestået studentereksamen fra Borgerdydskolen på Christianshavn 1872 begyndte han slægtstraditionen tro med teologi, men opgav det ret hurtigt til fordel for religionshistorie. Troende var N. næppe, men han bevarede livet igennem kristne træk i sin livsanskuelse. Fra religionshistorie gled han over i det da nyorganiserede historiske studium og tog magisterkonferens 1879 med speciale i ældre jødisk historie.

Som student holdt N. til i den konservative studenterforening skønt han med sin provinstilknytning følte sig tiltrukket af det fremvoksende venstre. Tilfældet bragte ham og nogle venner i kontakt med I. A. Hansen der delagtiggjorde dem i sine politiske erfaringer. Efter eksamen, men inden indkaldelse til værnepligt, tog N. syv uger til Berlin på et legat. Her oplevede han striden om den fællestyske toldlov mellem Bismarck og de liberale tyske politikere. Besøget blev en politisk vækkelse for N. og gav ham vigtige kundskaber i toldpolitik. Beslutningen om at blive politiker blev taget i Berlin 1879 og de følgende studier indrettet derefter. Efter to års arbejde tog han således 1881 den statsvidenskabelige eksamen. Derefter drog han ud på ni måneders studierejse til Frankrig og England. N. var formentlig den første dansker der helt bevidst studerede til politiker. Det store venstreparti trængte netop til akademikere og manglede sagkyndige inden for økonomi. Det var navnlig opholdet i England der fik betydning for ham. Her gjorde han dybtgående studier i arbejderklassens forhold og i de private og statslige forsøg på socialt hjælpearbejde. I England mødte han sit politiske forbillede, Gladstone, "helten i det politiske drama" som han siden kaldte ham. Sin beundring for England udtrykte han i sit debutarbejde, en større afhandling om engelsk parlamentarisme trykt i det norske Nyt Tidsskrift, 1883. Siden udgav han små skrifter om W. E. Gladstone, 1886, og om Rich. Cobden, 1889.

Efter hjemkomsten fortsatte N. sit systematiske studium til politiker. Hans renommé inden for venstre var allerede stort i 1884. Han fik flere tilbud om valgkredse og ønsker om artikler til venstrepressen. Men hans kendskab til venstres vælgere var kun lille. Under en samtale med Viggo Hørup spurgte denne underfundigt den ranglede N. med det akademiske udseende: "Sig mig, forstår De Dem egentlig på bønder?" N. følte sig med rette truffet. Hvad der i disse år interesserede ham var især finanspolitik og sociale spørgsmål, ikke mindst i Kbh. hvor hans søster, Johanne, gjorde et stort arbejde for Kjøbenhavns understøttelsesforening. N. deltog selv i dette arbejde, men var også aktiv på mange andre områder og gjorde sig uundværlig i det gryende kbh.ske venstre. I Studentersamfundet blev han således drivkraften i dettes uddannelsesafdeling, redigerede dets fremragende serie af småskrifter hvoraf han selv skrev adskillige. Men navnlig styrkede han sin stilling som politisk og kulturel "aktivist" i Kbh. da han 1884 grundlagde tidsskriftet Tilskueren, "Maanedsskrift for Literatur, Samfundsspørgsmaal og almenfattelige videnskabelige Skildringer". Ideen til dette tidsskrift hvorom hele den danske intelligentsia i de kommende årtier kredsede fik N. formodentlig fra England. Med sine korte, illustrerede artikler og sin åbne typografi lignede Tilskueren visse engelske tidsskrifter og fik siden flere efterlignere herhjemme. Selv var N. kun aktiv som redaktør for Tilskueren indtil udgangen af 1892.

N. kom ind i politik midt i det voldsomme opgør mellem venstre og højre, en strid som også skabte stadige brydninger inden for venstre. N. forsøgte at se bort fra dette og koncentrere sig om finans- og socialpolitikken. 1887 blev han opstillet og valgt i Nakskov-kredsen for de følgende tre år. Det var for ham et heldigt tidspunkt. Venstre var kørt fast i provisorierne. De moderate indså at der måtte en forhandlingsløsning til der indeholdt længe tiltrængte sociale reformer. Gruppeføreren Frede Bojsen blev opmærksom på den unge N. i folketinget og knyttede ham og Klaus Berntsen til sig med stærke venskabsbånd. I juli 1889 besøgte N. Frede Bojsen på Rødkilde, og fra dette besøg begyndte udviklingen af det omfattende reformprogram der skulle danne grundlaget for den kommende forhandlingspolitik. N. formulerede i detaljen lovforslagene om alderdomsforsørgelse og om sygekasser som Frede Bojsen siden førte gennem rigsdagens behandlinger 1891 og 1892. Selv stod N. i disse år uden for folketinget, men ved sin koncipering af de to vigtige love blev han en pioner for den danske sociallovgivning. Hovedtankerne om alderdomsforsørgelse, således som han siden fastholdt dem gennem hele sin karriere, havde han første gang formuleret 1890 i et foredrag ved de fynske landboforeningers delegeretmøde. Det fornyende ved hans idé var at forsørgelsen ikke skulle gives på forsikringsbasis, men som en statsydelse ens for alle borgere. 1892 valgtes han igen til folketinget, først i Hornslet, Randers amt, men fra 1898 i Ebeltoftkredsen der siden genvalgte ham i næsten 35 år. Som våbendrager for den noget ældre Frede Bojsen blev N. sammen med Klaus Berntsen stærkt medvirkende til det store forlig i 1894. Mens Berntsen sikrede stemningen ude i landet, gav N. forligets reformer saglig styrke. Men svagheden ved den store indsats skyldtes N.s og Bojsens personlige beskedenhed: de krævede ikke magten da de havde flertallet bag sig. Resultatet blev at de uforsonlige parter på hver side, venstrereformpartiet på den ene og højre i landstinget på den anden side efter forliget kappedes om at klemme luften ud af det moderate venstre i de følgende år. Bojsen og N.s motto: "den overlegne sagkundskab vinder gerne til sidst" blev ganske vist bekræftet for N.s vedkommende. Men det skulle tage næsten femten år efter forliget inden man atter anerkendte hans overlegne sagkundskab.

Allerede fra 1885 var N. begyndt at arbejde som historiker. For at forstå sin egen tids politik måtte han kende perioden 1848-64 til bunds, og han begyndte derfor at læse kilderne hertil systematisk og kombinere dette stof med mundtlige udsagn fra kendte folk fra perioden. Først og fremmest var departementschef P. Vedel en vigtig meddeler for N. 1889 kom de første hæfter af N.s store skildring Under Junigrundloven. Færdiggørelsen af dette næsten 2000 sider store værk trak ud til 1916. Det svulmede op undervejs og skiftede til en vis grad karakter efterhånden som han fik adgang til utrykte kilder. I betragtning af at emnet var jomfruelig jord historisk set var værket en vældig bedrift. Det gav klar oversigt over tidens indviklede politiske problemer og rummede et vældigt kildemateriale. Men dets begrænsninger var åbenbare. Trods N.s vide åndelige interesser var Under Junigrundloven snævert holdt inden for indenrigs- og udenrigspolitiske rammer. Hertil kom at N.s skildringer er uden farve og dybde ligesom man savner karakteristik af tidens politiske hovedskikkelser. Alligevel er Under Junigrundloven stadig et hovedværk i nyere dansk historieskrivning. Til Danmarks Riges Historie skrev han desuden om tiden 1852-64 og til 2. udgave af Dansk biografisk Leksikon leverede han talrige vægtige biografier. Kbh.s univ. viste sin anerkendelse i 1929 ved at gøre ham til dr.phil.h.c.

For at have et levebrød gik N. 1892 ind i journalistik som redaktør for Aarhus Amtstidende indtil 1897, delvis med bolig i Århus. Siden blev han direktør for to forsikringsselskaber som han i øvrigt selv var medstifter af. Men N.s liv var dog hovedsagelig parlamentarikerens. Som medlem af finansudvalget, talrige folketingsudvalg og ministerielle kommissioner gjorde N. sin fineste indsats. Som taler hørte han til dem der kunne skaffe ro i folketingssalen. Skønt han talte langstrakt og i og for sig knastørt, var hans viden dog så omfattende, hans argumentation så sikker og hans konklusioner så overbevisende at han fik en vægtig indflydelse hver gang han tog ordet. Trods sin anseelse fik han dog ikke tilbudt "husly" i venstrereformpartiet førend 1908. Det skyldtes J. C. Christensen der flere gange spændte ben for N. i de følgende år. Men da toldlovsforslaget kom frem 1907-08 besluttede det samlede venstre at vælge N. som fælles ordfører. I den grad var han den finanspolitiske autoritet. S.å. blev N. gjort til finansminister i et forsøg på at stive et vaklende ministerium af. Men P. A. Albertis sammenbrud sept.1908 blev også regeringens sammenbrud. I den forfærdelige situation var N. den eneste helt uplettede minister, og han blev da ved omstændighedernes hjælp den ny konseilspræsident. Tillige måtte han påtage sig posten som forsvarsminister da forsvarssagen som i fyrre år havde plaget landet nu stod foran sin løsning efter at den store forsvarskommissions betænkning forelå. Selv havde N. ikke beskæftiget sig meget med denne sag, og han lod sig derfor lede af ministeriets departementschef C. F. Lütken. Denne havde udarbejdet et lovforslag hvori indgik de såkaldte fremskudte forter foran Kbh.s befæstning der siden blev genstand for voldsom politisk kamp. N. fremførte med stor dygtighed dette forslag i rigsdagen febr.1909. Viljen til en løsning var vistnok udbredt, men N. havde ikke taget misteltenen, J. C. Christensen, i ed. Denne faldt ministeriet i ryggen og fældede det på sagen om de fremskudte forter. Over for stærke viljesmennesker som J. C. Christensen kom N. til kort. I den ny regering blev N. atter finansminister, en post han siden igen påtog sig 1910-13 under regeringen Klaus Berntsen. For grundlovssagen, disse års centrale emne, blev N.s indflydelse betydningsfuld, ja, en af hans yngre partifæller, Otto Himmelstrup hævder, at grundloven 1915 i virkeligheden mere var N.s end Klaus Berntsens værk.

I årene under første verdenskrig dominerede J. C. Christensen helt venstre, mens N. spillede en mere beskeden rolle i den daglige politik. Når det alligevel blev N. der blev statsminister i venstreregeringen efter påskekrisen 1920 skyldtes det kun at J. C. Christensen undslog sig. Det blev således N. der kom til at fuldføre genforeningen i sommeren 1920. Han holdt fx den berømte tale på Dybbøl den 11.7.1920 hvor han gav sydslesvigerne løftet: "I skal ikke blive glemt". I grænsespørgsmålet havde N. stået vaklende inden for sit parti. Han blev således mere eller mindre frivilligt taget til indtægt for Flensborgbevægelsen. Under påskekrisen såvel som i de følgende års hårde politiske konfrontationer så man at N. var svag og usikker under de rent politiske opgør. Hans tid som statsminister 1920-24 blev fyldt med dramatik som følge af de voldsomme økonomiske kriser efter krigen. Foruden statsminister var han også finansminister, og i denne egenskab måtte han slide hårdt på sin popularitet ved stadig udskrivning af nye skatter. En restaurationsskat 1922 vakte særlig vrede mod ham. Men det var krisen i industrien og bankerne der gav N. og hele landet de alvorligste problemer. Landmandsbankens sammenbrud sommeren 1922 rystede ikke alene landet politisk, men også tilliden til N.s regering fordi han tre gange i løbet af samme år måtte erkende, at statens indgriben ikke var tilstrækkelig, tabet var 500 mio. kr., ikke 100 mio. som først antaget. Trods denne økonomiske og politiske svækkelse nåede N.s regering dog at gennemføre vigtige sociale reformer, således den ny sygekasselov af 1921, loven om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsunderstøttelse, loven om aldersrente til afløsning af alderdomsunderstøttelsesloven af 1892 og endelig medhjælperloven til afløsning af tyendeloven 1854. Det var altsammen love som N. havde arbejdet for siden 1880erne.

Sit største problem i 1920erne havde N. inden for sit eget parti. N. blev nu betragtet som gammelliberal. De unge i partiet hyldede en ny form for absolut liberalisme, som prioriterede frihandel højere end socialpolitiske synspunkter. Nyliberalismen blev med kraft fremført af partiets unge "høvding", Th. Madsen-Mygdal, landbrugsminister i N.s regering. Hans synspunkter styrkedes i regeringen efter en omdannelse af ministeriet i okt. 1922 hvor flere af Madsen-Mygdals meningsfæller fik poster. Frihandelsstandpunktet var slået helt igennem i partiet da dette atter dannede regering i dec. 1926. Derfor var det naturligt at Madsen-Mygdal blev statsminister. Den nu 72-årige N. fik for femte gang finansministeriet. I denne egenskab måtte N. gå ultraliberalismens vej og muligvis nødtvungent foretage voldsomme beskæringer i statens udgifter bl.a. til sociale foranstaltninger som han selv havde arbejdet for i årenes løb. I april 1929 afgik han sammen med den øvrige regering og trak sig nu mere tilbage fra politik. 1932 tog han afsked med sine vælgere i Ebeltoft, og i de følgende år arbejdede han i rigsdagens bibliotek på sine erindringer der udkom 1935. Erindringsværket nåede desværre kun til 1894. En væsentlig del af det omhandler forhistorien til forliget dette år, i det væsentligste baseret på Frede Bojsens langt senere udgivne erindringer hvis manuskript N. disponerede over.

N.s høje, ludende skikkelse med det hængende overskæg var kendt af alle i Danmark og et taknemmeligt offer for bladtegnere. Men karikaturerne afspejlede altid den sympati der ombølgede N. Hans ord stod altid til troende, og hans omdømme som politiker forblev mere uplettet end mange kollegers. N. var mere parlamentariker end egentlig politiker, mere den sagkyndige ordfører end partiføreren. Med sin umådelige viden og saglige argumentation var han med til at højne niveauet i rigsdagens debatter i en periode hvor politisk intrigespil ellers blomstrede. Sin største indsats ydede han i perioden 1890-1908 hvor hans viden og sunde omdømme kom til at præge reformlovgivningen, særlig de første danske sociallove. Omstændighederne bragte ham frem til statsministerposten, hvor han måske slog mindre godt til fordi han blev usikker over for viljestærke og hårdhudede politikere som J. C. Christensen, P. Munch og Edv. Brandes. Hørup så nok rigtigt da han spurgte om N. nu også forstod sig noget på bønder. N. var skrivebordsarbejderen, ikke vælgermødernes mand. Kun meget få lærte ham at kende på nært hold. – Medlem af Danske selskab 1918. – Dr.phil.h.c. ved universitetets 450 års jubilæum 1929.

Familie

Forældre: sognepræst Peder N. (1801-63) og Julie Erasmine Christiane Eibe (1814-80). Gift 1. gang 1.8.1883 i Roskilde med Dagmar Jensine Cecilie Lind, født 2.4.1860 i Kbh. (Holmens), død 19.1.1955 i Farum (gift 2. gang 1898 med godsejer J. A. Lemming, 1866-1937), d. af urtekræmmer, senere mægler Christian Vilhelm L. (1819-69) og Bertha Marie Sørensen (1823-71). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 2.9.1903 i Nørre Alslev med Bartholomine (Betty) Johanne Monrad, født 11.9.1872 i Vejle, død 7.9.1939 i Kbh. (Jac), d. af bogbinder Ingard Mathæus M. (1834-98) og Christiane Bergmann (1841-1908).

Udnævnelser

K2. 1912. S. K. 1920. D. M. 1923.

Ikonografi

Tegn. af H. E. Melchior 1909. Afbildet på talrige tegn. af Alfred Schmidt 1916-24 (Fr.borg). Mal. af Viggo Johansen, 1918 (folketingets bibl.), skitse af samme. Afbildet på H. Vedels mal., 1918, af grundlovsforhandlingerne 1915 (folketinget), på H. Nik. Hansens mal., 1921, af Chr. Xs ridt over grænsen 1920 (Fr.borg) og på O. Matthiesens mal., 1923, af rigsdagen 1915 (folketinget). Flere tegn. af H. Jensenius 1922-23 (Fr.borg) og af samme udst. 1929. Mal. af A. Lofthus, 1926 (Fr.borg). Buste af Jens Lund 1934-35 (Livsforsikringsselskabet Hafnia-Haand i Haand). Mal. af H. Vedel, 1936 (folketinget). Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1942. Tegn. af Gerda Ploug Sarp, Carl Jensen, R. Storm Petersen, E. Krause, Aage Roose (Fr.borg) m. fl. Foto.

Bibliografi

Kilder. Selvbiografi i Promotionsfesten I. juni 1929 i anledn. af Kbh.s univ.s 450 års jubilæum, 1930 113f. N. N.: Erindringer fra ungdomsårene og fra mit offentlige liv 1854-94, 1935 (anm. af Axel Garde i Tilskueren, 1935 II 305-20). Tre venstremænd. En brevveksl, mellem Frede Bojsen, Klaus Berntsen og N. N., ved Harald Jørgensen, 1962. N. N.: Ministermødeprotokol 1908– 09, ved Tage Kaarsted, 1975.

Lit. Erik Henrichsen: Mændene fra forfatningskampen II, 1914 276-310. Aage Friis i Hist. t.9.r.I, 1918-20 89-128. Samme sst. 10.r.IV, 1937-38 466-68. Johs. Lehmann: N. N., 1929. Berl.tid. 3.9. og 5.9.1936. Politiken 4.9. s.å. Tilskueren LUI, s.å. II 245-54. Hans Jensen i Nord. t. för vetenskap, konst och industri ny ser. XIII, Sth. 1937 1-17. Venstres hist., red. Fred. Nørgaard og Hans Jensen I–II. 1937-38. Billeder af rigsdagens hist., red. Aage Svendstorp og Chr. Torpe II, 1947 13-26. P. Stavnstrup: Politiske profiler, 1962 21-33. Frede Bojsen: Politiske erindr., ved Kr. Hvidt, 1963 især 181f. Tage Kaarsted: Påskekrisen 1920, 1968. De danske ministerier 1901-29, ved Sv. Thorsen, 1972.

Papirer i Rigsark. Statsminister N. N.s privatark., 1973 = Rigsark. Foreløbige arkivreg. ny ser. II.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig